Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 16. december 2016
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 257 (MOF alm. del) stillet den 12. december
2016 efter ønske fra Christian Rabjerg Madsen (S).
Spørgsmål nr. 257
I svar på MOF alm. del – spm. 111 oplyses, at Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning og GEUS fra
Aarhus Universitet har modtaget data tre gange. Hvordan adskilte disse tre datasæt sig fra hinanden?
Blev de fremsendte datasæt redigeret af SVANA og Aarhus Universitet? Hvorfor blev de oprindelige
datasæt redigeret?
Svar
GEUS har forestået beregningerne i rapporten
’Kvælstofpåvirkning af grundvand’.
Som det fremgår
af besvarelsen af spørgsmål nr. 111 (MOF alm. del), har GEUS til brug for sine beregninger modtaget
data fra Aarhus Universitet (AU) og SVANA.
I første omgang modtog GEUS data fra SVANA om de grundvandsrelevante baselineelementer
eksklusiv data for teknisk justering af baseline, og om effekten af et delvist ophør af forbud mod
jordbearbejdning. Parallelt hermed modtog GEUS data fra AU for effekten af den gradvise lempelse af
kvælstofreguleringen samt data for den tekniske justering af baseline. Data blev ikke redigeret af andre
forud for fremsendelse til GEUS. Der henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 108 (MOF alm. del).
I anden omgang modtog GEUS data fra SVANA for effekten af de grundvandsrelevante
kompenserende virkemidler. Heller ikke disse data blev redigeret af andre forud for fremsendelse til
GEUS. Der henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 108 (MOF alm. del).
I tredje omgang modtog GEUS reviderede data for effekten i 2016 af den gradvise lempelse af
kvælstofreguleringen. Disse reviderede data hviler på en forudsætning om, at landbruget i 2016 kun
ville udnytte 60 pct. af normlempelsen. Forudsætningen er baseret på en spørgeundersøgelse fra
SEGES. Der er redegjort for dette i besvarelsen af spørgsmål nr. 58 (MOF alm. del).
GEUS har i projektet gennemført beregninger både med og uden denne nye forudsætning for effekten
af den gradvise lempelse af kvælstofreguleringen i 2016. Ud over disse data for landbrugets udnyttelse
af normlempelsen i 2016 blev ingen øvrige data ændret, medmindre der har været tale om tekniske fejl
mv., og data blev ikke redigeret af andre forud for fremsendelse til GEUS.
Esben Lunde Larsen
/
Mads Leth-Petersen
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk