Miljø- og Fødevareudvalget 2016-17
MOF Alm.del
Offentligt
1791897_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 22. september 2017
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1083 (MOF alm. del) stillet den 28. august
2017 efter ønske fra Maria Reumert Gjerding (EL).
Spørgsmål nr. 1083
”Ministeren
bedes redegøre for, hvordan han vil sikre, at overvågningsprogrammet
for pesticider styrkes, så der jævnligt screenes for en bredere vifte af kemikalier,
der tidligere har været eller i dag er tilladt at anvende i landbruget, således at det
sikres, at en situation, hvor drikkevandet har været forurenet med pesticider over
grænseværdien uden, det er opdaget, ikke gentager sig.”
Svar
En hurtig måde at opnå information om hvorvidt et stof er til stede i grundvandet, er en screening i
grundvandsovervågningen. I aftalen om pesticidstrategien 2017-2021 er der netop indarbejdet et
beredskab for at screene udvalgte stoffer efter behov i perioden.
Screeningsundersøgelser omfatter afgrænsede prøvetagninger med tilhørende analyser for stoffer, der
mistænkes for at kunne udgøre et problem i grundvandet og drikkevandet og ikke allerede er omfattet
af et prøvetagningsprogram. Miljøstyrelsen gennemfører i øjeblikket bl.a. en screeningsundersøgelse
for desphenyl-chloridazon og for methyl-desphenyl-chloridazon.
Miljøstyrelsen følger i øvrigt løbende, om der er nye oplysninger om pesticider, som det vil være
relevant at teste for i vandværkernes kontrol af deres grundvand og drikkevandet til forbrugerne.
Miljøstyrelsens informationer om stofferne kommer primært fra egne test i Varslingssystemet for
udvaskning af Pesticider til Grundvand, fra den nationale grundvandsovervågning GRUMO, herunder
screeninger, og gennem samarbejdet i EU med vurderingerne af nye og eksisterende pesticider samt
fra øvrige undersøgelser som f.eks. fra regionerne.
./.
Jeg vil i øvrigt henvise til min besvarelse af spørgsmål nr. 1079 om arbejdsgruppen, der nu er nedsat af
Vandpanelet for at vurdere behovet for at analysere for flere stoffer i vandværkernes kontrolprogram.
Ovennævnte tiltag danner tilsammen baggrunden for at udvælge stoffer til overvågningen af
drikkevand, således at der testes for de stoffer, der udgør en reel risiko for at overskride
grænseværdien fremfor at bruge ressourcer på at teste stoffer, som ikke udgør en risiko.
Esben Lunde Larsen
/
Mads Leth-Petersen
Miljø-
og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216
København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk