UDENRIGSMINISTERIET
9. februar 2017
Spørgsmål fra Ligestillingsudvalget til
Minister for ligestilling af 19. januar 2017.
LIU alm. del – spørgsmål 46.
LIU alm. del spørgsmål 46:
Ministeren bedes redegøre for proceduren, såfremt et lovforslag vurderes at have
ligestillingsmæssige konsekvenser? Hvem – hvis nogen – vurderer i så fald, om lovforslaget stadig
bør fremsættes, og herunder om der bør laves andre lovændringer for at afbøde disse
konsekvenser?
Svar:
Hvis ressortministeriet vurderer, at et lovforslag har ligestillingsmæssige konsekvenser, skal det
endvidere vurderes, hvilken betydning de eventuelle ligestillingsmæssige konsekvenser har, og
om konsekvenserne er væsentligt. I forbindelse med det lovforberedende arbejde er det således
som udgangspunkt ressortministeren, der vurderer, i hvilket omfang der bør ske justeringer af et
givet lovforslaget, laves anden lovgivning eller andre tiltag for at afbøde eventuelle negative
konsekvenser af et lovforslag.
Et lovforslag kan have negative ligestillingsmæssige konsekvenser, uden det behøver at være et
problem, fx hvis der er objektive og saglige grunde hertil, hvis de ikke kan undgås ud fra
proportionalitetshensyn, eller hvis der er andre prioriteringer fx politiske. Et lovforslag kan
således godt fremsættes, selvom det kan have negative ligestillingsmæssige konsekvenser.
Formålet med ligestillingsvurdering er, at vurdere konsekvenserne af lovforslaget, samt at vurdere
om lovforslaget fx medfører ulovlig forskelsbehandling på grund af køn. Ligestillingsvurderingen
skal således bidrage til at give fx Folketinget et informeret grundlag at behandle lovforslaget ud
fra.