Miljø- og Fødevareudvalget 2016-17
MOF Alm.del
Offentligt
1724169_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 7. februar 2017
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 58 til L 114, Forslag til lov om ændring af lov
om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, lov om miljøbeskyttelse, lov om jordbrugets anvendelse af
gødning og om plantedække og forskellige andre love (Ny regulering af husdyrbrug m.v. og indførelse
af generelle regler for anvendelse af gødning på arealer og for husdyrbrug m.v. som udmøntning af
dele af fødevare- og landbrugspakken samt ændringer som følge af VVM-direktivet m.v.), stillet den
6. februar 2017 af Maria Reumert Gjerding (EL).
Spørgsmål nr. 58 til L 114
”Ministeren bedes bekræfte, at de fosforlofter, der foreslås indført med lovforslaget, ligger betydeligt
over den mængde fosfor, der fjernes med afgrøderne, og at dette vil betyde, at der på arealer med høje
fosfortal og på lavbundsjorde derfor vil opstå en betydelig risiko for udvaskning af fosfor.”
Svar
Afgrøderne optager og fjerner normalt ca. 20-30 kg P pr. ha, og fosforfjernelsen øges med stigende
udbytte. Med indførelse af de skærpede fosforlofter i oplande til store søer i 2018 og den gradvise
skærpelse af nogle af de generelle fosforlofter frem mod 2025 bringes mængden af udbragt fosfor over
tid ned. Fra 2025 vil den gennemsnitlige mulige fosfortilførsel i udgangspunktet være på et lavere
niveau end ved en fortsættelse af den nuværende regulering.
Miljømæssigt har Miljø- og Fødevareministeriet fundet det forsvarligt med den foreslåede 8-årige
indfasning af fosforlofterne, fordi fosfor fra udbragt husdyrgødning m.v. ikke straks udvaskes til
vandmiljøet, men bindes i pløjelaget og dermed i første omgang primært ophobes i jorden. Der er
redegjort nærmere for fosforindhold i jorden i Aarhus Universitets rapport
Redegørelse for udvikling i
landbrugets fosforforbrug, tab og påvirkning af vandmiljøet
fra 2016, der findes på www.mst.dk.
I forhold til lavbundsjorde bemærkes det, at marker, der er kategoriseret som lavbundsarealer, ikke
indgår i beregningen af bedriftens gennemsnitlige fosfortal, der kunne bruges til at øge bedriftens
fosforloft. En høj andel af lavbundsarealer med forholdsvis lave fosfortal kan dermed ikke resultere i et
øget fosforloft for den pågældende bedrift.
Jeg skal i øvrigt henvise til besvarelsen af spørgsmål 38.
Esben Lunde Larsen
/
Carsten Nissen
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk