UDENRIGSMINISTERIET
Den 9. januar 2017
Spørgsmål fra Miljø- og Fødevareudvalget
(ikkemedlem af udvalget, Christian Juhl,
EL) til ministeren for udviklingssamarbejde
af 12. december 2016. MOF alm. del –
spørgsmål 259.
MOF alm. del spørgsmål 259:
”DR viste 20. oktober kl. 21.30 Tom Heinemanns film ”De bitre druer – slaveri i
vinmarken” Af filmen fremgår det, at der brugt store mængder farlige sprøjtegifte.
Hvad mener ministeren om de løn-, arbejds- og miljøforhold for arbejderne på de
sydafrikanske vinmarker?
Hvordan vil ministeren sikre, at forbrugerne har adgang til viden om løn-, arbejds- og
miljøforhold for arbejderne på de sydafrikanske vinmarker, så de har et reelt valg ved
indkøb?
Hvad vil ministeren gøre for at sikre ordentlige løn-, arbejds- og miljøforhold for
arbejderne på de sydafrikanske vinmarker?”
Svar:
Det er dybt bekymrende, at forholdene i dele af Sydafrikas vinproduktion ikke er bedre.
Hvad angår forbrugernes mulighed for at vide, hvordan et konkret produkt er produceret, så
har erhvervsministeren oplyst mig om, at det følger af markedsføringsloven, at
erhvervsdrivende ikke må vildlede forbrugerne. Det betyder f.eks., at erhvervsdrivende over for
forbrugerne ikke må give vildledende oplysninger om løn-, arbejds- og miljøforhold. Den
erhvervsdrivende må fx ikke oplyse, at en vare er bæredygtigt produceret, såfremt dette ikke er
tilfældet.
Regeringen opfordrer danske virksomheder til at overholde de internationale CSR-
retningslinjer, som Danmark har tiltrådt, herunder FN’s retningslinjer for erhvervsliv og
menneskerettigheder og OECDs retningslinjer for multinationale virksomheder. I henhold til
disse retningslinjer skal virksomheder bl.a. udvise den nødvendige omhu for at identificere,
forebygge og afhjælpe virksomhedens negative indvirkninger på menneskerettigheder,
arbejdstagerrettigheder, miljøet mv – også i virksomhedens leverandørkæder.
Brud på ansvarlig virksomhedsadfærd kan rejses ved Mæglings- og klageinstitutionen for
ansvarlig virksomhedsadfærd. Institutionens hovedopgave er at behandle klager om mulige
overtrædelser af OECDs retningslinjer. Institutionen skal sikre danske virksomheder, der gør
forretning på de globale markeder, en forudsigelig og troværdig håndtering af tvister om brud
på OECD’s retningslinjer. Samtidig skal institutionen sikre at personer eller grupper, der har
været udsat for overtrædelser af retningslinjerne kan få en klage behandlet.