Miljø- og Fødevareudvalget 2016-17
MOF Alm.del
Offentligt
1684047_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 7. november 2016
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 49 (MOF alm. del) stillet 11. oktober 2016
efter ønske fra Pia Adelsteen (DF).
Spørgsmål nr. 49
”Kan ministeren i forlængelse af svar på MOF alm. del - spm. 564 (Folketingsåret 2015-16) bekræfte, at
ejendomme hvorfra spildevandet ledes til recipient gennem lange drænstrækninger, som i store dele af
året ikke er vandførende, kan fritages for påbud?”
Svar
Jeg har forelagt Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning spørgsmålet, som oplyser at:
”Kommunerne er myndighed for spildevandsplanlægningen og for afgørelser om påbud om forbedret
spildevandsrensning.
Det fremgår af spildevandsbekendtgørelsens § 35, stk. 1, at kommunerne forud for meddelelse om
påbud om forbedret spildevandsrensning skal foretage en konkret vurdering af, om en ejendom
udleder spildevand til et vandområde, og om udledningen bidrager til forurening af det pågældende
vandområde, som er fastsat i de statslige vandområdeplaner.
Det er ikke afgørende for meddelelse af påbud, om ejendommens bidrag til forureningen af et
vandområde er stort eller lille, herunder om forureningen sker gennem lange drænstræk eller kun en
del af året, idet ingen ejendom har krav på en ret til at forurene i et eller andet omfang, jf. bl.a. Vestre
Landsretsdom fra 18. maj 1995. Det er alene et krav, at ejendommen udleder spildevand til et
vandområde, der ikke lever op til målsætningen på grund af udledning af spildevand.
Ligesom det er kommunen, der foretager den konkrete vurdering, om en ejendom opfylder kriterierne
for at meddele påbud, er det ligeledes kommunen, der konkret vurderer, om der er saglige og objektive
forhold, der medfører, at en ejendom skal fritages for påbud om forbedret spildevandsrensning.”
I og med at det er kommunerne, der er myndighed på spildevandsområdet i forhold til konkrete sager,
kan jeg ikke gå nærmere ind i enkelte kommuners vurderinger.
Esben Lunde Larsen
/
Mads Leth-Petersen
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk