Miljø- og Fødevareudvalget 2016-17
MOF Alm.del
Offentligt
1806942_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 23. oktober 2017
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1217 (MOF alm. del) stillet den 27.
september 2017 efter ønske fra Nikolaj Villumsen (EL).
Spørgsmål nr. 1217
”Ministeren
bedes oplyse, om Frankrig i overensstemmelse med EU-retten kan opretholde hele eller
dele af sit nationale forbud mod bisphenol A, efter EU den 25. september 2017 vedtog nye regler for
bisphenol A. I bekræftende fald bedes ministeren oplyse, på hvilket juridisk grundlag dette er muligt.”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Fødevarestyrelsen, som oplyser følgende:
”Frankrig
har med virkning fra 1. januar 2015 forbudt anvendelsen af bisphenol A i alle
fødevarekontaktmaterialer. For fødevarekontaktmaterialer af plast skete dette ved anvendelsen af
beskyttelsesklausulen (jf. artikel 18 i forordning 1935/2004 om materialer og genstande bestemt til
kontakt med fødevarer), da reglerne for fødevarekontaktmaterialer af plast allerede på dette tidspunkt
var harmoniseret med en europæisk særforanstaltning (forordning 10/2011 om plastmaterialer og
genstande bestemt til kontakt med fødevarer). For lakker og andre overfladebelægninger til
fødevarekontaktmaterialer har Frankrig anvendt muligheden for at vedtage nationale bestemmelser
for materialer, der endnu ikke er underlagt en europæisk særforanstaltning (jf. artikel 6 i forordning
1935/2004).
Frankrig baserer deres forbud på en risikovurdering foretaget af det franske institut for
fødevaresikkerhed, miljø og arbejdsmiljø, ANSES, som blev offentliggjort i 2011. ANSES mener, der er
tilstrækkeligt med videnskabeligt belæg for en sundhedsmæssig bekymring ved udsættelse for stoffet
for særligt de følsomme gruppers vedkommende, dvs. spæd- og småbørn, gravide og ammende mødre.
Det er Kommissionens opgave at vurdere medlemsstaternes nationale regler, der begrænser
funktionen af det indre marked. Så hvorvidt Frankrig kan opretholde deres nationale forbud helt eller
delvist afhænger af en nærmere analyse, som Fødevarestyrelsen forventer, at Kommissionen er i gang
med på nuværende tidspunkt. Fødevarestyrelsen forventer, at et element i den analyse vil være en
vurdering af Frankrigs videnskabelige belæg for at fastholde deres nationale regler for bisphenol A i
fødevarekontaktmaterialer.”
Esben Lunde Larsen
/
Emilie Svensdatter Mehlsen
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mfvm.dk