Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 23. februar 2017
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 429 (MOF alm. del) stillet 31. januar 2017
efter ønske fra Maria Reumert Gjerding (EL).
Spørgsmål nr. 429
”Er ministeren enig i følgende påstand på basis af NOVANA-rapporterne: ”Landbrugspakken regnende
med, at kvælstofudledningen ville falde 617 tons om året fra 2012 og på den måde skabe råderum for at
øge forureningen, men den nedbørskorrigerede udledning er i stedet steget med godt 6000 tons i
2015. Dermed har kvælstofudledningen udviklet sig markant anderledes end regeringen forventede i
deres regnestykke”, jf. Ella Maria Bischoff-Larsen, Altinget den 24.januar 2017?"
Svar
Det er jeg ikke enig i. Selv om tilførslerne af kvælstof til kystvande er søgt afstrømningsnormaliseret,
tager dette ikke fuld højde for år-til-år forskellene i datagrundlaget, herunder store regnmængder i de
enkelte år samt årstidsvariationer i udvaskning af kvælstof og udledninger til kystvande. Endvidere er
tallet for det enkelte års udledning et øjebliksbillede, hvorfor det ikke er meningsfuldt at se isoleret på
et års udledning. Til brug for beregning af belastningsopgørelser i forbindelse med vandområdeplaner
2015-21 anbefalede Århus Universitet, at der blev anvendt et gennemsnit for tilførslen til kystvande
over fem år, og anbefalingen blev fulgt.
Derfor kan det ikke konkluderes, at kvælstofudledningen har udviklet sig markant anderledes end
forudsat i forbindelse med aftalen om Fødevare- og landbrugspakken og i vandområdeplanerne for
2015-2021.
Esben Lunde Larsen
/
Mads Leth-Petersen
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk