Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 30. januar 2017
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 383 (MOF alm. del) stillet den 13. januar
2017 efter ønske fra Ida Auken (RV).
Spørgsmål nr. 383
Vil ministeren redegøre for den tyske bekendtgørelse om genvinding af fosfor fra spildevand, som
forventes at blive vedtaget i januar 2017 med ikrafttrædelse 2018, herunder:
-
hvilke genvindingsteknologier, som kan anvendes,
-
hvilke anlæg som omfattes af de nye regler,
-
hvor store fosformængder, der forventes at blive genvundet og
-
agter ministeren at tage initiativ til lignende regler i Danmark?
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, der har oplyst følgende:
"Den tyske bekendtgørelse forventes at træde i kraft primo 2018 og vil gælde direkte i alle tyske
delstater.
I bekendtgørelsen er det angivet, at inden for de næste 12 år efter dens ikrafttræden skal
spildevandsanlæg med en kapacitet på mere end 100.000 PE genvinde fosfor, og senest 15 år efter
bekendtgørelsens ikrafttræden skal spildevandsanlæg med en kapacitet på mellem 50.000-100.000
PE genvinde fosfor. Det betyder bl.a. at de større rensningsanlæg ikke må udbringe slam direkte på
landbrugsjord. De mindre anlæg (kapacitet på mindre end 50.000 PE) må fortsat udbringe
spildevandsslam på landbrugsjord.
Genvinding af fosfor på de større anlæg (mere end 50.000 PE) vil bl.a. kunne ske ved
monoforbrænding og efterfølgende genvinding af fosfor fra aske. Hvis fosforen udvindes fra slamaske,
stilles der krav om, at 80 % af fosforen genvindes. Det er ikke nærmere beskrevet i bekendtgørelsen,
hvilke genvindingsteknologier, der er tale om.
I Danmark er der også fokus på genanvendelse og genindvinding af fosfor. I Ressourcestrategien,
Danmark uden affald, er der igangsat en række initiativer, der skal sikre, at der genanvendes 80 %
fosfor fra spildevandsslam enten ved udspredning på landbrugsjord eller ved udnyttelse af fosfor i
asken fra slamforbrænding. I dag genanvendes ca. 70 % af spildevandsslammet på landbrugsjord."
De kommende regler i den nye tyske bekendtgørelse vil indgå i det nabotjek, som vil blive gennemført
mhp. vurdering af de nuværende danske regler om anvendelse af spildevandslam.
Esben Lunde Larsen
/
Carsten Nissen
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk