Miljø- og Fødevareudvalget 2016-17
MOF Alm.del
Offentligt
1711722_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr.
Den 15. januar 2017
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 294 (MOF alm. del) stillet den 21. december
2016 efter ønske fra Søren Egge Rasmussen (EL).
Spørgsmål nr. 294
” Vil ministeren redegøre for, om genåbningen af område 3 i Kattegat med fiskeri med bundtrawl er i
overensstemmelsen med Danmarks forpligtigelse til – gennem fiskeripolitikken – at bidrage til at nå
målene i EU’s havstrategidirektiv, hvilket Danmark har forpligtiget sig til i forbindelse med
reformeringen af EU’s fiskeripolitik i 2013? ”
Svar
Etableringen af de lukkede områder i det sydøstlige Kattegat – herunder beskyttelsen af område 3 -
blev indført i 2009 for at bidrage til genoprettelsen af torskebestanden i Kattegat.
Jeg forstår spørgsmål nr. 294 således, at der spørges til, hvorvidt en åbning af område 3 vil være i
overensstemmelse med havstrategidirektivets krav om at udpege beskyttede områder i Kattegat. EU´s
havstrategidirektiv foreskriver, at medlemslandene skal udforme indsatsprogrammer for at opnå eller
opretholde god miljøtilstand. Dette omfatter, blandt andet, geografiske beskyttelsesforanstaltninger,
som bidrager til sammenhængende og repræsentative net af beskyttede havområder og i tilstrækkelig
grad dækker diversiteten i de enkelte havområder. Netværket af beskyttede områder vurderes altså ud
fra en samlet afvejning af, hvorvidt den eksisterende beskyttelse, herunder i de udpegede Natura
2000-områder og andre naturbeskyttelsesområder, er repræsentativ og tilstrækkelig i forhold til de
forskellige elementer og karakteristika i havområdet.
Beskyttelse af område 3 indgår ikke i den danske afvejning af, om de beskyttede områder i Kattegat
samlet set er repræsentative og tilstrækkelige. En ændring af områdets karakter vil derfor ikke ændre
ved den samlede danske vurdering af tilstrækkeligheden af netværket af beskyttede områder i den
danske del af Kattegat. Regeringen besluttede i foråret 2016 at udpege yderligere beskyttede områder i
Kattegat. Det er derfor vurderingen, at Danmark har et tilstrækkeligt net af beskyttede havområder i
Kattegat som forudsat efter havstrategidirektivet.
Område 3 ligger primært i svensk farvand. Det er et svensk anliggende at vurdere tilstrækkeligheden af
beskyttede områder i svensk farvand i medfør af havstrategidirektivet. I forhold til fiskeri og regulering
sker det inden for rammerne af den fælles fiskeripolitik. I den sammenhæng er det afgørende, at
udpegning og regulering sker på et solidt videnskabeligt grundlag. Samtidig er det vigtigt, at der sker
en involvering af de relevante nabolande.
Jeg mener desuden ikke, at man bør koble beskyttede områder i medfør af havstrategidirektivet med
de områdelukninger, der blev indført for at bidrage til genoprettelsen af torskebestanden i Kattegat.
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk
MOF, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 294: Spm. om genåbningen af område 3 i Kattegat med fiskeri med bundtrawl m.m., til miljø- og fødevareministeren
Esben Lunde Larsen
/
Anders Munk Jensen
2