Miljø- og Fødevareudvalget 2016-17
MOF Alm.del
Offentligt
1726251_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 23. februar 2017
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 426 (MOF alm. del) stillet 31. januar 2017
efter ønske fra Pia Adelsteen (DF).
Spørgsmål nr. 426
”Den 29. august 2016 holdt kontorchef Thomas Bruun Jessen, SVANA, et foredrag i Agerskovhallen,
hvor bl.a. vandplanlægningen omkring Odense Fjord blev drøftet. Thomas Bruun Jessen slog fast, at
”det er dyrt at gøre noget ved spildevand”, at ”der bruges milliarder på spildevand”, og at ”der er
mange overløb i Odense Fjord”. Derefter tilføjede han, at afvejningen af omkostningerne
til indsatsen mod spildevand og overløb over for landbrugets omkostninger ved vandområdeplanerne
”jo til stadighed er en eller anden politisk beslutning”. Kan ministeren oplyse, hvornår, i hvilket forum
og på hvilket beslutningsgrundlag (konsekvensvurderinger), der er truffet politisk beslutning om
en afvejning af indsatsen mod spildevand over for indsatsen mod landbrugets udledninger af
kvælstof?”
Svar
Den politiske beslutning om kvælstofindsatserne i vandområdeplaner for 2015-2021 er truffet i
forbindelse med aftalen om Fødevare- og landbrugspakken. Indsatserne i aftalen blev truffet bl.a. på
baggrund af kvælstofudvalgets udredninger.
Aftale om kvælstofindsatserne i vandplaner for 2009-2015 blev truffet i forbindelse med de politiske
Grøn Vækst-aftaler fra 2009 og 2010. Indsatserne i disse aftaler og vandplanerne blev bl.a. besluttet på
baggrund af udredningerne fra den daværende VK-regerings tværministerielle virkemiddeludvalg I og
II. Desuden estimerede en bredt sammensat arbejdsgruppe forud for de første vandplaner for 2009-
2015, at yderligere reduktion af spildevandsudledninger ville medføre relativt høje omkostninger pr.
kg fjernet kvælstof sammenlignet med den hidtidige rensning, og at reduktionspotentialet nationalt
var relativt begrænset.
Jeg kan herudover oplyse, at der i vandområdeplanerne for 2015-2021 og i de tidligere vandplaner er
en betydelig spildevandsindsats overfor den spredte bebyggelse og spildevandsoverløb, primært for at
kunne opfylde vandrammedirektivets generelle krav om god økologisk tilstand i vandløb. Indsatsen vil
dog samtidig som sideeffekt også reducere udledningen af kvælstof og fosfor til kystvande. De
forventede anlægsomkostninger for spildevandsindsatserne i vandområdeplanerne for 2015-2021
udgør ca. 2 mia. kr.
I forbindelse med vandområdeplanerne for 2015-2021 blev det beregnet, at landbrugsbidraget
nationalt var langt det største bidrag på 70 % af den samlede landbaserede tilførsel til kystvande, mens
spildevandsudledninger nationalt udgjorde ca. 10 %, og endelig var baggrundbidraget ca. 20 %.
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk
MOF, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 426: Spm. om spildevand, til miljø- og fødevareministeren
Udledningen af kvælstof og fosfor fra punktkilderne er siden 1989 nationalt reduceret med hhv. 73 %
og 83 %. Reduktionen skyldes hovedsageligt reduceret udledning fra renseanlæg og industri. Det kan
samtidig oplyses, at de samlede årlige udgifter til spildevandsafledning og rensning for brancher og
husholdninger, jf. Danmarks Statistisk i 2014, udgjorde ca. 9,7 mia. kr.
Esben Lunde Larsen
/
Mads Leth-Petersen
2