Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2016-14-169-01772
Den 23. november 2016
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 116 (MOF alm. del) stillet 28. oktober 2016
efter ønske fra Trine Torp (SF).
Spørgsmål nr. 116
”Etablering af skovgræsning på fredskovspligtige arealer i form af hold af vildsvin
under hegn i skove rummer mulighed for at fremme sammenfaldende interesser
mellem erhvervs- og naturinteresser, idet hold af dyrene indebærer
såvel naturpleje som kødproduktion. Skovgræsning på fredskovspligtige arealer
er efter skovloven tilladt på indtil 10% af skovens areal. Ofte vil det imidlertid
være ønskeligt både økonomisk og naturmæssigt at indhegne større andele
af skoven. Skovejere oplever det som i praksis vanskeligt og bureaukratisk
at etablere hold af vildsvin i skove.
Vil ministeren på denne baggrund oversende et notat, der belyser de lovgivningsmæssige
rammer samt mulighederne for dispensationer og tilladelser,
for såvel selve holdet af dyr, såvel som etablering af hegning omkring skov?
Notat bør redegøre for samtlige de bestemmelser, der er relevante for hold af
vildsvin i skov, i henhold til naturbeskyttelsesloven, skovloven samt bekendtgørelse
nr. 466 af 15/05/2014 af lov om hold af dyr, reglerne om Det Centrale
Husdyrregister (CHR), bekendtgørelse nr. 915 af 12/08/2014 om hold af svin
på friland og bekendtgørelse nr. 303 af 27/03/2015 om tekniske krav og godkendelse
m.m. af øremærker, elektroniske øremærker og chip til kvæg, svin
får og geder.
Notatet bedes udarbejdet så det kan udgøre en "checkliste" for den enkelte
skovejer, og herunder også specifikt belyse følgende spørgsmål:
Ad Hegning
– Hvilke regler om hegning om skov vil være gældende i forbindelse med
etablering af skovgræsning med vildsvin, idet det forudsættes at offentlig
adgang vil blive opretholdt i hidtidigt omfang?
Ad Hold af dyr
– Er det alene de konkret udsatte svin (0. generation), der skal have øremærker,
således at afkommet af følgende generationer ikke skal øremærkes?
– Kan ministeren i forlængelse af ovenstående oplyse, om det er foreneligt
med bestemmelserne, at ingen svin i indhegningen har øremærker efter et
tidspunkt, hvor de udsatte svin med øremærker er bortskudt?
Ad Erstatningsansvar
– Vil det indebære et erstatningsansvar for skovejeren, såfremt utilsigtede
hændelser, som f.eks. hærværk, stormvæltede træer med mere, foranlediger
at hegnet ødelægges, så dyr undslipper og foranlediger skader på afgrøder?
Ad Tilskud til etablering af dyrehold og hegning
– Vil ministeren redegøre for de støtteordninger, som måtte være tilgængelige
og relevante i forhold til støtte til etablering af hegning samt etablering
af dyrehold som sådan, i denne sammenhæng?”
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk