Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 3. november 2016
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 26 (MOF alm. del) stillet 7. oktober 2016
efter ønske fra Søren Egge Rasmussen (EL).
Spørgsmål nr. 26
”Ministeren bedes redegøre for, hvordan regeringen med ophævelse af trawlforbuddet i det sydlige
Kattegat vil sikre, at der også fremover vil kunne eksistere et torskefiskeri i Kattegat ”
Svar
Der er i dag ikke noget direkte torskefiskeri i Kattegat. Det skyldes, at torskebestanden i Kattegat i
mange år har været under pres, men nu heldigvis er i fremgang igen. I dag er torsk kun en
bifangstkvote i Kattegat, og torsk fanges typisk som bifangst i jomfruhummerfiskeriet. Hvis
torskebestanden fortsætter sin fremgang, er der dog håb om, at man igen vil kunne få et direkte
torskefiskeri i Kattegat på et tidspunkt.
Danmark og Sverige indførte i 2009 en række områder i Kattegat, hvor der i et områderne slet ikke
måtte fiskes. Det skyldtes ønsket om at genoprette torskebestanden.
Undersøgelser fra danske og svenske biologer har vist, at dette permanent lukkede område kan åbnes
en del af året for fiskeri med selektive trawlredskaber, med en positiv, omend beskeden, påvirkning af
torskebestanden i Kattegat.
Grunden til, at det vil være positivt for torskebestanden, er at det har vist sig, at der i en del af året er
færre torsk i det permanent lukkede område, end uden for området. Ved at fiske uden for området får
man i denne periode derfor større bifangster af torsk i jomfruhummerfiskeriet, end hvis man havde
fisket med samme redskab inden for det permanent lukkede område.
For en nærmere beskrivelse af problemstillingen henviser jeg til det vedlagte notat fra DTU Aqua, hvor
scenarierne a, b og bi giver en indikation af effekten.
Esben Lunde Larsen
/
Anders Munk Jensen
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk