NOTAT
Fiskerikontrol
J.nr. 15-7100-000016
Ref. alan
Den 19. maj 2016
Notat om begrænsninger for leje af fisk
Problemstilling
Der er ikke fastsat noget loft for leje og udleje af fisk, som indgår i en pulje. Fartøjer, som ikke er i pulje
kan højst udleje 25 % af værdien af fartøjets årsmængde.
I forbindelse med debatten om kvotekoncentration er det blevet anført, at der er fartøjsejere i pulje,
som via den frie mulighed for leje og udleje råder over langt flere kvoteandele, end de har mulighed for
at eje som følge af koncentrationsreglerne. De udfordrer derfor hensigten med
kvotekoncentrationsreglerne.
I forbindelse med drøftelserne om et servicetjek på fiskeområdet er lejereglerne ligeledes blevet
gennemgået.
Indstilling
Med henblik på sikre, at hensigten med kvotekoncentrationsreglerne overholdes indstiller
NaturErhvervstyrelsen, at det kan overvejes at indføre loft over lejemængder. Personer, som har nået
koncentrationsloftet, kan ikke leje yderligere fisk inden for den pågældende art. Personer, som er tæt
på koncentrationsloftet, kan maksimalt leje, hvad der svarer til koncentrationsloftet, hvis de havde
haft de pågældende kvoter.
Baggrund
Fartøjer, som er i pulje kan frit udleje og indleje årsmængder af fisk. Loft over lejemængder vil være
indgribende i forhold til især puljerne og den fleksibilitet, som har været meningen. Fiskerne
indskyder deres mængder i puljen, hvor de andre fiskere så kan leje dem. På den måde kan man
anvende de fartøjer, som er bedst egnet til det pågældende fiskeri. Flere mængder kan samles, så de
fiskes med få fartøjer, hvilket også har en ressourcemæssig betydning.
Samtidig kan det ikke udelukkes, at begrænsninger med hensyn til leje kan betyde, at der er kvoter,
som ikke udnyttes fuldt ud.
Det må dog antages, at loft over muligheden for at leje vil have en effekt på kvotekoncentrationen og
kan samtidig være medvirkende til at forhindre, at ”store” fiskere opkøber mængder, som de ikke har
tænkt sig at fiske, men udelukkende ”holder på”, indtil prisen for leje er steget
som følge af mangel på
lejefisk. Herefter kan de så udleje fisken til en høj pris.
Miljø- og Fødevareministeriet
•
Slotsholmsgade 12
•
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk