Miljø- og Fødevareudvalget 2016-17
MOF Alm.del
Offentligt
1732362_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 001-16241
Den 13. marts 2017
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 499 (MOF alm. del) stillet 17. februar 2017
efter ønske fra Trine Torp (SF).
Spørgsmål nr. 499
Vil ministeren oplyse, om data i Århus Universitets rapporter: "Bevaringsstatus for naturtyper og
arter - artikel 17 rapportering", Videnskabelig rapport fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi
nr. 98 2014, "Terrestriske naturtyper 2011 - Udvikling og areal" og Videnskabelig rapport nr. 35 fra
DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi 2012 ligger til grund for de danske indberetninger til EU-
Kommissionen om andelen af de terrestriske naturtyper, der indgår i de danske Natura 2000 områder,
og vil ministeren i bekræftende oplyse, for hvilke respektive naturtyper der med udgangspunkt i
rapporterne kan tænkes at være udpeget en mindre andel af de respektive naturtyper, end som
udgangspunkt forudsat af EU-Kommissionen som værende fyldestgørende?”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet Miljøstyrelsen, som oplyser at:
”DCE’s videnskabelige rapport nr. 35 "Terrestriske naturtyper 2011 - Udvikling og areal" er grundlag
for den danske EU-rapportering i 2013 om habitatdirektivet. Rapport nr. 98 "Bevaringsstatus for
naturtyper og arter - artikel 17 rapportering" er et resumé af den gennemførte rapportering. De
indberettede data om, hvor store andele af de danske forekomster af de enkelte naturtyper, som er
indenfor de udpegede habitatområder, er beregnet af Aarhus Universitet og for skovnaturtyperne af
Københavns Universitet. EU-rapportering fra 2013 viser, at udpegningen af naturtyperne nedbrudt
højmose, bøg på muld, egeblandskov, lobeliesø, søbred med urter, brunvandet sø, vandløb og
urtebræmme er under EU’s anbefalede 20 % af forekomsten.
Miljøstyrelsen bemærker, at universiteternes beregninger er foretaget på et varieret datagrundlag og
efter forskellige beregningsmetoder, idet der for en række naturtyper ikke findes landsdækkende data,
svarende til den opdeling af naturtyper, som habitatdirektivet opererer med. Der vil blive gennemført
en mere præcis genberegning af arealerne forud for den næste EU-rapporteringen i 2019.”
Esben Lunde Larsen
/
Hans Christian Karsten
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk