Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 6. september 2017
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1034 (MOF alm. del) stillet 14. august 2017
efter ønske fra Trine Torp (SF).
Spørgsmål nr. 1034
”Hvilke
minimumskrav skal kommunen sikre overholdt, så spildevand fra nedsivningsanlæg ikke
tilføres dræn og/eller søer eller åer?”
Svar
Lovgivningen bruger ikke terminologien 'minimumskrav', men kommunen skal i sagsbehandlingen
forholde sig til, om der kræves en udledningstilladelse, når spildevand tilføres søer eller åer.
Som udgangspunkt må et nedsivningsanlæg kun etableres 25 meter eller mere fra vandløb, søer eller
havet, jf. spildevandsbekendtgørelsens § 37 stk. 1, jf. § 38 og § 40. Det er dog muligt at etablere et
nedsivningsanlæg mindre end 25 meter fra vandløb, søer eller havet. I så fald behandles anlægget som
en udledning og skal have en udledningstilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 28, stk. 1 og stk. 2, jf.
spildevandsbekendtgørelsens § 41.
Kommunens afgørelse og vilkår om f.eks. afstandskrav, rensning etc. vil bero på en konkret vurdering
af det enkelte anlæg, jordbundsforholdene, vandområdet osv. Generelt er sammenhængen, at jo
kortere afstand til vandområdet, jo mindre rensning i jorden sker der af spildevandet, inden det når
vandområdet. Det kan derfor være nødvendigt at rense spildevandet helt eller delvist inden
afledningen til nedsivningsanlægget for at sikre, at vandområdet ikke forurenes.
Kommunen har tilsynspligten i forhold til om eksisterende anlæg fortsat er lovlige, herunder om
eventuelle afstandskrav fortsat er overholdt.
Esben Lunde Larsen
/
Mads Leth-Petersen
Miljø-
og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk