Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 27. januar 2017
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 340 (MOF alm. del) stillet 3. januar 2017
efter ønske fra Pia Olsen Dyhr (SF), Ida Auken (RV), Christian Rabjerg Madsen (S), Maria Reumert
Gjerding (EL), Christian Poll (ALT).
Spørgsmål nr. 340
”Hvilken praktisk forskel gør det, om den engelske eller danske version af
skibsophugningsforordningen anvendes? Hvis den danske oversættelse lægges til grund, kan det så
udlægges som, at den danske regering accepterer, at f.eks. en indisk facilitet ikke skal håndtere alt
affald efter europæiske standarder? Hvis den danske version accepteres, er det så i orden, at der ikke
findes systemer for ikke-farligt affald i Indien? Vil dette være i overensstemmelse med anden EU-
lovgivning, Baselkonventionen og praksis på europæiske værfter? Kan en arbejder på en strand i
Indien skelne mellem farligt affald og ikke-farligt affald, hvis der er tale om materiale, der indgår i
fuger mm, og ikke er direkte synligt og angivet?”
Svar
Jeg henviser til svaret på spørgsmål 336. Uanset hvilken version der anvendes, skal affald håndteres
efter europæiske standarder. Det fremgår tydeligt af forordningens artikel 15. Det er den danske
regerings holdning, at dette krav selvfølgelig skal overholdes. Miljøstyrelsen oplyser, at det ikke er
europæisk standard, at alle former for ikke-farligt affald håndteres på impermeabelt underlag.
Skibe omfattet af forordningen skal udarbejde en fortegnelse over farlige materialer, der som
minimum identificerer de farlige materialer, der er anført i forordningens bilag II og som findes i
skibets konstruktion eller udstyr samt deres placering og omtrentlige mængder. Forud for ophugning
af et skib, skal der udformes en skibsspecifik skibsophugningsplan, hvis indhold skal stemme overens
med de oplysninger, der findes i fortegnelsen over farlige materialer. Planen skal bl.a. indeholde
oplysninger om, hvordan de farlige materialer behandles og opbevares på skibsophugningsanlægget.
Dette vil gælde i Indien såvel som i Danmark.
./.
Esben Lunde Larsen
/
Michel Schilling
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk