Miljø- og Fødevareudvalget 2016-17
MOF Alm.del
Offentligt
1701376_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 12. december 2016
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 244 (MOF alm. del) stillet 8. december 2016
efter ønske fra Christian Rabjerg Madsen (S).
Spørgsmål nr. 244
”Vil ministeren søge at få afklaret fra Mærsk (jf. svar på MOF alm. del – spm.
105), hvad baggrunden var for vurderingen af, at klausulen i forbindelse med
salget af North Sea Producer ikke kunne håndhæves?”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, som har indhentet følgende svar fra Mærsk:
”NSPC [North Sea Production Company] havde sikret sig, at salgsaftalen indeholdt en ”green
scrapping clause”, hvori køber – i tilfælde af ophugning af skibet - forpligter sig til at benytte værfter,
som opererer i overensstemmelse med Hong Kong Konventionen af 2009 og EU’s
skibsophugningsforordning (EU/1257/2013) og i øvrigt i overensstemmelse med gældende lovgivning
og gode international standarder.
Det er vores vurdering, at denne klausul er juridisk gyldig. Ved salget af North Sea Producer overgik
dette ansvar til køberen, som efterfølgende solgte skibet til dets nuværende ejer, værftet i Bangladesh.
Mærsk har derfor ikke mulighed for at gøre yderligere i denne sag; heller ikke håndhævelse af
klausulen.
Vi har vurderet, at retslige skridt over for køber ikke ville have nogen praktisk effekt. Vi vil næppe
kunne gennemføres et erstatningskrav, da sælger var joint venture selskabet NSPC, som var under
afvikling, og da sælger ikke har lidt økonomisk tab i forbindelse med sagen.
Vi har som en konsekvens af sagen valgt at afbryde alle forretningsmæssige bånd med
kontraktsmodparten. Samtidig har vi som oplyst skærpet vore interne regler, således at risikoen for en
lignende situation i fremtiden er minimeret.”
Esben Lunde Larsen
/
Michel Schilling
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk