Folketingets Ligestillingsudvalg
Sagsnr.
2016 - 8011
Doknr.
415317
Dato
28-11-2016
Folketingets Ligestillingsudvalg har d. 31. oktober 2016 stillet følgende spørgsmål nr.
16 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 16:
”Kan ministeren bekræfte, at et barn, der er på krisecenter sammen med en af sine
forældre, ikke kan få tilbudt psykologhjælp uden samtykke fra begge forældremyndig-
hedsindehavere, det vil sige også samtykke fra den voldelige far eller mor, som de
pågældende er flygtet fra? Hvis dette er tilfældet, vil ministeren så søge at ændre det-
te?”
Svar:
Hensigten bag servicelovens § 109, stk. 8, er, at barnet får tilbudt professionel og
hurtig hjælp til at bearbejde de ofte voldsomme og traumatiserende oplevelser, som
barnet eller den unge har været udsat for
–
dels forud for opholdet på krisecentret dels
som følge af deres midlertidige bo-situation på krisecentret.
Kommunalbestyrelsens pligt til at tilbyde psykologhjælp supplerer de allerede eksiste-
rende forpligtelser efter serviceloven, hvorefter kommunalbestyrelsen har pligt til at
hjælpe børn og unge med behov for særlig støtte.
Kommunalbestyrelsen skal således forsat iværksætte foranstaltninger efter servicelo-
vens § 52 over for barnet, når der er behov herfor.
Udgangspunktet for servicelovens § 109, stk. 8, er, at begge forældremyndighedsin-
dehavere skal samtykke til psykologbehandling af barnet. Såfremt den ene eller begge
forældremyndighedsindehavere afslår at give samtykke til fx psykologbehandling af
barnet, skal kommunalbestyrelsen efter gældende regler i servicelovens § 56 vurdere,
om der er behov for at iværksætte behandling af barnets eller den unges problemer.
Sådanne foranstaltninger kan iværksættes uanset det manglende samtykke, hvis det
vurderes at være til barnets bedste. Det skal efter disse regler indgå i kommunalbesty-
relsens vurdering af behovet for iværksættelse af psykologbehandling til barnet, om
behandlingen må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til barnets eller
den unges særlige behov for støtte, og om formålet med behandlingen skønnes at
kunne opnås uanset det manglende samtykke.
Ministeriet vil på baggrund af ovenstående se på en præcisering af vejledningen til
servicelovens § 109, stk. 8.
Med venlig hilsen
Karen Ellemann