Miljø- og Fødevareudvalget 2016-17
MOF Alm.del
Offentligt
1717326_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. SVANA-401-00407
Den 30. januar 2017
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 237 (MOF alm. del) stillet den 8. december
2016 efter ønske fra Ida Auken (RV).
Spørgsmål nr. 237
”Hvilke kommuner har endnu ikke udstedt påbud om spildevandsrensning i det åbne land i
overensstemmelse med vandplanerne for 2009-15 og således ikke gennemført spildevandplaner i
overensstemmelse hermed inden 30. oktober 2016?”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning (SVANA), som oplyser at:
”Kommunernes spildevandsindsatser omfatter, ud over indsatsen overfor ukloakerede ejendomme i
spredt bebyggelse, også indsatser overfor regnbetingede overløb og renseanlæg. SVANA har indledt en
proces for at skabe sig et overblik over kommunernes gennemførelse af den forudsatte
spildevandsindsats for perioden 2009-16. Det samlede overblik forventes at foreligge i foråret 2017.
Overblikket vil bl.a. blive tilvejebragt ved udtræk fra BBR og Danmarks Miljøportals fællesoffentlige
database PULS. SVANA har i et brev af 5. januar 2017 til samtlige kommuner oplyst, at kommunernes
sidste frist for at opdatere 2016-data for regnbetingede overløb er den 1. marts 2017.
Såfremt det samlede overblik skulle vise, at der er kommuner, der ikke har gennemført den krævede
spildevandsindsats, vil SVANA rette henvendelse til disse kommuner. Styrelsen vil med henvendelsen
dels sikre sig, at styrelsens oplysninger er fyldestgørende og korrekte, dels bede om oplysning om
årsagerne til den manglende gennemførelse. Der vil herefter- afhængigt af årsagen til den manglende
gennemførelse af indsatserne - blive taget konkret stilling til, hvilke initiativer fra styrelsens side dette
måtte give anledning til. Afhængig af de oplysninger, SVANA måtte få fra kommunerne, kan det
kræves, at indsatser fortsat skal gennemføres, men kommunen kan fx også have foretaget en
vurdering, der har vist, at forudsætningerne i spildevandsbekendtgørelsens § 35, nr.1-3 for at meddele
et påbud ikke er opfyldt, hvorfor det kan accepteres, at indsatsen ikke gennemføres. Indsatsen vil
herefter udgå af vandområdeplanen ved den førstkommende opdatering/revision af planerne. Det vil
samtidig blive vurderet, om der er behov for at fastsætte andre indsatser med henblik på at opnå
målopfyldelse i det pågældende vandområde.”
Esben Lunde Larsen
/
Mads Leth-Petersen
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk