Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 8. september 2017
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1030 (MOF alm. del) stillet 11. august 2017
efter ønske fra Trine Torp (SF).
Spørgsmål nr. 1030 (alm. del)
Kan ministeren oplyse med hvilken begrundelse Naturstyrelsen i sit tilsyn med forholdene på
Ertholmene har undladt at undersøge, hvorvidt indholdet af Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelses
notat om byggeteknisk tilsyn af 18. marts 2015, burde give anledning til reaktioner fra tilsynet.
Svar
Jeg har bedt Naturstyrelsen redegøre for den konkrete sag, og styrelsen har oplyst følgende, som jeg
kan henholde mig til:
”Det kan indledningsvis
oplyses, at Forsvarsministeriet ejer Christiansø og Frederiksø og de
dertilhørende bygninger, som lejes ud. Naturstyrelsen påser, at bestemmelserne i
fredningsbekendtgørelsens §§ 3, 4 og 6 overholdes. Heri er bestemt, hvad der ikke må opføres, fjernes,
henkastes, udsættes m.v., samt hvilken færdsel, sejlads og ophold der må ske på og omkring øerne.
I forbindelse med en aktindsigtsanmodning af 7. marts 2017 til Naturstyrelsen bliver styrelsen af
anmoder gjort bekendt med et uddrag af Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelses notat om
byggeteknisk tilsyn af 18. marts 2015. Naturstyrelsen har ikke modtaget dette notat tidligere.
Foranlediget af henvendelsen tog Naturstyrelsen initiativ til et møde den 27. april 2017 med
Christiansø Administration på Ertholmene, hvor bl.a. indholdet af notatet var på dagsordenen.
Administrator oplyste, at administrationen var opmærksom på tilvækst af små bygninger m.m.
Administrator orienterede om, at proceduren fra administrationens side nu er, at der bl.a. i forbindelse
med brugerskift af bolig sker gennemgang af bygninger m.m. og eventuel tilvækst af små bygninger
m.m., som der ikke er tilladelse til, fjernes i den forbindelse.
Ifølge administrator fører Forsvarets Ejendomsstyrelse bygningssyn hvert andet år på skiftevis hytter
og bygninger. Ved tilsyn i forbindelse med mødet blev Naturstyrelsen præsenteret for et af de mere
omfangsrige eksempler, hvad angår tilvækst af små bygninger m.m., men er blevet oplyst, at dette er
fjernet. Administrationen har fokus på området og vil successivt arbejde sig gennem boligmassen.
Dette anser Naturstyrelsen for
tilfredsstillende.”
Esben Lunde Larsen
/
Peter Ilsøe
Miljø-
og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216
København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk