LIU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 9: Spm. om oversendelse af talepapir fra det åbne samråd den 25/10-2016 om pladsmangel på kvindekrisecentrene, til social- og indenrigsministeren

Ligestillingsudvalget 2016-17
LIU Alm.del
Offentligt

Social- og indenrigsminister Karen Ellemanns talepapir

Anledning

Samråd om pladsmangel på

kvindekrisecentre

25. oktober kl. 13.15-14.30

8 minutter

Dato / tid

Talens varighed

Sted

Det talte ord gælder

Spørgsmålene motiveres af spørgerene Rasmus Horn Langhoff

(S) og Yildiz Akdogan (S) inden talen.

Samrådsspørgsmål B

”Hvad vil ministeren gøre i forhold til de seneste opråb fra

kvindekrisecentrene om, at centrene i stigende omfang må afvise

voldsramte kvinder på grund af pladsmangel, og har ministeriet

været i dialog med kvindekrisecentrene om hvilke behov –

herunder økonomiske – centrene peger på?”

LIU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 9: Spm. om oversendelse af talepapir fra det åbne samråd den 25/10-2016 om pladsmangel på kvindekrisecentrene, til social- og indenrigsministeren

[Indledning]

Tak for invitationen til samrådet her i dag.

Også tak til spørgerne for uddybningen af spørgsmålet, som vi her

skal drøfte.

Jeg er blevet bedt om at svare på, hvad jeg som minister vil gøre i

forhold til de seneste opråb fra kvindekrisecentrene om, at

centrene i stigende omfang må afvise voldsramte kvinder på

grund af pladsmangel, og om ministeriet har været i dialog med

kvindekrisecentrene om, hvilke behov – herunder økonomiske –

centrene peger på.

[Vold er uacceptabelt]

Jeg har i min tid som social- og indenrigsminister været indkaldt til

flere samråd om indsatsen til voldsramte kvinder. Og jeg vil gerne

– ligesom under de forrige samråd om samme emne – indlede

med at slå fast, at det er fuldstændig uacceptabelt, når mænd eller

kvinder bliver udsat for vold eller trusler om vold fra deres partner

eller familie.

Men når vold i nære relationer alligevel forekommer, så

skal

som samfund være parat til at hjælpe.

Den hjælp kan man i dag blandt andet få på et af landets

kvindekrisecentre, som tilbyder beskyttelse til den voldsramte

kvinde og hendes eventuelle børn, og som hjælper kvinden med

at få bearbejdet voldsoplevelsen.

Derfor er det selvfølgelig også helt centralt, at kvindekrisecentrene

har plads til at modtage de voldsramte kvinder og børn, der

henvender sig. Det tager jeg meget alvorligt.

[Den kommunale forsyningsforpligtelse]

Derfor er der en lovbunden kommunal forsyningsforpligtelse, som

skal sikre, at der er hjælp til voldsramte kvinder. Konkret står der i

serviceloven, at kommunen skal tilbyde midlertidigt ophold i

boformer til kvinder, som har været udsat for vold, trusler om vold

eller tilsvarende krise i relation til familie- eller samlivsforhold.

Den forpligtelse har jeg naturligvis en klar forventning om, at

kommunerne lever op til.

[Nye tal for kvindekrisecentre]

Ligestillingsudvalget har netop fået oversendt svar på spørgsmål

om udviklingen i antallet af pladser på kvindekrisecentrene, som

krisecentrene selv har indberettet til Socialstyrelsen. Af de tal

fremgår, at antallet af pladser til kvinder på krisecenter er på et

uændret niveau. Det er også sådan, at den gennemsnitlige

belægningsprocent er omtrent konstant på 88-89 procent over de

seneste år.

Vi kan altså ikke af de seneste tal se, at krisecentrene

på

landsplan

er under stigende pres. Men jeg kan selvfølgelig ikke

afvise, at der er nogle krisecentre eller nogle landsdele, som

oplever et større pres end andre.

