NOTAT
Organisation og Jura
Ref. SOSAN/PST
Den 12. januar 2017
Redegørelse for forløbet omkring ulykken på Fredericia
Havn
Nærværende redegørelse er udarbejdet med henblik på besvarelse af spørgsmål nr. 245 (MOF, Alm.
del) stillet den 8. december 2016 efter ønske fra Christian Rabjerg Madsen (S).
Spørgsmålet lyder således:
”Vil ministeren forud for besvarelse af samrådsspørgsmål Æ oversende en redegørelse for
forløbet omkring katastrofen på Fredericia Havn, hvor store mænger kvælstof blev
udledt til miljøet, samt de tiltag, der er taget herefter for at afklare omfang og ansvar, og
herunder svare på den kritik der er rejst af Jens Würgler Hansen?”
Nærværende redegørelse bygger oven på det orienteringsnotat om udslippet af kvælstof, som blev
oversendt til Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg ved brev af 25. april 2016 (MOF, Alm. del - bilag
415).
Redegørelsen er struktureret således, at der først under pkt. 1 kort redegøres for forløbet i forbindelse
med selve ulykken. Derefter følger under pkt. 2 en redegørelse for de relevante miljøskaderegler i
relation til myndighedsbehandlingen. Pkt. 3 indeholder en redegørelse for de respektive ansvarlige
forvaltningsmyndigheders varetagelse af myndighedsopgaverne, og endelig indeholder pkt. 4 en
redegørelse for den aktuelle viden om de miljømæssige konsekvenser af udslippet.
Der kan i øvrigt henvises til den dokumentation af sagen, der som led i Fredericia Kommunes løbende
orientering af offentligheden er lagt ud på kommunens hjemmeside:
http://www.fredericia.dk/OmKommunen/Sider/Nyheder/2016/03/Haendelse-den-3--februar-paa-
havnen.aspx
1. Hændelsesforløb
Den 3. februar 2016 kollapsede en stor tank med kvælstofholdigt gødning hos Dan
Gødning A/S i Fredericia, hvilket medførte, at store mængder gødning og palmeolie blev udledt til
havnearealet og områderne omkring havnen, og, at en del heraf blev udledt til Lillebælt. Der foreligger
ikke endelige oplysninger om årsagen til hændelsen. I forbindelse med politiets efterforskning og
Fredericia Kommunes sagsbehandling har det været oplyst i medierne, at årsagen til ulykken muligvis
skyldes overfyldning af tanken, i forhold til den mængde gødning tanken er godkendt til.
Af indtil videre ukendte årsager startede der ca. 30 minutter efter tankkollapset en dominoeffekt af
begivenheder, som udviklede sig til en storbrand, der bl.a. bredte sig til nogle tanke med palmeolie hos
Nagro A/S.
Den politimæssige efterforskning af hændelsesforløbet var forventet afsluttet i 2. halvår 2016, men er
blevet forsinket og er endnu ikke afsluttet.
Efter Fredericia Kommunes foreløbige estimat resulterede ulykken i, at op mod 4.752 tons kvælstof løb
Miljøstyrelsen • Strandgade 29 • 1401 København K
Tlf. 72 54 40 00 • CVR 25798376 • EAN (drift)5798000863002 (tilskud)5798000863019 • [email protected] • www.mst.dk