Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 12. september 2017
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1007 (MOF alm. del) stillet den 2. august
2017 efter ønske fra Christian Rabjerg Madsen (S).
Spørgsmål nr. 1007
”Hvad
vil ministeren foretage sig for at sikre fri adgang til danske strande i forlængelse af opfordringen
fra landets to største partier, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, i JP den 28.
juli, jf. artiklen ”S og
DF vil have miljøministeren på banen i strandballade”?”
Svar
Der er fri adgang til de danske strande. Det følger af naturbeskyttelsesloven.
Det betyder, at offentligheden har ret til at færdes til fods på strandbredder og andre kyststrækninger
og til kortvarigt ophold og badning. Det gælder både de private og de offentlige strande. Dog må
ophold og badning ikke ske nærmere end 50 meter fra beboelsesbygninger på privatejede strande.
Arealer, der er udlagt som haver inden 1. januar 1916, eller som er inddraget under en
erhvervsvirksomhed, er ikke omfattet af adgangsretten.
Det følger også af loven, at offentlighedens adgang ikke må forhindres eller vanskeliggøres f.eks. med
mure og hegn. Det er kommunalbestyrelserne, der skal påse, at forbuddet overholdes.
Som tilsynsmyndighed skal kommunalbestyrelsen foranledige et ulovligt forhold lovliggjort,
medmindre forholdet har underordnet betydning. Kommunalbestyrelsen har ikke pligt til at føre et
opsøgende systematisk tilsyn, men har pligt til at reagere, hvis kommunalbestyrelsen bliver
opmærksom på et ulovligt forhold, f.eks. en ulovlig spærring.
Det er Tilsynet under Ankestyrelsen, der er tilsynsmyndighed for kommuner og regioner, og som har
til opgave at føre tilsyn med, at myndighederne overholder deres tilsynsforpligtelser på
naturbeskyttelsesområdet.
Jeg har således ikke mulighed for at pålægge de enkelte kommuner at gribe ind i de enkelte sager, men
vil i lyset af artiklerne i pressen om spærringer på strande rette henvendelse til KL for at få afklaret
problemernes omfang, og hvordan kommunerne agter at håndtere disse.
Esben Lunde Larsen
/
Hans Christian Karsten
Miljøstyrelsen •
Slotsholmsgade 12
•
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
•
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mfvm.dk