Miljø- og Fødevareudvalget 2016-17
MOF Alm.del
Offentligt
1686035_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2016-60-169-01756
Den 10. november 2016
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 139 (MOF alm. del) stillet den 8. november
2016 efter ønske fra Andreas Steenberg (RV).
Spørgsmål nr. 139
”Ministeren bedes oplyse, hvad vil det koste at gøre fødevarekontrollen gratis for små
fødevarevirksomheder. beregningen bedes opgjort i forhold til EU's definitioner for små virksomheder
og mikrovirksomher i forhold til ansatte og omsætning”.
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Fødevarestyrelsen, som oplyser at:
”Fødevarestyrelsen har for at besvare spørgsmålet foretaget en definition af, hvad der er
fødevarekontrol. I besvarelsen forudsættes fødevarekontrol således, at bestå af kontrol i
fødevarevirksomheder i form af ordinær og opfølgende kontrol i engrosvirksomheder og
detailvirksomheder, herunder kampagnekontrol, samt kontrol i forbindelse med import og eksport af
fødevarer.
Definitionen omfatter ikke kødkontrol i forbindelse med slagtning og regelmæssig kontrol på
slagterier, kontrol på virksomheder med hyppigt tilsyn (fx frysehuse), kontrol i forbindelse med import
og eksport, som sker på virksomheder med hyppigt tilsyn, kontrol udført af Fødevarestyrelsens
rejsehold, kontrol vedrørende restkoncentrationer af veterinære lægemidler samt
godkendelse og syn af transportmateriel til letfordærvelige levnedsmidler (ATP-kontrol).
Fødevarestyrelsen har ikke data, der viser størrelsen i hverken antal ansatte eller omsætning for de
virksomheder, som kontrolleres, og kan derfor ikke opgøre udgifter og opkrævede gebyrer vedrørende
kontrollen af små virksomheder og mikrovirksomheder, jf. EU-definitioner.
I dag opkræves der ikke betaling for basiskontrol og prioriteret kontrol i detailvirksomheder.
Detailvirksomheder betaler dog for opfølgende kontrol, når reglerne ikke overholdes, og et årligt beløb
til finansiering af styrelsens kampagnekontrol. Med enkelte undtagelser betaler alle
engrosvirksomheder for alle typer kontrol, dog ikke prioriteret kontrol.
I forhold til betaling for opfølgende kontrol i engros- og detailvirksomheder fremgår det af
Kontrolforordningen, at der skal opkræves gebyr for denne kontrol, og det vurderes derfor ikke muligt
at bevillingsfinansiere denne aktivitet. Samtidig antages det, at betaling på denne aktivitet giver
virksomhederne et incitament til at overholde reglerne på området.
Det kan oplyses, at virksomhederne i 2015 betalte ca. 63,3 mio. kr. til fødevarekontrol, jf.
definitionen.”
Esben Lunde Larsen
/
Marie Louise Flach de Neergaard
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk
MOF, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 139: Spm. om, hvad vil det koste at gøre fødevarekontrollen gratis for små fødevarevirksomheder, til miljø- og fødevareministeren
2