Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 1. september 2017
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1041 (MOF alm. del) stillet den 15. august
2017 efter ønske fra Maria Reumert Gjerding (EL).
Spørgsmål nr. 1041
”Ministeren
bedes oplyse, om Miljøstyrelsen tidligere har haft lignende aftaler,
der medførte, at Mærsk eller andre erhvervsdrivende i en periode har fået lov
til at udlede ulovlige kemikalier i havet. I bekræftende fald bedes ministeren
oplyse hvornår, hvem og hvor meget, der er udledt.”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet Miljøstyrelsen, som oplyser, at:
”Miljøstyrelsen
antager, at der spørges til lovliggørelsen af Scavtreat, hvor Mærsk Oil fik frist til 1. juli
af Miljøstyrelsen for efterkommelse af indskærpelsen. Miljøstyrelsen har som tilsynsmyndighed pligt
til at foranledige, at et ulovligt forhold bringes til ophør. Fristen blev givet under hensyn til det
almindelige forvaltningsretslige proportionalitetsprincip, som er et udtryk for, at der skal være et
rimeligt forhold mellem mål og middel. Der blev i dette tilfælde taget hensyn til de forureningsmæssige
forhold, de økonomiske konsekvenser og virksomhedens tidsmæssige mulighed for på en teknisk og
sikkerhedsmæssig forsvarlig måde at lovliggøre forholdene.
Miljøstyrelsen vurderede, at det ikke ville være proportionalt at tilbagekalde udledningstilladelsen for
udledning af kemikaliet Scavtreat med øjeblikkelig virkning, idet produktionen i Nordsøen i givet fald
ikke kunne opretholdes. Scavtreat anvendes for at forhindre eksplosionsfare på
produktionsplatformene. Samtidig konstaterede Miljøstyrelsen, at Mærsk Oil forventede en afklaring
indenfor en tidshorisont på 12 uger, om enten det udeklarerede stof kunne fjernes fra Scavtreat, eller
om der kunne benyttes et alternativt kemikalie.
I indskærpelsen vedrørende kemikaliet Scavtreat, bad Miljøstyrelsen derfor Mærsk Oil om at stoppe
det ulovlige forhold hurtigst muligt og inden den 1. juli 2017.
Miljøstyrelsen har på baggrund af Mærsk Oils oplysninger om de tekniske og sikkerhedsmæssige
aspekter i forbindelse med anvendelsen af Scavtreat sammenholdt med oplysningerne om de
økonomiske konsekvenser af et øjeblikkeligt stop for anvendelse af Scavtreat og de samlede
miljøpåvirkninger af udledningerne til havet, vurderet, at det ikke ville være proportionelt at trække
tilladelsen tilbage, før et eventuelt alternativ var på plads.
En sådan vurdering, der bygger på en kortere eller længere tidsfrist for at bringe et ulovligt forhold til
ophør, er almindelig forvaltningsmæssig praksis i forbindelse med håndhævelsessager. Tilsvarende
kan der være sager, hvor et ulovligt forhold skal bringes til ophør umiddelbart.”
Esben Lunde Larsen
/
Claus Torp
Miljøstyrelsen • Haraldsgade 53 • 2100 København Ø
Tlf. 72 54 40 00