Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2017-15-160-00192
Den 15. januar 2017
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 313 (MOF alm. del), stillet 23. december
2016 efter ønske fra Mette Reissmann (S).
Spørgsmål nr. 313
”Vil ministeren kommentere henvendelsen af 21/12-16 fra Jesper Pedersen om problem vedr. regler
for dyreforsøg og patent, jf. MOF alm. del – bilag 173?”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Fødevarestyrelsen, som oplyser følgende, hvortil jeg henholder mig:
”For at sikre at offentligheden holdes underrettet om projekter, hvor der anvendes levende dyr, er der i
medfør af direktiv 2010/63/EU om beskyttelse af dyr, der anvendes til videnskabelige formål krav om,
at medlemsstaterne skal offentliggøre ikke-tekniske resuméer af disse projekter. Ved udformningen af
dette ikke-tekniske projektresumé skal der tages hensyn til beskyttelse af intellektuel ejendomsret og
fortrolige oplysninger. For at sikre størst mulig åbenhed om anvendelsen af forsøgsdyr er der i den
danske dyreforsøgslovgivning krav om, at hele ansøgningen offentliggøres. Ansøgningen offentliggøres
i anonymiseret form.
Ved ansøgning om dyreforsøg kan ansøger dog angive, hvorvidt dele af ansøgningen ønskes
hemmeligholdt af hensyn til intellektuel ejendomsret og fortrolige oplysninger. Dette fremgår af
ansøgningsskemaet. Rådet for Dyreforsøg træffer for hver anmodning om hemmeligholdelse afgørelse
om rimeligheden heraf. Rimelige begrundelser for hemmeligholdelse af dele af ansøgningen kan være
begrundede patent- eller publiceringshensyn. Ved bevilget hemmeligholdelse skal ansøgeren indsende
en beskrivelse af forsøget, som kan offentliggøres uden at kompromittere patent- eller
publiceringshensyn.
Det er således ved ansøgning om dyreforsøg muligt at få hemmeligholdt oplysninger, der er
nødvendige for udtagning af patent.”
Esben Lunde Larsen
/
Per Henriksen
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk