LIU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 51: Spm. om om atgive hånd til en person af det andet køn, til ministeren for ligestilling

Ligestillingsudvalget 2016-17
LIU Alm.del
Offentligt

UDENRIGSMINISTERIET

23. februar 2017

Spørgsmål fra Ligestillingsudvalget til

Minister for Ligestilling af 2. februar 2017.

LIU alm. del – spørgsmål 51.

Spørgsmålet er stillet af Julie Skovsby (S).

LIU alm. del spørgsmål 51:

Vil ministeren med udgangspunkt i de konkrete sager, der har været fremme om at nægte at give

hånd til personer af det andet køn (jf. herved sagen fra Odense omhandlende en pædagogstude-

rende i praktikforløb, samt sagen om en ansat ved Fyns politi), opfordre Institut for Menneske-

rettigheder til af egen drift at rejse spørgsmålet om offentligt ansattes eventuelle forpligtelse til at

give hånd til begge køn, og herunder rækkevidden af forpligtelsen, i Ligebehandlingsnævnet

som et spørgsmål af principiel karakter eller almindelig offentlig interesse? Ministeren bedes her-

udover svare på, om ministeren anser det som et ligestillingsproblem, hvis offentligt ansatte næg-

ter at give hånd til det andet køn, og om ministeren finder spørgsmålet relevant for alle grupper

af offentligt ansatte, eller om en eventuel forpligtelse til at give hånd bør være knyttet til, om det

må anses for naturligt i den konkrete jobfunktion at give hånd (eksempelvis i forhold til graden

af borgerkontakt)?

Svar:

Det er min generelle opfattelse og personlige holdning, at det er problematisk i dagens Danmark

at nægte at give hånd til en person af det andet køn. Det at møde hinanden med et håndtryk er

en del af den danske kultur og et tegn på gensidig respekt og ligeværd. Derfor synes jeg også, det

er et problem, hvis det kan opfattes som manglende respekt og ligeværd mellem kønnene, at der

ikke gives hånd i en given situation. Det gælder sådan set både i forbindelse med arbejde og i

andre sammenhænge, hvor det er naturligt at give hånd.

Ligebehandling inden for arbejdsmarkedet samt lovgivningen i forhold til

Ligebehandlingsnævnet og Institut for Menneskerettigheders kompetence til at indbringe sager

af principiel karakter for Ligebehandlingsnævnet hører under beskæftigelsesministerens ressort.

Til brug for besvarelsen af spørgsmålet

beskæftigelsesministeren, som oplyser:

har

jeg

derfor

indhentet

bidrag

fra

”Forskelsbehandlingsloven indeholder et generelt forbud mod direkte og indirekte forskelsbe-

handling på arbejdsmarkedet på grund af en række kriterier, herunder fx religion, tro og social

eller etnisk oprindelse.

Det lægges sædvanligvis til grund, at en medarbejder ikke vil give hånd til det modsatte køn af

religiøse årsager.

LIU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 51: Spm. om om atgive hånd til en person af det andet køn, til ministeren for ligestilling

Efter forskelsbehandlingsloven har en arbejdsgiver mulighed for at kræve, at en medarbejder

hilser med håndtryk, hvis det er sagligt begrundet og inden for forskelsbehandlingslovens ram-

mer. Det er arbejdsgiveren, som skal foretage denne saglighedsvurdering.

Arbejdsgiverens krav kan fx være sagligt begrundet, hvis der er tale om kundevendte funktio-

ner, hvor det efter den almindelige opfattelse vil være det naturlige, at ansatte hilser med hånd-

tryk, og hvis det er et konsekvent krav, der stilles til alle ansatte i samme stillinger. Der skal såle-

des foretages en konkret vurdering med udgangspunkt i den jobfunktion, som den pågældende

skal udføre.

Efter ligebehandlingsloven, som omhandler forbud mod forskelsbehandling på grund af køn på

arbejdspladsen, skal arbejdsgivere behandle deres mandlige og kvindelige ansatte lige for så vidt

angår arbejdsvilkår.

Det vil i sidste ende være op til domstolene at vurdere, om det i en given situation er sagligt at

kræve, at en medarbejder hilser med håndtryk som forudsætning for ansættelsen.

Ligebehandlingsnævnet

Det fremgår af lov om Ligebehandlingsnævnet, at nævnet behandler klager inden for arbejds-

markedet på grund af køn, hudfarve, race, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel oriente-

ring, alder, handicap, national oprindelse, social oprindelse, etnisk oprindelse, og uden for ar-

bejdsmarkedet på grund af race, etnisk oprindelse og køn.

Ligebehandlingsnævnet kan ikke tage sager op af egen drift, men behandler konkrete klager fra

borgere, der mener at have været udsat for ulovlig forskelsbehandling.

Institut for Menneskerettigheder

Institut for Menneskerettigheder er nationalt ligebehandlingsorgan inden for områderne køn,

race og etnisk oprindelse. I forbindelse med finansloven for 2015 fik instituttet en øget kompe-

tence og fik mulighed for at tage sager op af egen drift på områderne handicap, religion, politisk

anskuelse, seksuel orientering, alder samt national og social oprindelse.

Institut for Menneskerettigheder kan vælge at tage en sag op af egen drift på baggrund af fx

henvendelser fra enkeltpersoner eller organisationer, presseomtale, artikler der omtaler diskri-

minerende adfærd eller ulovlige annoncer.

Instituttets uafhængighed indebærer, at man ikke fra politisk side kan bestemme, hvilke sager

instituttet skal tage op.

Institut for Menneskerettigheder har mulighed for at rejse sager, der har principiel karakter eller

er af almen offentlig interesse, ved Ligebehandlingsnævnet. Dette blev indført med lov nr. 1570

af 15. december 2015 om ændring af lov om Ligebehandlingsnævnet.”

Jeg henholder mig til beskæftigelsesministerens besvarelse.

LIU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 51: Spm. om om atgive hånd til en person af det andet køn, til ministeren for ligestilling

Afslutningsvis kan jeg oplyse, at hvis man oplever at blive forskelsbehandlet på grund af sit køn,

så kan man klage til Ligebehandlingsnævnet. Ligebehandlingsnævnet har kompetence til at træffe

afgørelse i konkrete sager. Jeg er ikke oplyst om, at der er klaget over forskelsbehandling i de

konkrete sager, der nævnes i spørgsmålet.