Folketingets Ligestillingsudvalg
Sagsnr.
2016 - 8011
Doknr.
414142
Dato
28-11-2016
Folketingets Ligestillingsudvalg har d. 31. oktober 2016 stillet følgende spørgsmål nr.
11 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 11:
”Ministeren bedes fremlægge tal for, hvor mange gange de enkelte kvindekrisecentre
har måttet afvise voldsramte kvinder i henholdsvis 2016, 2015 og 2014. Tallene bedes
opgjort kvartalsvis for de tre år, og angives for hvert enkelt center for sig. I oversigten
ønskes det også angivet, i hvor stort omfang afvisningerne skyldes henholdsvis
pladsmangel, at centret ikke er godkendt til at tage imod de pågældende, eksempelvis
på grund af misbrug eller andre grunde.”
Svar:
Til brug for besvarelsen har Social- og Indenrigsministeriet anmodet Socialstyrelsen
om bidrag.
Social- og Indenrigsministeriet har på den baggrund modtaget tal for 2013, 2014 og de
nyeste tal fra den endnu ikke offentliggjorte årsstatistik for kvindekrisecentre for 2015.
Socialstyrelsen har endnu ikke tal fra krisecenterområdet for 2016, da indsamling af
oplysninger fra kvindekrisecentrene for 2016 stadig er i gang. Spørgsmålet besvares
derfor med opgørelser for 2013, 2014 og 2015. De eksisterende data gør det ikke
muligt at opgøre oplysningerne kvartalsvis.
Det skal indledledningsvis bemærkes, at data er baseret på krisecentrenes egne
indberetninger til Socialstyrelsens årsstatistik og kan være behæftet med usikkerhed.
Krisecentrene indberetter ikke andelen af afvisninger til brug for årsstatistikken.
Til årsstatistikken bliver der indsamlet oplysninger fra krisecentrene om antal
henvendelser om en ledig plads, og om krisecentrene har en ledig plads eller ikke har
en ledig plads ved henvendelsen. Det bliver også registreret, hvor kvinden bliver
henvist til, hvis der ikke er en ledig plads samt årsagerne til henvisning, hvis der er en
ledig plads, men kvinden bliver henvist andetsteds.
Tabel 1 viser, hvor kvinden bliver henvist til, når der ikke er en ledig plads på det på-
gældende kvindekrisecenter. Størstedelen henvises til et andet krisecenter, mens
resten henvises til kommunen eller andre tilbud. Kvindekrisecentrene har mulighed for
at specificere, hvad det dækker over, når der bliver henvist til ”et andet tilbud”. Det kan
for eksempel være henvisning til herberg, den sociale døgnvagt, politiet og skadestue.
Det er muligt at henvise til mere end én foranstaltning, hvorfor andelene samlet over-
stiger 100 pct.