Miljø- og Fødevareudvalget 2016-17
MOF Alm.del
Offentligt
1727372_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 27. februar 2017
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 488 stillet den 10. februar 2017 på vegne af
Maria Reumert Gjerding (EL)
Spørgsmål nr. 488
”Miljøstyrelsens nuværende tilsyn/kontrolmålinger med udsivningen af giftstoffer fra den nu lukkede
Naur losseplads, Vembvej 12 i Holstebro Kommune er blevet reduceret til nu kun at blive foretaget én
gang årligt, jf. artiklen: ”Giften siver fra gammel losseplads”, bragt i Dagbladet Holstebro, den 29.
september 2016. Vil ministeren på den baggrund oplyse, hvorvidt omfanget af Miljøstyrelsens
nuværende tilsyn/kontrolmålinger stemmer overens med, at der over de seneste år er fundet stadig
stigende mængder giftstoffer i det dybe grundvand? ”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, som oplyser følgende:
”Miljøstyrelsen fører som tilsynsmyndighed tilsyn med overvågningen af grundvandstilstanden i de
udpegede overvågningsboringer ved Naur Losseplads. Der er fokus på, at der ikke sker en væsentlig
forøgelse af påvirkningen af grundvandet, og det overvåges om påvirkningen er forholdsvis stabil eller
aftagende. På baggrund af prøvetagningsresultaterne tager Miljøstyrelsen løbende stilling til, om
overvågningsprogrammet for Naur Losseplads er tilstrækkeligt.
Fra 2011-2016 er der prøvetaget i overvågningsboringer en gang årligt for udvalgte stoffer. I 2011 er
prøvetagningen suppleret med en udvidet analyse for miljøfremmede stoffer. Resultaterne for
perioden 2011-2016 viser, at vandprøverne udtaget i de dybeste grundvandsfiltre er mest påvirket af
stofferne fra pladsen, dog er påvirkningen stabil eller faldende. Fundene er forventelige, idet der på
lossepladser uden bundmembran sker en nedsivning til grundvandet. Miljøstyrelsen vurderer, på
baggrund af resultaterne, at prøvetagningsprogrammet for Naur Losseplads er tilstrækkeligt i forhold
til at overvåge udsivningen fra lossepladsen. ”
Esben Lunde Larsen
/
Michel Schilling
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk