NOTAT
Notat til Folketingets Europaudvalg og Folketingets Miljø- og
Fødevareudvalg om intervention i sag anlagt af Europa-
Kommissionen mod Forbundsrepublikken Tyskland (C-543/16)
Indledning
Kommissionen har ved EU-Domstolen anlagt sag mod Tyskland med påstand om, at Tyskland
har tilsidesat sine forpligtelser efter Rådets direktiv 91/676/EØF om beskyttelse af vand mod
forurening forårsaget af nitrater, der stammer fra landbruget (herefter nitratdirektivet).
Sagens baggrund
Nitratdirektivet har til formål at nedbringe vandforurening fra nitrater, der stammer fra
landbruget og forebygge yderligere forurening af denne art.
Direktivet indeholder i artikel 5 regler, der forpligter medlemsstaterne til at udarbejde og
gennemføre handlingsprogrammer med henblik på at gennemføre direktivets målsætninger.
Af artikel 5, stk. 4, fremgår, at handlingsprogrammerne skal bestå af en række nærmere
fastsatte bindende foranstaltninger, herunder bl.a. perioder, hvor det er forbudt at tilføre visse
typer gødning, krav til opbevaringskapacitet til husdyrgødning, en begrænsning af tilførsel af
gødning til jorden, som bygger på ligevægt mellem afgrødens forventede kvælstofbehov og
kvælstoftilførslen til afgrøden og krav om maksimal tilladt tilførsel af husdyrgødning
(medmindre der er meddelt en undtagelse herfra).
Af artikel 5, stk. 5, fremgår, at medlemsstaterne inden for rammerne af
handlingsprogrammerne skal træffe supplerende eller skærpede foranstaltninger, hvis det
viser sig på baggrund af indhøstede erfaringer med handlingsprogrammerne, at
foranstaltninger efter stk. 4 ikke er tilstrækkelige til at opnå målene.
Det følger endelig af direktivets artikel 5, stk. 7, at medlemsstaterne mindst hvert 4. år skal
foretage en ny gennemgang af og om fornødent revidere deres handlingsprogrammer,
herunder eventuelle supplerende foranstaltninger.
Kommissionen har nedlagt påstand om, at Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser ifølge
artikel 5, stk. 5 og 7, med relevante bilag, idet Tyskland ikke traf supplerende eller skærpede
foranstaltninger, så snart det viste sig, at foranstaltningerne i handlingsprogrammet ikke var
tilstrækkelige, og at det ikke har revideret handlingsprogrammet for at bringe det i
overensstemmelse med de bindende krav.
Miljø-
og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216
København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk