Miljø- og Fødevareudvalget 2016-17
MOF Alm.del
Offentligt
1701086_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. SVANA-501-00098
Den 12. december 2016
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 159 (MOF alm. del) stillet 15. november
2016 efter ønske fra Maria Reumert Gjerding (EL).
Spørgsmål nr. 159
”Vil ministeren redegøre for, hvilke naturtyper i naturbeskyttelseslovens § 3, der er omfattet af
landsdækkende national naturovervågning, og hvilke der ikke er, samt hvor stor en andel af
naturarealet udenfor Natura 2000-områderne, der overvåges?”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning, der oplyser:
”Naturtyper omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 er omfattet af det nationale overvågningsprogram
i det omfang, at de er omfattet af EU’s naturdirektiver. Det nationale naturovervågningsprogram tager
udgangspunkt i habitatdirektivets meget specifikke definitioner af naturtyperne. Definitionerne er lidt
anderledes end de danske § 3-naturtyper, men dækker samlet set over de samme naturtyper. F.eks. er
§ 3-beskyttede overdrev et samlebegreb for 3 habitat-græsvegetationstyper og en klit-type, og § 3-
beskyttede søer er et samlebegreb for fem habitat-sønaturtyper. Data er samlet således, at man
efterfølgende kan sammenfatte de detaljerede habitat-data til data, som beskriver de danske
naturtyper.
Naturovervågningen består af et landsdækkende, repræsentativt netværk af overvågningsstationer og
er derfor ikke en egentlig arealovervågning. Overvågningsstationerne er fordelt både inden for og uden
for de udpegede Natura 2000-områder, så de repræsenterer andelen af de enkelte naturtyper
henholdsvis indenfor og udenfor Natura 2000-områderne. Antallet af overvågningsstationer svarer for
de fleste naturtyper til deres arealmæssige udstrækning. Overvågningsstationer på de ferske enge er
kun placeret på den naturmæssigt bedste del af engene, som er de eneste, der er omfattet af
habitatdirektivet. Overvågningsstationer på overdrevsnaturen er overrepræsenteret for så vidt angår §
3-overdrevene, da der skal være tilstrækkelig data til at vurdere fire forskellige habitatnaturtyper, som
falder i denne kategori.”
Esben Lunde Larsen
/
Hans Christian Karsten
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk