Miljø- og Fødevareudvalget 2016-17
MOF Alm.del
Offentligt
1786570_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 6. september 2017
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1035 (MOF alm. del) stillet 14. august 2017
efter ønske fra Trine Torp (SF).
Spørgsmål nr. 1035
”Ministeren
bedes redegøre for reglerne om nedsivning af spildevand i nærheden af en sø, vandløb
eller dræn vandløb og i relation til grundvandsspejlets højde samt oplyse, hvornår disse regler med
tilhørende vejledninger er udarbejdet og revideret og om der tages det fornødne hensyn til de stigende
regnmængder, der er konstateret de seneste år, og som forventes at forekomme hyppigere i
fremtiden.”
Svar
Det er kommunen, der meddeler tilladelse til nedsivning af spildevand. Det fremgår af
miljøbeskyttelseslovens § 19, stk. 4, og spildevandsbekendtgørelsens § 36.
Som udgangspunkt må nedsivningsanlæg kun etableres 25 meter eller mere fra vandløb, søer eller
havet, jf. spildevandsbekendtgørelsens § 37 stk. 1, § 38 og § 40. Som angivet i svar på spørgsmål nr.
1034, er det dog muligt at etablere et nedsivningsanlæg mindre end 25 meter fra vandløb, søer eller
havet. I så fald behandles anlægget som en udledning og skal have en udledningstilladelse efter
miljøbeskyttelseslovens § 28, stk. 1 og stk. 2, jf. spildevandsbekendtgørelsens § 41. Denne bestemmelse
blev indført med den første spildevandsbekendtgørelse i 1994. Som udgangspunkt er det kommunen,
der meddeler tilladelse til udledning af spildevand.
Ligeledes er der som udgangspunkt krav om, at nedsivningsanlæg til husspildevand etableres mindst 1
meter og så vidt muligt 2,5 meter over højeste grundvandsstand, jf. spildevandsbekendtgørelsens § 37,
stk. 1. Kommunen kan dog dispensere fra dette krav, jf. bekendtgørelsens § 40. Denne bestemmelse
blev indført i 1980 i den daværende bekendtgørelse om afledning af spildevand til jorden.
Kommunen sikrer ved nye tilladelser, at f.eks. afstandskrav er overholdt, og har desuden tilsynspligten
i forhold til, om eksisterende anlæg fortsat er lovlige. Derudover er det den enkelte grundejers ansvar
at sikre, at vilkårene i kommunens tilladelse, herunder afstandskrav, fortsat overholdes.
Reglerne lægger op til, at den enkelte kommune skal træffe afgørelser på baggrund af konkrete
vurderinger. Kommunen har mulighed for at vurdere en eventuel udvikling i f.eks.
grundvandsstanden, som følge af ændrede nedbørsmængder, da der vil være meget store lokale
variationer.
Esben Lunde Larsen
/
Mads Leth-Petersen
Miljø-
og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk