Miljø- og Fødevareudvalget 2016-17
MOF Alm.del
Offentligt
1719776_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 4. februar 2017
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 405 (MOF alm. del) stillet 18. januar 2017
efter ønske fra udvalget.
Spørgsmål nr. 405
”Vil ministeren kommentere Danmarks Naturfredningsforenings præsentation
for udvalget under deres foretræde 18/1-17, jf. MOF alm. del - bilag 206?”
Svar
Plastforurening er et problem, som jeg er meget optaget af. Derfor har jeg også sammen med mine
nordiske miljøministerkollegaer, den 8. december 2016 sendt et brev til EU-Kommissionen, som byder
en ambitiøs europæisk plaststrategi velkommen, og vi er ved at forberede et nordisk plastprogram, der
skal iværksættes i år. Ligeledes opfordrede jeg også sidste år EU-Kommissionen til at arbejde for et
forbud mod brugen af mikroplast i kosmetiske produkter.
I dag reguleres plast allerede på flere områder gennem en række regler på miljøområdet, fx i regler for
affald, kemikalier og havmiljø. Men der er plads til en endnu større indsats. Danmark vil derfor
bidrage aktivt til udarbejdelsen af den europæiske plaststrategi, som EU-kommissionen forventes at
levere forslag til i 2017, ligesom vi vil komme med bidrag til det roadmap Kommissionen lige har
offentliggjort. Herudover vil jeg også overveje nationale initiativer på området i tillæg til de
eksisterende nationale indsatser, som eksempelvis håndteringen af plastaffald, marint affald og
spildevandsrensning. Helt konkret er der afsat 3 mio. kroner til en informationsindsats i 2017 og 2018
om marint affald. I indsatsen sættes der fokus på, hvordan strandgæster, turister, lystsejlere og fiskere
kan være med til at minimere henkastet affald på stranden og i havet.
Esben Lunde Larsen
/
Claus Torp
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk