Miljø- og Fødevareudvalget 2016-17
MOF Alm.del
Offentligt
1700580_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J. nr. SVANA-401-00360
Den 11. december 2016
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 171 (MOF alm. del) stillet den 16. november
2016 efter ønske fra Carsten Bach (LA).
Spørgsmål nr. 171
Kan ministeren bekræfte, at det er fornuftigt, hvis kommunerne undersøger mulighederne for at højne
vandløbenes økologiske tilstand ved at arbejde med vandløbenes fysiske tilstand, før man vælger at
give påbud til lodsejerne i det åbne land?
Svar
Spørgsmålet har været forelagt Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning (SVANA), som har oplyst at:
”Vandområdeplanernes krav om forbedret rensning af spildevandet fra ukloakerede ejendomme i
spredt bebyggelse består for langt størstedelens vedkommende af den indsats, der forud for
vedtagelsen af vandplanerne for første planperiode (2009-2015) stadig udestod, efter Folketinget i maj
1997 (lov nr. 325) besluttede, at rensningen af spildevandet fra ejendomme i spredt bebyggelse skulle
forbedres.
Udover regionplanindsatsen har Naturstyrelsen, nu Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning,
identificeret et mindre antal kilometer vandløb, hvor styrelsen vurderer, at den manglende opfyldelse
af miljømålet skyldes udledning af spildevand. Der er her fastsat en indsats overfor renseanlæg,
regnbetingede udledninger og – i fornødent omfang – overfor ukloakerede ejendomme. Vandløbene,
som spildevandet udledes til, har som udgangspunkt gode fysiske forhold, hvorfor god tilstand
formodentlig ikke kan tilvejebringes ved at arbejde med vandløbenes fysiske tilstand.
Kommunerne kan imidlertid vælge at gennemføre vandløbsrestaurering i et vandløb i stedet for at
gennemføre en spildevandsindsats, hvis kommunen har foretaget en faglig vurdering, der viser, at
vandløbsrestaureringen vil føre til målopfyldelse i vandløbet. Kommunen skal i givet fald gennemføre
vandløbsrestaureringen inden for vandområdeplanernes tidsfrist for spildevandsindsatsen, og
kommunen skal selv finansiere indsatsen, idet der ikke er afsat midler hertil i vandplanlægningen.”
Esben Lunde Larsen
/
Mads Leth-Petersen
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk