Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
8. september 2017
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1021 (MOF alm. del) stillet d.11. august 2017
efter ønske fra Trine Torp (SF).
Spørgsmål nr. 1021
”Ministeren
bedes resumere og kommentere den tyske rapport, som konkluderer, at siden 1989 er
insektbestanden målt som biomasse faldet med mere end 80 pct., jf. artiklen
https://www.b.dk/globalt/forskere-frygter-oekologisk-kollaps-europas-insekter-forsvinder.”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, som oplyser at:
”Den
nævnte tyske rapport er en artikel, der omhandler en undersøgelse af biomassen af flyveaktive
insekter i naturreservatet Orboicher Bruch i Tyskland ved brug af malaisefælder i årene 1989 og 2013.
Malaisefælder fanger flyvende insekter i alkohol, og de indfangede insekter vejes ugentligt. I 1989 blev
der i to fælder indfanget insekter svarende til 1117,1 g på lokalitet 1 og 1425,6 g på lokalitet 2 i løbet af
en sæson fra starten af maj til midt i oktober. I 2013 var resultatet af den samme fældemetode 257,3 g
for lokalitet 1 og 294,4 for lokalitet 2. På lokalitet 1 var andelen af biomassen af flyvende insekter
derfor 23,0 % i 2013 og 20,7 % på lokalitet 2 sammenlignet med 1989.
Resultatet af undersøgelsen viste derfor en betydelig tilbagegang på over 75 % af biomassen af de
flyvende insekter. Data tyder således på, at kun en fjerdedel af biomassen af flyvende insekter var
tilgængelig i det samme område i 2013 som i 1989.
Ud fra resultater af indfangede insekter med malaisefælder, kan der ikke drages konklusioner om,
hvilke insekter der indfanges, alene at fælden fanger en lang række forskellige flyvende insekter, der
opfylder væsentlige funktioner i økosystemet som fx bestøvning eller bioregulering. I artiklen påpeges,
at der mangler viden og andre sammenlignelige undersøgelser for en tilbundsgående vurdering af
resultatet.”
Esben Lunde Larsen
/
Mads Leth-Petersen
Miljøstyrelsen • Haraldsgade 53 • 2100 København Ø
Tlf. 72 54 40 00