Miljø- og Fødevareudvalget 2016-17
MOF Alm.del
Offentligt
1690682_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 21. november 2016
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 124 (MOF alm. del) stillet den 2. november
2016 efter ønske fra Carsten Bach (LA).
Spørgsmål nr. 124
”Anser ministeren det for juridisk lovligt og acceptabelt, at der i forbindelse med case-by-case-
kontrollen af fjerkrækød også føres en "ikke offentlig liste" med virksomheder, som Fødevarestyrelsen
stiller særlige krav til, uden at de pågældende virksomheder bliver gjort bekendt med, at de er på en
sådan liste, herunder ikke er blevet oplyst om, hvad der skal til for at de kan komme af listen, og at
sådanne virksomheder kan være påført listen i flere år?”
Svar
En oprindelsesvirksomhed til et parti kød, der vurderes at kunne udgøre en sundhedsrisiko, vil ved
brev blive gjort bekendt med, at deres navn vil fremgå af Fødevarestyrelsens hjemmeside, så længe
virksomheden er under skærpet kontrol. Det fremgår af brevet, at skærpet kontrol varer, indtil et
bestemt antal partier i rækkefølge er fundet tilfredsstillende, henholdsvis 5 partier ved samhandel
indenfor EU og 10 partier ved import fra tredjelande. Den samme beskrivelse fremgår af teksten på
hjemmesiden.
Det fremgår ligeledes af Fødevarestyrelsens hjemmeside, at hvis der ikke i løbet af et halvt år fra det
senest undersøgte parti fra den pågældende virksomhed er indført partier, som kan analyseres som led
i den skærpede kontrol, fjernes virksomhedens navn fra hjemmesiden. Det skyldes et hensyn til, at
hjemmesiden skal være så aktuel som mulig for brugerne.
I de tilfælde en virksomhed fjernes fra hjemmesiden, inden der er importeret et tilstrækkeligt antal
partier til at afgøre, om virksomhedens produkter ikke længere udgør en sundhedsrisiko vedligeholdes
en intern liste af kontrolhensyn, hvis indførsel fra virksomheden senere genoptages.
Da listen alene er til internt brug og anvendes med det formål at sikre muligheden for at gennemføre
fødevaresikkerhedsmæssig relevant kontrol ses denne praksis ikke at give anledning til
forvaltningsretlige eller andre juridiske betænkeligheder.
For at undgå misforståelser omkring tilstedeværelse af to forskellige lister, vil Fødevarestyrelsen gå i
gang med at se på, hvordan procedurerne kan ændres, således at der kun er en liste, der kan anvendes
til begge formål.
Der henvises i øvrigt til udvalgsspørgsmål nr. 123.
Esben Lunde Larsen
/
Hanne Larsen
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk
MOF, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 124: Spm. om det er juridisk lovligt og acceptabelt, at der i forbindelse med case-by-case-kontrollen af fjerkrækød også føres en "ikke offentlig liste" med virksomheder m.m., til miljø- og fødevareministeren
2