Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 13. februar 2017
j.nr. SVANA-401-00483
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 409 (MOF alm. del) stillet den 20. januar
2017 efter ønske fra Carsten Bach (LA).
Spørgsmål nr. 409
"Er det korrekt, som det fremgik i TV-avisen på DR1 den 12. januar 2017, at opgørelsen af
kvælstofudledning til de danske kystvande i rapporten ”Vandmiljø og Natur 2015” fra Århus
Universitet har korrigeret helt for udsving i vejret, eller om der er væsentlige vejrforhold, som
temperaturvariationer og andre forhold, som korrektionen ikke dækker, og om der generelt er
usikkerhed forbundet med korrektionen for vejrforhold?"
Svar
Der er generelt en vis usikkerhed forbundet ved at korrigere for klimatiske variationer i udledningerne
i en opgørelse af en normaliseret kvælstofudledning. Som det fremgår af svaret på spørgsmål nr. 408
(MOF alm. del) har Aarhus Universitet tilstræbt en normalisering af udledningen men angiver, at dette
ikke helt kan udligne alle forskelle år til år. Forskellene kan ligge i temperaturforhold, fordelingen af
nedbør over året mm. Aarhus Universitet angiver derfor den normaliserede udledning til kystvande de
seneste år som et interval fra 55.000 til 61.000 tons kvælstof. Til sammenligning vurderede Aarhus
Universitet i overvågningsrapporterne for 2013 og 2014 udledningen de seneste år til 55-59.000 ton
N/år og i rapporten fra 2012 til 55-60.000 ton N/år. Der er dermed ikke en væsentlig ændring i de
normaliserede udledninger i de senere år.
Esben Lunde Larsen
/
Mads Leth-Petersen
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk