Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 7. november 2016
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 51 (MOF alm. del) stillet den 11. oktober
2016 efter ønske fra Pia Adelsteen (DF).
Spørgsmål nr. 51
”Er ministeren enig i, at påbud om forbedret spildevandsrensning kun kan og bør udstedes, når der for
det berørte vandløb foreligger måledata nyere end tre år?”
Svar
Jeg har forelagt Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning spørgsmålet, som oplyser at:
”Det er kommunen, der er myndighed for afgørelser om påbud om forbedret spildevandsrensning.
Ved vurdering af om der skal meddeles påbud om forbedret spildevandsrensning, skal kommunen
sikre, at den konkrete udledning bl.a. opfylder betingelserne i spildevandsbekendtgørelsens § 35, stk.
1, nr. 3. Heraf fremgår det, at ”Der skal være dokumentation for, at det omhandlede nedstrøms
liggende vandområde er forurenet af spildevand i et omfang, der gør, at det miljømål for vandområdet,
der er fastsat i bekendtgørelse om miljømål udstedt i medfør af lov om vandplanlægning, ikke er
opfyldt.”.
Ved kommunens vurdering af om spildevandsbekendtgørelsens § 35, stk. 1, nr. 3 er opfyldt, er det som
udgangspunkt tilstrækkeligt at anvende vandområdets tilstandsvurdering og miljømål i den seneste
vandområdeplan (2015-2021). Vandløbenes tilstandsvurderinger i vandområdeplanerne 2015-2021 er
som udgangspunkt beregnet på baggrund af målinger foretaget i årene 2008-2012. Kommunerne kan
derfor godt udstede påbud om forbedret spildevandsrensning på baggrund af data ældre end tre år.
Det skal i den forbindelse bemærkes, at der vil blive anvendt opdaterede data, når indsatserne i
vandområdeplanerne 2021-2027 skal opgøres.
Har kommunen imidlertid nye oplysninger, der indikerer, at miljømålet for vandområdet er opfyldt,
kan kommunen rette henvendelse til Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning med henblik på, at der
gennemføres en fornyet vurdering af miljøtilstanden på baggrund af nye måledata indhentet af
kommunen.”
Esben Lunde Larsen
/
Mads Leth-Petersen
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk