Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J. nr.: SVANA-001-16291
Den 13. marts 2017
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 508 (MOF alm. del) stillet den 22. februar
2017 efter ønske fra Maria Reumert Gerding (EL).
Spørgsmål nr. 508
Ministeren bedes oversende en oversigt i form af et GIS-kort over alle små type 1-vandløb, der ikke er
omfattet af de gældende vandområdeplaner for 2015-2021, men som – jf. de faglige analyser fra DCE
Aarhus Universitet i notatet om opdatering af naturfaglige kriterier for afgrænsning af vandløb af 5.
december 2016 – opfylder følgende faglige kriterier: 1) Opfylder miljømålet om god eller høj økologisk
tilstand målt på smådyr (DVFI) eller fisk (DFFVø) eller planter (DVPI) eller 2) Har et fald på mindst
0,45 promille eller 3) Har et fysisk indeks (DFI) på mindst 0,41 eller 4) Har en slyngningsgrad på
mindst 1,05 eller 5.) Har en bredde på mindst 0,6 meter.
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet Miljøstyrelsen, som oplyser, at styrelsen ikke er i besiddelse af alle de
nødvendige og relevante data, som gør det muligt at udarbejde det ønskede kort. Data om vandløb
tilvejebringes i regi af overvågningsprogrammet og er målrettet de vandløb, som indgår i
vandplanlægningen. Skiftende regeringer har reduceret antallet af vandløb omfattet af
vandplanlægningen fra ca. 28.000 km til de ca. 19.000 km vandløb, som indgår i de gældende
vandområdeplaner. Mange af de data for de vandløb, der ikke længere indgår, er derfor forældede eller
mangelfulde. Det kan i den forbindelse oplyses, at Aarhus Universitet, som en del af deres bidrag til
opdatering af faglige kriterier, kun beregnede slyngningsgrad og faldforhold for de vandløb, der indgår
i de gældende vandområdeplaner. Der er ikke lavet tilsvarende beregninger for vandløb, der ikke
indgår i planerne.
Der kan endvidere henvises til svar på L34 nr. 78, hvoraf det fremgår, at hvis der i forbindelse med
vandrådsarbejdet kommer indmeldinger med forslag til at medtage nye vandløb, vil viden om disse
vandløb indgå i arbejdet med forberedelse af 3. planperiode, som skal gælde fra 2021.
Esben Lunde Larsen
/
Mads Leth-Petersen
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk