Miljø- og Fødevareudvalget 2016-17
MOF Alm.del
Offentligt
1696108_0001.png
Redegørelse
Virksomheder
Ref. SUBJO/HEMHE/HECHR
Den 28. november 2016
Redegørelse om direkte udledning af spildevand til vandløb, søer eller havet
Redegørelsen vedrører udledning af spildevand til vandløb, søer eller havet, såkaldt overfladevand.
Miljøstyrelsen er kompetent myndighed (godkendelse og tilsyn) for direkte udledning af spildevand for
s-mærkede virksomheder, jf. miljøbeskyttelseslovens § 28, stk. 2.
Gældende regler
Udledning af spildevand i Danmark reguleres af spildevandsbekendtgørelsen, bekendtgørelse nr. 726
af 1. juni 2016.
Direkte udledning af spildevand til overfladevand reguleres af bekendtgørelse om krav til udledning af
forurenende stoffer til vandløb, søer eller havet, nr. 921 af 27. juni 2016.
Miljømæssigt reguleres kraftværker i Danmark endvidere bl.a. ved bekendtgørelse nr. 514 af 27. maj
2016 om godkendelse af listevirksomhed og bekendtgørelse 957 af 27. juni 2016 om vurdering af visse
offentlige og private anlægs virkning på miljøet (VVM) i medfør af lov om planlægning.
Generelt om udledning af spildevand direkte til overfladevand
I områder hvor der er tilslutningspligt til offentligt rensningsanlæg, har virksomheder pligt til at lede
deres spildevand hertil. Det er kommunen, der i medfør af spildevandsplanen definerer, hvor der er
pligt til at tilslutte sig det fælles kloaksystem. Ønsker en virksomhed, som er beliggende i et område
med tilslutningspligt, at udlede direkte til overfladevand, kan den ansøge kommunalbestyrelsen om
hel eller delvis udtræden af et spildevandsforsyningsselskab.
Et ønske om hel eller delvis udtræden af et spildevandsforsyningsselskab kan kun meddeles, jf. § 16 i
spildevandsbekendtgørelsen, hvis følgende forudsætninger er opfyldt:
1.
Der er overensstemmelse med kommunalbestyrelsens plan for bortskaffelse af spildevand i
kommunen
2. Der er enighed herom mellem grundejeren og kommunalbestyrelsen
3. Der sker ikke en væsentlig forringelse af spildevandforsyningsselskabets samlede økonomi
4. Spildevandsforsyningsselskabet kan fortsat fungere teknisk forsvarligt.
Hel eller delvis udtræden af spildevandsforsyningsselskabet forudsætter, at tilladelse til alternativ
bortskaffelse eller afledning er meddelt. Tilladelse til alternativ bortskaffelse kan meddeles, hvis
følgende forudsætninger er opfyldt:
5. Målene for kvaliteten og anvendelsen af vandløb, søer og kystvande samt målene for anvendelsen
og beskyttelsen af grundvandet, som fastsat i bekendtgørelser om henholdsvis miljømål og
indsatsprogrammer udstedt i medfør af lov om vandplanlægning tilsidesættes ikke.
Miljøstyrelsen • Lyseng Allé 1 • 8270 Højbjerg
Tlf. 72 54 40 00 • CVR 25798376 • EAN (drift)5798000863002 (tilskud)5798000863019 • [email protected] • www.mst.dk
MOF, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 142: Spm. om DONG’s ansøgning om udledning af en del af spildevandet fra Skærbækværket til Kolding Fjord, til miljø- og fødevareministeren
6.
7.
Kravene i bekendtgørelsens kapitel 10 fastholdes, uanset at der sker reduktion i den godkendte
kapacitet.
Den samlede spildevandsmængde renses ikke dårligere end hidtil.
For s-mærkede virksomheder er det Miljøstyrelsen, som skal træffe afgørelse om tilladelse til direkte
udledning af spildevand, herunder vurdere kvaliteten af spildevandsrensningen og vurdere om
miljømål mv. kan overholdes (jf. pkt. 5 ovenfor). Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om
betingelserne for helt eller delvist at træde ud af spildevandsforsyningsselskabet er opfyldt.
Med henblik på at vurdere miljøeffekten i forbindelse med en ansøgning om direkte udledning af
spildevand skal den kompetente myndighed endvidere foretage en vurdering af, om anlægget på grund
af dets art, dimensioner eller placering må antages at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet (VVM-
pligt). For s-mærkede virksomheder er den kompetente myndighed Miljøstyrelsen.
Udledning af spildevand, som indeholder miljøfarlige forurenende stoffer som fx metaller, skal
overholde bestemmelserne i bekendtgørelse om krav til udledning af forurenende stoffer til vandløb,
søer eller havet (bek. nr. 921).
For en række stoffer, herunder mange metaller, er der fastsat såkaldte miljøkvalitetskrav. De udgør et
loft for den maksimale koncentration og/eller koncentrationsforøgelse, der må forekomme i et
vandområde. Gældende miljøkvalitetskrav fremgår af bekendtgørelse om fastlæggelse af miljømål for
vandløb, søer, overgangsvande, kystvande og grundvand, bek. nr. 439 af 19. maj 2016.
Der kan kun gives tilladelse til udledninger, som ikke medfører overskridelse af miljøkvalitetskravene.
Der er dog jf. § 12 i bek. nr. 921 mulighed for at udpege blandingszoner omkring udledningspunktet. I
blandingszonen må miljøkvalitetskravet overskrides. Blandingszonen skal begrænses til
udledningspunktets umiddelbare nærhed. Af ”spørgsmål og svar om miljøkvalitetskrav” på SVANAs
hjemmeside fremgår det, at blandingszonens udstrækning i havet ikke bør være større end 50 – 100 m.
Et grundlæggende hensyn er, at udledning af forurenende stoffer altid begrænses ved hjælp af BAT,
”bedste tilgængelige teknik”. Såfremt et miljøkvalitetskrav betyder, at der skal overholdes strengere
vilkår end dem, som følger af anvendelse af bedste tilgængelige teknik, fastsættes disse i afgørelsen,
sådan vandområdets miljøtilstand tilgodeses.
2