Men det er vigtigt at huske på, at retten til at komme på

krisecenter ikke betyder, at man nødvendigvis har ret til at få plads

på et krisecenter tæt på sin bopæl. Det kan der selvfølgelig være

rigtig god mening i for nogle kvinder – især, hvis der er børn

involveret. Men for andre kvinder vil det af hensyn til sikkerheden

være nødvendigt at finde et krisecenter, som ligger længere væk.

Derfor er vi også nødt til at betragte presset på krisecentrene ud

fra et landsgennemsnit.

Når det så er sagt, så er det klart, at hvis antallet af pladser på

landsplan begynder at falde drastisk, eller belægningsprocenten

begynder at stige markant, så vil jeg tage en snak med

kommunerne for at høre, om de mener, at de er i stand til at løfte

den lovbundne opgave med at sikre ophold til voldsramte kvinder.

[Dialog med kvindekrisecentre]

Jeg bliver også spurgt til, om mit ministerium har været i dialog

med kvindekrisecentrene om, hvilke behov – herunder

økonomiske – centrene peger på?

Mit ministerium har ikke været i kontakt med konkrete

kvindekrisecentre om deres økonomiske behov, og at ministeriet

heller ikke er blevet kontaktet af konkrete krisecentre om deres

økonomiske behov. Men jeg må sige, at jeg egentlig også mener,

at det vil være mere naturligt, hvis krisecentrene har en dialog

med kommunerne, eftersom det er en kommunal opgave at sørge

for, at voldsramte kvinder kan få et ophold på et krisecenter.

Herudover er det vigtigt at huske på, at krisecentrene jo

finansieres gennem en kommunal takstbetaling per kvinde, der

opholder sig. På den måde følger pengene også den enkelte

kvinde og hendes eventuelle børn. Og derfor er det heller ikke

sådan, at et krisecenter har færre penge, fordi der er mange

kvinder, som opholder sig på krisecentret. Jeg kan derfor ikke

umiddelbart se, hvad det er for økonomiske behov, som det i

samrådsspørgsmålet fremhæves, at kvindekrisecentrene peger

på.

Og endeligt vil jeg understrege, at jeg hverken kan eller vil

forhandle yderligere finansiering til landets kvindekrisecentre

under et samråd.

[Regeringens sociale mål]

Når det er sagt, så mener jeg, at vi skal blive bedre til at mindske

presset på landets kvindekrisecentre, og det skal vi blandt andet

ved at forebygge, at den enkelte kvinde vender tilbage til den

voldelige relation og derfor kan få behov for gentagne

krisecenterophold.

Derfor bør den hjælp, vi tilbyder voldsramte kvinder, også have

fokus på beskæftigelse og uddannelse. På den måde hjælper vi

kvinden til at blive uafhængig af en voldelig partner, og på den

måde klæder hende bedre på til at skabe en selvstændig

tilværelse uden vold.

Det er baggrunden for, at regeringen har fastsat et socialt mål om,

at flere personer udsat for vold i nære relationer skal i uddannelse

og beskæftigelse.

En af måderne, vi i dag kan komme tættere på det mål, er

gennem den forpligtelse, der sidste år blev indført om, at

kommunerne skal yde rådgivning til alle kvinder på et krisecenter.

En anden måde er gennem de ambulante tilbud, som hjælper de

voldsramte kvinder, der ikke finder vej til et krisecenter. Derfor har

regeringen også prioriteret netop de ambulante tilbud i oplægget

til satspuljeforhandlingerne, som vi forhåbentligvis snart skal i

gang med at forhandle.

[Afrunding]

Jeg vil gerne slutte af med at slå helt fast, at der

skal

være hjælp

til personer, der er udsat for vold i nære relationer. Derfor er loven

også indrettet, som den er i dag. Men jeg må også forholde mig til

de tal, der er på området – og her ser det altså ikke ud til, at der er

et øget pres på krisecentrene.

Som jeg tidligere har sagt i min besvarelse, så tager jeg det meget

alvorligt, at der er pladser på krisecentrene til voldsramte kvinder.

Derfor mener jeg også, at det er en meget relevant debat at tage

her i dag.

Og med de ord ser jeg frem til drøftelsen her i udvalget.

Tak for ordet.