Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 21. oktober 2017
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1175 (MOF alm. del) stillet 25. september
2017 efter ønske fra Trine Torp (SF).
Spørgsmål nr. 1175
”Vil
ministeren oplyse, om det alene er omfanget af landbrugets ansøgninger, der bestemmer
anvendelsen af dispensationer, eller har regeringen en strategi for at ændre landbrugspraksis, så
behovet for at dispensere for forbud og anvendelsesbegrænsninger forsvinder?”
Svar
Der er ganske få af de dispensationer, som er givet i Danmark, hvor der dispenseres fra egentlige
forbud eller anvendelsesbegrænsninger. Som angivet i besvarelsen af alm. del 1024 er de fleste af
aktivstofferne godkendt i andre EU lande. Men der er enten ikke ansøgt om godkendelse af de
pågældende midler i Danmark, eller de kan ikke, på det foreliggende grundlag, opfylde de danske krav
til egentlig godkendelse. Miljøstyrelsen foretager altid en miljø- og sundhedsmæssig vurdering af de
konkrete anvendelser og fastsætter krav til risikobegrænsende foranstaltning. Hvis det vurderes, at
disse krav ikke er tilstrækkelige til at begrænse eventuelle miljø- eller sundhedsmæssige risici, gives
der ikke dispensation.
Når der søges om dispensation skal ansøger angive, om og hvordan, der arbejdes på at finde
alternativer - og i det omfang det er muligt, skal der arbejdes for at fremme alternativer eller opnå
egentlige godkendelser. Hvis der ikke var mulighed for at give dispensation, ville det i mange tilfælde
betyde, at der i praksis ville være tale om tab af afgrøden det pågældende år eller, at det ikke vil være
økonomisk rentabelt, at dyrke den pågældende afgrøde i Danmark. Som eksempler kan nævnes
dispensationer til bekæmpelse af trips i porrer eller pletvingefluen i konventionel og økologisk frugt,
bær og vindruer. Jeg kan forsikre udvalget om, at det ikke er regeringens strategi at udflage små
afgrøder som frugt og grønt.
Esben Lunde Larsen
/
Mads Leth-Petersen
Miljø- og Fødevareministeriet
•
Slotsholmsgade 12
•
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
•
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mfvm.dk