Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2016-12163
Den 13. december 2016
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 190 (MOF alm. del) stillet 22.november
efter ønske fra Maria Reumert Gjerding (EL).
Spørgsmål nr. 190
”Vil ministeren kommentere til henvendelsen af 20/11-16 fra Sara Louise Bøttcher, Slagelse,
vedrørende fugleinfluenza og segmentering, jf. MOF alm. del – bilag 92, herunder besvare de i
henvendelsen rejste spørgsmål?”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Fødevarestyrelsen, som har oplyst følgende, som jeg henholder mig
til:
”Fødevarestyrelsen har den 14. november 2016 modtaget en risikovurdering fra DTU
Veterinærinstituttet om risiko for udbrud af den alvorlige fugleinfluenza H5N8 i udegående hønsehold
og forebyggende tiltag. Af denne fremgår det, at:
”Det anbefales derfor at holde fjerkræ indendørs uden adgang til områder som også er tilgængelige for
vilde fugle eller hvor der er risiko for kontaminering af sekreter fra vilde fugle. Holdes fugle under
halvtag på udendørs verandaer skal det sikres at der ikke kan være kontakt til de vilde fugle som heller
ikke må have adgang til foder og drikkevands beholdere.”
./.
DTUs risikovurdering vedlægges til orientering.
På baggrund af risikovurderingen har Fødevarestyrelsen indført et indhusningskrav for fjerkræ.
Fødevarestyrelsen har undtaget ænder, gæs, strudsfugle og fjervildtopdræt fra kravet, hvis de fordres
og vandes indendørs eller under fast tag. Undtagelsen skyldes, at produktionsformen for disse arter er
meget anderledes end ved andet fjerkræopdræt.
I ande- og gåsebesætninger, der holdes udendørs, vil der ofte ikke være stalde tilknyttede, og hvis der
er staldfaciliteter, vil de ofte ikke være dimensioneret og indrettet til at holde dyrene indendørs uden,
at det vil kunne medføre dyrevelfærdsmæssigt uforsvarlige forhold for mange ænder og gæs.
Erfaringer fra udbrud af fugleinfluenza i Danmark i 2006 har vist, at det er meget vanskeligt at
overdække store arealer.
For fjervildtopdræt er der lovgivningsmæssige krav til hold af fjerkrævildt, som i en vis udstrækning
virker smittebeskyttende. F.eks. er der krav om, at opdræt af fasaner sker i volieres bestående af
trådvæv og med et dække af et stramtsiddende net, samt at vand og foder skal være anbragt under fast
tag, som sikrer, at vilde fugle ikke kommer i kontrakt med vand og foder.
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk