Kulturudvalget 2016-17
KUU Alm.del
Offentligt
1787355_0001.png
Notat
15. september 2014
Notat om lovgivningsmæssige konsekvenser af Europarådets konvention
om manipulation af idrætskonkurrencer (Council of Europe Convention
on the Manipulation of Sports Competitions)
1. Problemstilling
Dette notat redegør for, i hvilket
omfang ”Convention on the Manipulation of
Sports Competitions”
(herefter konventionen) har lovgivningsmæssige
konsekvenser for Danmark.
2. Indledning
Europarådets ministre med ansvar for idræt besluttede på Europarådets 11. møde
for ministre med ansvar for idræt i Athen, Grækenland, den 11.-12. december
2008, at få udarbejdet anbefalinger til medlemslandene om korruption,
matchfixing og ulovlig spil, som kunne danne grundlag for en ny mulig konvention.
På Europarådets 18. uformelle møde for ministre med ansvar for idræt i Baku,
Aserbajdsjan, den 22. september 2010 besluttede Europarådets ministre med
ansvar for idræt at få undersøgt behovet for en konvention på baggrund af
anbefalingerne.
På baggrund af den gennemførte undersøgelse, besluttede Europarådets ministre
med ansvar for idræt på Europarådets 12. møde for ministre med ansvar for idræt i
Beograd, Serbien, den 15. marts 2012 at igangsætte forhandlinger om en mulig ny
international konvention mod manipulation af idrætsresultater, særligt
matchfixing.
Konventionsteksten blev vedtaget af Stedfortræderkomitéen den 9. juli 2014 i
Strassburg, Frankrig på det 1205te ministermøde. Konventionen er ledsaget af en
forklarende rapport (herefter ”den forklarende rapport”).
Konventionen træder i kraft på den første dag i den måned, der følger efter udløbet
af en periode på tre måneder efter den dato, hvor fem undertegnede parter,
herunder mindst tre af Europarådets medlemsstater, har ratificeret konventionen.
Jf. konventionens artikel 32, stk. 4.
I det følgende redegøres under pkt. 3 kort for indholdet af konventionen, mens pkt.
4 indeholder en detaljeret gennemgang af de enkelte bestemmelser i konventionen
ledsaget af en vurdering af bestemmelsernes eventuelle lovgivningsmæssige
konsekvenser. Pkt. 5 indeholder en sammenfatning.
Notatet er udarbejdet i samarbejde mellem Kulturministeriet, Justitsministeriet
og Skatteministeriet.
Dok. nr. 2274607
 KUU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 216: Spm. om en status over situationen vedrørende ratifikationen af Europarådets konvention mod matchfixing, til kulturministeren
Side 2
3. Europarådet konvention om manipulation af idrætskonkurrencer.
Konventionen er opdelt i ni kapitler.
Kapitel I
(artikel 1-3) indeholder bl.a.
bestemmelser om konventionens formål, definitioner og overholdelse af
grundlæggende rettigheder. Konventionens hovedformål er at bekæmpe
manipulation af idrætskonkurrencer, herunder for at beskytte integriteten og
etikken i idrætten.
Kapitel II
(artikel 4-11) vedrører forebyggelse, samarbejde og andre
foranstaltninger mod manipulation af idrætskonkurrencer. Kapitlet indeholder
bestemmelser af generel forpligtende karakter for de kontraherende parter om bl.a.
koordinerende politikker for, risikovurdering af, uddannelse og viden om
manipulation af idrætskonkurrencer, samt finansiering af idrætsorganisationer.
Kapitlet indeholder endvidere artikler om idrætsorganisationer, spillemyndigheder
og væddemålsorganisationer, herunder bekæmpelse af ulovlige idrætsvæddemål.
Kapitel III
(artikel 12-14) vedrører udveksling af informationer, herunder
persondatabeskyttelse. Kapitlet indeholder navnlig bestemmelser om udveksling af
informationer mellem offentlige myndighed, idrætsorganisationer og
væddemålsoperatører, samt beskyttelse af personfølsomme oplysninger. Kapitlet
indeholder også en forpligtelse af generel karakter om at oprette en national
platform til udveksling af informationer vedrørende manipulation af
idrætskonkurrencer.
Kapitel IV
(artikel 15-18) vedrører materiel ret af strafferetlig karakter. Kapitlet
forpligter de kontraherende parter til at kriminalisere strafbare handlinger
vedrørende manipulation af idrætskonkurrencer, hvis det indebærer tvang,
korruption eller svigagtige handlinger, samt hvidvaskning af gevinsten af
manipulation af idrætskonkurrencer. Kapitlet indeholder ligeledes medvirkens- og
tilskyndelsesbestemmelser, og generelt om juridiske personers strafansvar.
Kapitel V
(artikel 19-21) angår straffemyndighed (jurisdiktion), retspleje og
håndhævelsesforanstaltninger. Kapitlet fastsætter regler om bevissikring,
straffemyndighed og beskyttelsesforanstaltninger.
Kapitel VI
(artikel 22-25) angår sanktioner og foranstaltninger. Kapitlet
indeholder regler om sanktioner, herunder også for juridiske personer, samt om
beslaglæggelse og konfiskation.
Kapitel VII
(artikel 26-28) angår internationalt samarbejde af retslig og anden
karakter vedrørende bekæmpelse af manipulation af idrætskonkurrencer.
Kapitel VIII
(artikel 29-31) indeholder bestemmelser om opfølgning af
konventionens forpligtelser.
Kapitel IX
(artikel 32-41) indeholder afsluttende bestemmelser, herunder om
undertegnelse og ikrafttræden, forholdet til andre internationale instrumenter,
 KUU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 216: Spm. om en status over situationen vedrørende ratifikationen af Europarådets konvention mod matchfixing, til kulturministeren
Side 3
sikkerhedsforanstaltninger, geografisk anvendelsesområde, føderal klausul,
forbehold, ændringer, tvistløsning, opsigelse og meddelelser.
4. Lovgivningsmæssige konsekvenser af en dansk ratifikation
4.1. Konventionens kapitel I (formål, definitioner og grundlæggende
rettigheder)
Efter
artikel 1
er konventionens formål at bekæmpe manipulation af
idrætskonkurrencer, for at beskytte integriteten og etikken i idrætten i
overensstemmelse med princippet om idrættens autonomi (armslængdeprincippet)
(stk. 1).
Konventionens hovedmålsætninger er at forebygge, opdage og sanktionere
manipulation af idrætskonkurrencer, både på national og international plan
(stk. 2,
litra a),
at fremme samarbejdet mellem offentlige myndigheder og organisationer
på idræts- og spilområdet om bekæmpelse af manipulation af idrætskonkurrencer
(stk. 2, litra b).
Artikel 2
indeholder grundlæggende rettigheder, som skal respekteres i
forbindelse med bekæmpelsen af manipulation af idrætskonkurrencer, herunder
menneskerettigheder
(stk. 1, litra a),
legalitet
(stk. 1, litra b),
proportionalitet
(stk.
1, litra c)
samt privatlivs- og persondatabeskyttelse
(stk. 1, litra d).
Konventionens artikel 1 og 2 har ikke lovgivningsmæssige konsekvenser.
Artikel 3
indeholder definitioner af en række af konventionens begreber.
Konventionens artikel 3 har ikke lovgivningsmæssige konsekvenser.
4.2. Konventionens kapitel II (forebyggelse, samarbejde og andre
foranstaltninger)
Artikel 4
angår national koordinering. Artiklen pålægger de kontraherende parter
at koordinere deres myndigheders politikker og handlinger
(stk. 1)
samt at
tilskynde idrætsorganisationer, arrangører af idrætskonkurrencer og udbydere af
idrætsvæddemål til at samarbejde i kampen mod manipulation af
idrætskonkurrencer og hvor passende at betro dem implementeringen af relevante
bestemmelser i konventionen
(stk. 2).
Det fremgår af lov om eliteidræt, at Team Danmark i samarbejde med Danmarks
Idræts Forbund (herefter DIF), DIFs specialforbund og andre relevante
samarbejdspartnere iværksætter, koordinerer og effektiviserer Team Danmarks
fælles foranstaltninger for eliteidrætten i Danmark ved bl.a. at sikre en
kulturpolitisk forsvarlig udvikling af eliteidrætten. Team Danmark og DIF har i
medfør af denne lov udarbejdet et etisk kodeks, hvor det siden 2012 har været
forbudt at spille på egne idrætskonkurrencer og forbudt at misbruge insider-viden.
Der er ikke sanktioner forbundet med at handle i modstrid med Team Danmarks
og DIFs etiske kodeks.
 KUU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 216: Spm. om en status over situationen vedrørende ratifikationen af Europarådets konvention mod matchfixing, til kulturministeren
Side 4
I maj 2013 vedtog DIF et matchfixinglovregulativ, der gælder for DIF og
DIF’s
specialforbund. Det gælder således kun for personer med tilknytning til DIF og
specialforbundene, hvorfor reglerne derfor ikke kan anvendes i forhold til personer
uden for idrætten.
DIFs matchfixinglovregulativ omfatter og forbyder matchfixing, samt tre andre
former for tilsvarende uetisk adfærd (samt forsøg og medvirken hertil).
Den forklarende rapport giver en del fleksibilitet til de kontraherende parter, om
hvorledes man på nationalt plan tilskynder organisationerne til at bekæmpe
manipulation af idrætskonkurrencer inden for de enkelte organisationsstrukturer.
Artikel 4 stiller således ikke specifikke krav til indsatsen og har derfor ikke
lovgivningsmæssige konsekvenser.
Artikel 5
angår risikovurdering og risikohåndtering.
Efter
artikel 5 stk. 1,
pålægges de kontraherende parter i samarbejde med
idrætsorganisationer, arrangører af idrætskonkurrencer, spiludbydere og andre
relevante organisationer at identificere, analysere og evaluere de risici, som er
forbundet med manipulation af idrætskonkurrencer
Efter
artikel 5 stk. 2,
pålægges de kontraherende parter at opfordre de førnævnte
organisationer til at etablere procedurer og regler med henblik på at bekæmpe
manipulation af idrætskonkurrencer samt, hvor det er passende, at vedtage
lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger, der er nødvendige for det formål.
Det følger af den forklarende rapport, at risikovurderingen inkluderer en
langsigtet analyse og udviklingen af kapaciteten til at reagere på konkrete risici.
Kulturministeren nedsatte i 2012 en arbejdsgruppe om regulering af matchfixing. I
arbejdsgruppen deltog repræsentanter fra Kulturministeriet, Justitsministeriet,
anklagemyndigheden, Skatteministeriet, Spillemyndigheden, DIF, Dansk Boldspil-
Union (herefter DBU), Dansk Håndbold Forbund (herefter DHF),
Spillerforeningen, Håndbold Spiller Foreningen, Danske Spil A/S, og Danish
Gambling Association (herefter DOGA).
Rapporten fra arbejdsgruppen forventes offentliggjort i september 2014. Rapporten
indeholder et afsnit om omfanget og konsekvenser af matchfixing på nationalt og
internationalt plan. Arbejdsgruppen har således adresseret den langsigtede
risikovurdering. Fremadrettet vil en løbende risikovurdering kunne ske i regi af
den nationale platform, jf. artikel 13.
De vigtigste tiltag i forbindelse med artikel 5 er beskrevet mere udførligt i
henholdsvis artikel 7 om idrætsorganisationerne og artikel 10 om udbyderne af
 KUU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 216: Spm. om en status over situationen vedrørende ratifikationen af Europarådets konvention mod matchfixing, til kulturministeren
Side 5
sportsvæddemål
–
efterlevelsen af konventionen på disse områder beskrives
nærmere i de respektive afsnit.
Artikel 5 vurderes således ikke at have lovgivningsmæssige konsekvenser.
Artikel 6
omhandler uddannelse og opmærksomhedsskabelse, og pålægger de
kontraherende parter at tilskynde til at skabe opmærksomhed om manipulation af
idrætskonkurrencer samt at sikre uddannelse, træning og forskning med henblik
på at styrke kampen mod manipulation af idrætskonkurrencer.
Forpligtelsen vedrører såvel idrætsorganisationer som spiludbydere, om end de
også er dækket af mere specifikke bestemmelser. Desuden dækker forpligtelsen
opmærksomhedsskabelse i bredere forstand. Forpligtelsen ventes derfor opfyldt
gennem det arbejde, som særligt idrætsorganisationerne (DIF og DIFs
specialforbund) gennemfører, idet det bemærkes, at DIF i forbindelse med
vedtagelsen og implementeringen af DIFs matchfixinglovregulativ har haft fokus
på at udbrede kendskabet til matchfixing og de nye regler.
Artikel 6 vurderes på den baggrund ikke at have lovgivningsmæssige
konsekvenser.
Artikel 7
omhandler forventningerne til idrætsorganisationer og arrangører af
idrætskonkurrencer.
Efter
artikel 7 stk. 1,
pålægges de kontraherende parter at tilskynde
idrætsorganisationer og arrangører af idrætskonkurrencer til at vedtage og
implementere regler med henblik på at bekæmpe manipulation af
idrætskonkurrencer såvel som principper om god forvaltningsskik. Dette i relation
til at undgå interessekonflikter i forhold til spil på egne kampe og til misbrug og
videregivelse af insiderinformation
(litra a),
at opfylde deres kontraktuelle
forpligtelser
(litra b)
og at rapportere mistænkelige aktiviteter, hændelser,
tilskyndelser eller henvendelser, som kan være et brud reglerne imod
manipulation af idrætskonkurrencer
(litra c).
Efter
artikel 7 stk. 2,
pålægges de kontraherende parter at tilskynde
idrætsorganisationer til at vedtage og implementere andre foranstaltninger, med
henblik på at sikre monitorering af konkurrencer
(litra a),
at mistænkelige
aktiviteter bliver rapporteret til myndigheder og den nationale platform
(litra b),
effektive mekanismer til at afsløre manipulationer af idrætskonkurrencer, inkl. en
passende beskyttelse af whistle blowers
(litra c),
opmærksomhed blandt udøvere og
andre interessenter om risikoen for manipulation af idrætskonkurrencer og
bestræbelserne på at bekæmpe det
(litra d)
samt, at dommere og officials udpeges
så sent så muligt, inden idrætskonkurrencen afvikles
(litra e).
Efter
artikel 7 stk. 3,
pålægges de kontraherende parter at tilskynde
idrætsorganisationer, og gennem dem de internationale idrætsorganisationer til at
 KUU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 216: Spm. om en status over situationen vedrørende ratifikationen af Europarådets konvention mod matchfixing, til kulturministeren
Side 6
tage disciplinære sanktioner for overtrædelse af reglerne i anvendelse, samt at
sikre en gensidig anerkendelse og håndhævelse af sanktionerne.
Artikel 7 stk. 4,
fastslår, at idrætsorganisationernes disciplinære sanktioner ikke
udelukker strafferetlige, civile eller administrative sanktioner.
DIF har som nævnt indført et matchfixinglovregulativ, som omfatter og forbyder
både matchfixing og tre andre former for tilsvarende uetisk adfærd (samt forsøg og
medvirken hertil).
Matchfixing er efter DIFs matchfixinglovregulativ, handlinger, hvor der søges
opnået en direkte eller indirekte økonomisk fordel eller gevinst. Anden uetisk
adfærd er også forbudt efter matchfixinglovregulativet, hvilket fx kan være spil på
egen konkurrence, også selvom der spilles på egen sejr, misbrug af intern viden
eller modtagelse af gave, der ikke hænger naturligt sammen med den pågældende
idrætskonkurrence.
Overtrædelse af matchfixinglovregulativet kan sanktioneres med tidsbestemt eller
tidsubestemt udelukkelse, bøde eller anden økonomisk sanktionering, fratagelse af
præmiepenge eller tilsvarende gaver af enhver art, diskvalifikation (annullering) af
opnåede resultater eller tilsvarende idrætslige disciplinære sanktioner, som fx
tvangsnedrykning, licensfratagelse, omkamp, overflytning af point til
modstanderen mv.
DIF’s matchfixinglovregulativ omfatter størstedelen af forventningerne til
idrætsorganisationerne beskrevet i artikel 7. Der findes dog på nuværende
tidspunkt ingen regler i idrætten, der sikrer, at idrætsarrangører mv. udvælger
officials, herunder dommere, så sent som muligt inden en idrætsbegivenhed, hvor
det vil være hensigtsmæssigt at gøre det. Rapporten fra arbejdsgruppen om
matchfixing vil indeholde en opfordring til idrætsorganisationerne om at vurdere
behovet for at igangsætte en praksis med sene udvælgelser eller offentliggørelser af
dommere til kampe.
Artikel 7 vurderes ikke at have lovgivningsmæssige konsekvenser.
Artikel 8
angår foranstaltninger vedrørende finansieringen af
idrætsorganisationer.
Efter
artikel 8 stk. 1,
pålægges de kontraherende parter at sikre en hensigtsmæssig
gennemsigtighed i finansieringen af idrætsorganisationer, som er økonomisk
støttet af parten.
Efter
artikel 8 stk. 2,
pålægges de kontraherende parter at overveje muligheden for
at hjælpe idrætsorganisationer med bekæmpelse af manipulation af
idrætskonkurrencer, inklusiv ved at finansiere relevante mekanismer.
 KUU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 216: Spm. om en status over situationen vedrørende ratifikationen af Europarådets konvention mod matchfixing, til kulturministeren
Side 7
Efter
artikel 8 stk. 3,
pålægges de kontraherende parter at overveje at tilbageholde
finansiel støtte eller at opfordre idrætsorganisationer til at tilbageholde finansiel
støtte til personer, som er blevet sanktioneret for manipulation af
idrætskonkurrencer, så længe de er sanktionerede.
Efter
artikel 8 stk. 4,
pålægges de kontraherende parter at tage skridt til at
tilbageholde hele eller dele af støtten fra idrætsorganisationer, der ikke indfører og
opretholder regler mod manipulation af idrætskonkurrencer
Idrætsorganisationerne er i Danmark bl.a. finansieret af de statslige
udlodningsmidler, jf. lov om udlodning af overskud fra lotteri samt heste- og
hundevæddemål. Staten understøtter således allerede idrætsorganisationernes
kamp mod matchfixing.
Gennemsigtigheden i finansieringen af idrætsorganisationer er sikret i medfør af
lov om økonomiske og administrative forhold for modtagere af driftstilskud fra
Kulturministeriet, samt den tilhørende bekendtgørelse. Heraf fremgår at
tilskudsmodtagerne skal sikre, at informationer om tilskudsmodtagerens
organisation og aktiviteter er let tilgængelige for offentligheden. Denne
bestemmelse er indsat af hensynet til gennemsigtighed i finansieringen, hvilket
fremgår af bemærkningerne til loven.
Størstedelen af de tiltag og regler, som idrætsorganisationerne opfordres til at
gennemføre, har DIF i forbindelse med indførelsen af DIFs matchfixinglovregulativ
allerede indført. Dette er finansieret gennem DIFs ordinære budget, hvortil staten
gennem udlodningsloven yder tilskud. Forpligtelsen til at finansiere relevante
mekanismer vurderes dermed at være opfyldt.
Der foreligger ikke regler med henblik på at tilbageholde støtte fra hverken
idrætsudøvere, som er sanktioneret for matchfixing, eller fra idrætsorganisationer,
der ikke vedtager og opretholder egne regler for at bekæmpe matchfixing.
Artiklerne er centrale i forhold til at sikre, at idrætsorganisationerne gennemfører
de tiltag og regler, de opfordres til i konventionen. Kulturministeriet vurderer, at
opfyldelsen af bestemmelserne i artikel 8 stk. 3 og 4, vil kunne håndteres inden for
ministeriets rammeaftaler med DIF og Team Danmark.
Artikel 8 vurderes på den baggrund ikke at have lovgivningsmæssige
konsekvenser.
Artikel 9
fastlægger foranstaltninger vedrørende den væddemålsregulerende
myndighed eller anden ansvarlig myndighed eller myndigheder.
Stk. 1,
forpligter hver af de kontraherende parter til at identificere en myndighed,
som er ansvarlig for implementering af reguleringen af væddemål på
idrætskonkurrencer og for anvendelse af relevante foranstaltninger til bekæmpelse
af manipulation af idrætskonkurrencer.
 KUU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 216: Spm. om en status over situationen vedrørende ratifikationen af Europarådets konvention mod matchfixing, til kulturministeren
Side 8
Spillemyndigheden er i Danmark den kompetente myndighed på spilområdet,
herunder væddemål, med ansvar for udstedelse af tilladelser til udbud af spil,
tilsyn og kontrol med spiludbyderne, overvågning af det ulovlige spilmarked,
oplysning, dialog og rådgivning samt internationalt myndighedssamarbejde.
Spillemyndigheden er bemyndiget af skatteministeren i henhold til § 4 i lov nr. 848
af 1. juli 2010 om spil, jf. bekendtgørelse nr. 1121 af 1. december 2011 om
spillemyndigheden.
Foranstaltningerne i artikel 9 inkluderer, hvor nødvendigt, de i litra a
–
f oplistede.
Litra a
omhandler rettidig udveksling af oplysninger med andre relevante
nationale myndigheder eller den nationale platform om ulovlige, irregulære eller
mistænkelige sportsvæddemål, såvel som for overtrædelser af lovgivning henvist til
eller fastlagt i overensstemmelse med konventionen.
Den forklarende rapport afsnit 97 angiver, at den regulerende myndighed er
kompetent til efter en konkret vurdering at afgøre, hvorvidt en sådan udveksling
er nødvendig og hvilken type information, der kan udveksles.
Lov nr. 848 af 1. juli 2010 om spil (spilleloven) indeholder i § 41 hjemmel til, at
skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om blandt andet
informationsforpligtelser for spiludbydere. Derudover indeholder spilleloven i § 49,
stk. 1, adgang for Spillemyndigheden til at udveksle nødvendige oplysninger med
blandt andet andre offentlige myndigheder og udenlandske myndigheder om
virksomheder mv. omfattet af loven til brug for de respektive myndigheders
kontrol.
Hjemlen i § 49 dækker ikke udveksling af oplysninger som omtalt i litra a.
Litra b
omhandler begrænsning på udbud af sportsvæddemål, efter konsultation
med de nationale idrætsorganisationer og udbydere af sportsvæddemål, og skal i
særdeleshed undtage idrætskonkurrencer, som er møntet på unge under 18 år,
eller hvor de organisatoriske vilkår og/eller forhold i sporten ikke er tilstrækkelige.
Den forklarende rapport afsnit 98 angiver, at henvisningen til, hvor de
organisatoriske vilkår og/eller forhold i idrætten ikke er tilstrækkelige, forventeligt
vil omfatte ikke-officielle konkurrencer som venskabskampe uden indflydelse på
rangliste, eller af begrænset interesse i idrættens forhold, hvorfor disse
konkurrencer er lette at manipulere.
Spillelovens § 11, stk. 4, bemyndiger skatteministeren til at fastsætte regler om, at
der ikke kan udbydes væddemål på bestemte kategorier af begivenheder. Lovens
forarbejder anfører, at reglerne skal begrænse risikoen for såkaldt matchfixing,
dvs. sportsbegivenheder, hvor resultatet er aftalt på forhånd.
Forarbejderne til spilleloven anfører endvidere, at de kategorier, hvor risikoen for
matchfixing er størst fx er:
 KUU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 216: Spm. om en status over situationen vedrørende ratifikationen af Europarådets konvention mod matchfixing, til kulturministeren
Side 9
Væddemål, hvor en enkelt sportsudøver har fuldstændig kontrol over
væddemålets udfald, og hvor det, spillerne vædder på, kun har en lille eller
ingen sportslig betydning.
Begivenheder hvor få sportsudøvere eller dommeren kan afgøre udfaldet af
væddemålet, uden at det i nævneværdig grad påvirker kampens sportslige
afvikling i øvrigt.
Væddemål på kampe i lavere rangerende ligaer.
Væddemål, der udbydes på ungdomssport.
Med hjemmel i spillelovens § 11, stk. 4, indeholder bekendtgørelse nr. 65 af 25.
januar 2012 om landbaserede væddemål, og bekendtgørelse nr. 66 om online
væddemål, i henholdsvis § 8 og § 23 enslydende bestemmelser, hvorefter
tilladelsesindehaver (spiludbyder med tilladelse fra Spillemyndigheden), ikke må
udbyde væddemål på sportsbegivenheder forbeholdt unge under 18 år.
Fastsættelse af regler udover begrænsning af bestemte kategorier af begivenheder
vurderes ikke at være indeholdt i ordlyden af bemyndigelsesbestemmelsen.
Regler om begrænsning på udbud af sportsvæddemål, hvor de organisatoriske
vilkår og/eller forhold i idrætten ikke er tilstrækkelige, vil således kræve en
lovændring, hvor den eksisterende bemyndigelse til skatteministeren til at
fastsætte regler herom, skal udvides.
Litra c
omhandler forudgående information til konkurrencearrangører om type og
objekt for sportsvæddemålsprodukter i forhold til at støtte indsatsen på
identifikation og håndtering af risici for manipulation af idrætten inden for de
respektive konkurrencer.
I henhold til afsnit 99 i den forklarende rapport omfatter informationen i
princippet navnet på udbyderen af væddemål, såvel som væddemålstyper og -
objekter. Formålet hermed er at understøtte konkurrencearrangørernes indsats i
håndteringen af risici for manipulation af idrætskonkurrencer, hvor disse risici er
identificeret ud fra risikovurderingen efter artikel 5, stk. 1. Dette giver
konkurrencearrangørerne mulighed for at iværksætte effektiv overvågning af
udviklingen af en konkurrence, og hvor nødvendigt, at fastslå en sammenhæng
mellem usædvanlig adfærd under en kamp og et udbudt væddemål på den
konkrete kamp.
Spillelovens § 41 fastslår, at skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om
blandt andet informationsforpligtelser for spiludbydere. Hjemlen vurderes at favne
informationsforpligtelsen i litra c.
Litra d
omhandler systematisk brug af betalingsmiddel i sportsvæddemål, som
tillader finansielle transaktioner over en vis grænse, defineret af hver
kontraherende stat, til at blive sporet, i særdeleshed afsender, modtager og beløb.
 KUU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 216: Spm. om en status over situationen vedrørende ratifikationen af Europarådets konvention mod matchfixing, til kulturministeren
Side 10
Efter afsnit 100 i den forklarende rapport kan sporbarheden være vigtig i sager,
hvor der er en igangværende efterforskning, uanset om det er af manipulation af
idrætskonkurrencer eller med hensyn til at bekæmpe hvidvaskning af penge eller
anden bedragerisk aktivitet.
Skatteministeren har efter § 41 i spilleloven bemyndigelse til at fastsætte nærmere
regler om bl.a. spillene og afviklingen af disse, herunder regler om indsatse og
gevinst i spillene, kontrolforanstaltninger, der er nødvendige for lovens
gennemførelse og registrering af spillere.
Muligheden for at spore afsender, modtager og beløb eksisterer allerede i dag i
forhold til online væddemål. I henhold til § 2 i bekendtgørelse nr. 66 af 28. januar
2012 om online væddemål, er spiludbydere med en tilladelse forpligtet til at
registrere alle sine spillere, og skal efter § 5 i bekendtgørelsen have en spilkonto til
hver af disse. Spilleren skal på sin spilkonto have adgang til oplysninger om bl.a.
spilhistorik, fx indsatser, gevinster og tab, ind- og udbetalinger samt øvrige
transaktioner i tilknytning hertil, jf. § 5, stk. 2 i samme bekendtgørelse.
Ved landbaseret udbud af væddemål kan væddemål placeres anonymt.
Hjemlen i spillelovens § 41 vurderes at favne en registrering af spillere i relation til
landbaseret væddemål.
Litra e
omhandler mekanismer, i samarbejde med og mellem idrætsorganisationer
og, efter omstændighederne, udbydere af sportsvæddemål, for at forhindre
konkurrenceinteressenter i at placere væddemål på idrætskonkurrencer, som er i
strid med de relevante regler på idrætsområdet eller den anvendelige lov.
Efter afsnit 101 i den forklarende rapport fremgår det, at den ansvarlige
myndighed skal, hvor nødvendigt, efter artiklen også sørge for passende
mekanismer til at forhindre konkurrenceinteressenter i at placere væddemål på
konkurrencer, hvori de selv deltager, og at reglen, der forbyder
konkurrenceinteressenter i at placere væddemål på egne konkurrencer i artikel 7,
stk. 1, litra a, bør være placeret på disciplinært niveau af idrætsorganisationer.
Sikring af overholdelsen heraf er dog ikke udelukkende en opgave for idrætten
alene.
I henhold til § 22 i bekendtgørelse nr. 66 af 28. januar 2012 om online væddemål,
og § 7 i bekendtgørelse nr. 65 af 25. januar 2012 om landbaserede væddemål, skal
udbydere af væddemål træffe foranstaltninger, som er egnede til at reducere
risikoen for aftalt spil (matchfixing). Det vurderes, at disse bestemmelser dækker
indholdet af litra e.
Litra f
omhandler suspendering af væddemål i overensstemmelse med national ret,
på konkurrencer, hvor en ”relevant” advarsel er blevet udsendt.
 KUU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 216: Spm. om en status over situationen vedrørende ratifikationen af Europarådets konvention mod matchfixing, til kulturministeren
Side 11
Efter den forklarende rapport afsnit 102 kan den kompetente myndighed delegere
varetagelsen af advarsler til en specialiseret enhed. Artiklen tager ikke stilling til,
om væddemål placeret tidligere på samme konkurrence kan/skal blive annulleret
eller opretholdt. Det er op til de kontraherende parter at beslutte proceduren.
Henvisningen til ”relevant” advarsel
angiver, at ikke alle advarsler nødvendigvis er
ensbetydende med en suspendering af væddemål på den pågældende konkurrence.
Det er op til de kontraherende parter at definere, hvilken advarsel, der medfører,
at nye væddemål på den pågældende konkurrence skal suspenderes.
Det vurderes, at der ikke er hjemmel til at påbyde udbydere af væddemål at
suspendere fremtidige væddemål på en konkurrence, hvor der er udstedt en
advarsel herom. Bestemmelsen vil således kræve en lovændring.
Stk. 2
fastslår, at de kontraherende parter skal oplyse navnet og adressen på den
væddemålsregulerende myndighed, eller anden ansvarlig myndighed eller
myndigheder til Secretary General of the Council of Europe.
Konklusion i forhold til artikel 9
Konventionens artikel 9, stk. 1, litra a, b og f, vurderes på baggrund af ovennævnte
at kræve en lovændring, som udvider Spillemyndighedens adgang til udveksling af
oplysninger, og som udvider skatteministerens bemyndigelse til at fastsætte regler
med henblik på at forebygge og bekæmpe aftalt spil
–
manipulation af
idrætskonkurrencer.
Konventionens artikel 9, stk. 1, litra c, d og e, og stk. 2, vurderes ikke at have
lovgivningsmæssige konsekvenser.
Artikel 10
vedrører udbydere af sportsvæddemål.
Efter
stk. 1
skal de kontraherende parter vedtage lovgivningsmæssige retsakter
eller andre foranstaltninger, som må anses for nødvendige for at forhindre
interessekonflikt mellem og misbrug af insiderviden af fysiske og juridiske
personer involveret i udbud af sportsvæddemålsprodukter, herunder særligt
gennem begrænsningerne oplistet i litra a
–
d.
Efter afsnit 104 i den forklarende rapport er kravene efter denne artikel
tilsvarende kravene, der rettes mod idrætsorganisationerne..
Litra a
fastslår, at fysiske og juridiske personer involveret i udbud af
sportsvæddemålsprodukter skal begrænses i at placere væddemål på egne
produkter.
Litra b
fastslår, at misbrug af en position som sponsor eller medejer af en
idrætsorganisation til at forestå manipulation af en idrætskonkurrence eller
misbrug af insiderviden skal begrænses.
 KUU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 216: Spm. om en status over situationen vedrørende ratifikationen af Europarådets konvention mod matchfixing, til kulturministeren
Side 12
Den forklarende rapport afsnit 105 fastslår, at der ikke er tale om indførelse af et
forbud mod udbydere af sportsvæddemåls sponsorering af idræt. Hensigten er at
fremhæve en risiko for en interessekonflikt, der er behov for at anerkende af de
kompetente myndigheder, og straffet i de tilfælde, hvor et misbrug har fundet sted.
Risici for misbrug inkluderer brug af en privilegeret position som sponsor, og som
giver en fordel i forhold til kunder eller i forsøg på at påvirke udfaldet i
konkurrencer.
Litra c
fastslår, at konkurrenceinteressenters involvering i fastsættelse af odds på
en konkurrence, hvori de selv deltager, skal begrænses.
Litra d
fastslår, at en udbyder af sportsvæddemål, som kontrollerer en
konkurrencearrangør eller interessent, såvel som en udbyder af sportsvæddemål,
som er kontrolleret af en konkurrencearrangør eller interessent, skal begrænses i
at udbyde væddemål på den konkurrence, i hvilken denne konkurrencearrangør
eller interessent er involveret.
Efter
stk. 2,
skal de kontraherende parter opfordre udbydere af sportsvæddemål, og
gennem dem de internationale organisationer af udbydere af sportsvæddemål, til
at øge opmærksomheden på konsekvenserne af og bekæmpelsen af manipulation af
idrætskonkurrencer blandt ejerne og de ansatte, ved hjælp af uddannelse, træning
og videreformidling af information.
Efter
stk. 3,
skal de kontraherende parter vedtage lovgivningsmæssige retsakter
eller andre foranstaltninger, som må anses for nødvendige for at forpligte udbydere
af sportsvæddemål til at rapportere irregulære eller mistænkelige væddemål uden
forsinkelse til den væddemålsregulerende myndighed, anden ansvarlig myndighed
eller myndigheder, eller den nationale platform.
Afsnit 109 i den forklarende rapport fastslår, at konventionen ikke forpligter
nationale offentlige myndigheder til at samarbejde (fx udveksle oplysninger) med
organisationer, som er at betragte som ulovlige efter national lovgivning.
Konklusion i forhold til artikel 10
Konventionens artikel 10, stk. 1 og 3, vurderes at kræve en lovændring, som
skaber en klar hjemmel for skatteministeren til at fastsætte regler med henblik på
at forebygge og bekæmpe aftalt spil
–
manipulation af idrætskonkurrencer
–
da
den nuværende bemyndigelse i spillelovens § 11, stk. 4, og § 41 ikke vurderes at
dække de i artikel 10, stk. 1 og 3 nævnte forpligtelser.
Artikel 11
vedrører bekæmpelsen af ulovligt udbud af sportsvæddemål.
Efter artiklen skal de kontraherende parter undersøge passende foranstaltninger i
bekæmpelsen af ulovligt udbud af sportsvæddemål, og skal overveje at vedtage
foranstaltninger i overensstemmelse med lovgivningen i den relevante jurisdiktion,
såsom de oplistede litra a
–
d.
 KUU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 216: Spm. om en status over situationen vedrørende ratifikationen af Europarådets konvention mod matchfixing, til kulturministeren
Side 13
Afsnit 110 i den forklarende rapport anfører, at ulovlige udbydere af
sportsvæddemål udgør en trussel i relation til manipulation af
idrætskonkurrencer, fordi der udbydes væddemål uden nogen kontrol, og at der
måske ikke samarbejdes med idrætsorganisationerne. Spiludbydere, som er
ulovlige efter national ret i det land, forbrugeren er bosiddende, er måske ikke
villige til at dele information, da det vil fremhæve deres ulovlige aktiviteter. Disse
situationer komplicerer de kompetente myndigheder og idrætsorganisationernes
opgave ift. bekæmpelse af manipulation af idrætskonkurrencer, som resulterer i
vanskeligheder med at identificere alle de idrætskonkurrencer, som måske er i fare
for at blive udsat for manipulation, og det betyder, at der ikke er adgang til
information om det ulovlige segment af markedet.
Efter afsnit 111 i den forklarende rapport forpligter artikel 11 de kontraherende
parter til at overveje vedtagelsen af passende foranstaltninger til at bekæmpe
ulovligt udbud af sportsvæddemål. Den præcise afgrænsning af foranstaltningerne
skal, hvor nødvendigt, defineres af de kontraherende parter i overensstemmelse
med den anvendelige nationale lovgivning.
De foranstaltninger som skal overvejes, er oplistet i litra a
–
d.
Litra a
omhandler fysisk lukning eller direkte og indirekte begrænsning af
fjernadgang til ulovlige udbydere af online sportsvæddemål og lukning af ulovlige
landbaserede udbydere af sportsvæddemål i den kontraherende parts jurisdiktion.
Litra b
omhandler blokering af finansielle transaktioner mellem ulovlige udbydere
af sportsvæddemål og forbrugerne.
Litra c
omhandler et forbud mod reklame for ulovlige udbydere af sportsvæddemål.
Litra d
handler om at øge forbrugernes opmærksomhed på risici forbundet med
ulovlige sportsvæddemål.
Efter spillelovens § 59, stk. 1, kan den, der forsætligt eller groft uagtsomt udbyder
eller arrangerer spil her i landet uden tilladelse, straffes med bøde eller fængsel
indtil 6 måneder. Spillelovens § 59, stk. 5, nr. 4, indeholder mulighed for at straffe
den, der forsætligt eller groft uagtsom reklamerer for spiludbydere, der ikke har
tilladelse efter denne lov.
Spillelovens § 65 anfører, at betalingsformidling af indsatser til og fra en ulovlig
spiludbyder samt transmission af information på et kommunikationsnet til et
ulovligt spilsystem ikke er tilladt. Bestemmelsen indeholder således mulighed for
internetblokering såvel som betalingsblokering.
Konklusion i forhold til artikel 11
Konventionens artikel 11 har ikke lovgivningsmæssige konsekvenser, idet de i litra
a
–
c omhandlende foranstaltninger findes i spillelovens § 59 og § 65.
 KUU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 216: Spm. om en status over situationen vedrørende ratifikationen af Europarådets konvention mod matchfixing, til kulturministeren
Side 14
4.3. Konventionens kapitel III (udveksling af informationer)
Artikel 12
vedrører udveksling af information mellem de relevante offentlige
myndigheder, idrætsorganisationer og udbydere af sportsvæddemål.
Efter
stk. 1
skal de kontraherende parter, med forbehold for artikel 14 om person-
databeskyttelse, foranledige udveksling af information, både nationalt og
internationalt, i overensstemmelse med national ret, mellem de relevante
offentlige myndigheder, idrætsorganisationer, konkurrencearrangører, udbydere af
sportsvæddemål og nationale platforme. De kontraherende parter skal forestå
iværksættelse af mekanismer for at dele relevant information, når denne
information bidrager til at fastlægge risikovurderingen i henhold til artikel 5 og
navnlig den forudgående information til konkurrencearrangører om type og objekt
for væddemålsprodukter til konkurrencearrangører, og initiere eller udføre
efterforskning eller høringer vedrørende manipulation af idrætskonkurrencer.
Afsnit 112 i den forklarende rapport angiver, at bekæmpelsen af manipulation af
idrætskonkurrencer nødvendiggør betragtelig udveksling af information om
adskillige emner mellem de relevante offentlige myndigheder, inklusiv
retshåndhævelse og judicielle myndigheder, idrætsorganisationer,
konkurrencearrangører, udbydere af sportsvæddemål og nationale platforme.
Artiklen kræver, at der ydes maksimal assistance til andre kontraherende parter
af konventionen og berørte organisationer, ved at tillade spontan udveksling af
oplysninger, hvor der er rimelig grund til at tro, at en lovovertrædelser er begået,
og ved på anmodning at videregive al nødvendig information til den nationale,
udenlandske eller internationale myndighed, der anmoder herom.
”Relevant information” kan
efter afsnit 113 i den forklarende rapport være
information indsamlet af en interessent, som er af interesse for en anden
interessent, fordi denne er involveret i bekæmpelse af manipulation af
idrætskonkurrencer. Sådan information kan fx være væddemålsvolumen
registreret i en konkret periode, et usædvanligt skift i odds eller den geografiske
lokalisation af personer, der placerer væddemål. Dette indebærer også rygter om
manipulation om en konkurrence. Interessenterne kan sammen overveje at
definere typen
af ”relevant information”.
Det bemærkes at forpligtelserne i artikel
12 stk. 1
dels skal ske i overensstemmelse
med den nationale lovgivning, dels giver de kontraherende parter et skønsmæssigt
spillerum, og dels ikke forpligter til at udveksle bestemte typer af information, men
giver vejledning i relation til formålet med informationsudvekslingen.
Spillelovens § 49 giver Spillemyndigheden mulighed for at udveksle nødvendige
oplysninger med blandt andet andre offentlige myndigheder og udenlandske
myndigheder om virksomheder til brug for de respektive myndigheders kontrol af
virksomhederne.
 KUU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 216: Spm. om en status over situationen vedrørende ratifikationen af Europarådets konvention mod matchfixing, til kulturministeren
Side 15
Bestemmelsen vurderes ikke at kunne omfatte udveksling af oplysninger med
andre end offentlige myndigheder og kun oplysninger i forhold til kontrol af
virksomhederne og dermed bl.a. ikke idrætsorganisationer som omtalt i artikel 12.
Information til de nationale platforme i andre lande vurderes heller ikke at kunne
omfattes af spillelovens § 49 med den nuværende ordlyd, idet oplysningerne der
kan udveksles kun vedrører information om virksomheder.
På Justitsministeriets og på Kulturministeriets områder er udveksling af
oplysninger reguleret af persondatalovens almindelige regler eller
–
hvis der er tale
om ikke-personhenførbare oplysninger
–
af forvaltningsloven eller almindelige
forvaltningsretlige principper.
Stk. 2
fastlægger, at modtageren af information, som nævnt i stk. 1, i
overensstemmelse med national ret, efter anmodning og uden forsinkelse skal
informere organisationen eller myndigheden, der deler informationen, om
udfaldet/resultatet af informationsudvekslingen.
Efter
stk. 3
skal de kontraherende parter undersøge muligheder for udvikling eller
forbedring af samarbejde og udveksling af information i sammenhæng med
bekæmpelsen af ulovligt udbud af sportsvæddemål som foreskrevet i artikel 11.
Konklusion i forhold til artikel 12
Skatteministeriet vurderer, at konventionens artikel 12 kræver en lovændring,
som enten udvider skatteministerens bemyndigelse til at fastsætte regler med
henblik på at forebygge og bekæmpe aftalt spil, herunder bl.a. udveksling af
oplysninger i relation til aftalt spil med andre offentlige myndigheder, herunder
udenlandske enheder og myndigheder, idrætsorganisationer og udbydere af
sportsvæddemål eller at informationsudvekslingen med de relevante enheder
fastsættes i spilleloven.
Justitsministeriet og Kulturministeriet vurderer, at konventionens artikel 12 ikke
kræver lovændring på Justitsministeriets og på Kulturministeriets områder, da
udveksling af oplysninger efter bestemmelsen skal ske med respekt af lovgivningen
om persondatabeskyttelse og i overensstemmelse med national ret.
Artikel 13
vedrører identifikationen af en national platform og forpligter i
artikel
13 stk. 1,
de kontraherende parter til at identificere en national platform, som skal
håndtere manipulation af idrætskonkurrencer.
Den nationale platform skal fungere som informationscenter, der samler og
videregiver informationer med relevans for kampen mod matchfixing til de
relevante organisationer og myndigheder
(litra a),
koordinere den nationale kamp
mod matchfixing
(litra b),
modtage, centralisere og analysere information om
irregulære og mistænkelige væddemål på idrætskonkurrencer, og hvor det findes
nødvendigt udstede alarmer
(litra c),
formidle informationer om mulige
overtrædelser af såvel lovgivning som idrættens disciplinære regler til relevante
 KUU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 216: Spm. om en status over situationen vedrørende ratifikationen af Europarådets konvention mod matchfixing, til kulturministeren
Side 16
myndigheder eller organisationer og/eller udbydere af sportsvæddemål
(litra d),
samt samarbejde med andre relevante myndigheder og organisationer på nationalt
og internationalt niveau, herunder nationale platforme i andre lande
(litra e).
Efter afsnit 120 i den forklarende rapport vil informationen omtalt i litra c og d fx
omfatte en konkurrencedeltagers placering af væddemål på egen konkurrence og
irregulære væddemål eller mistænkelige væddemål. Litra d, stiller dog ikke et
fuldstændigt krav om at formidle bestemte typer af information.
Samarbejdet omtalt i litra e, kan efter afsnit 121 i den forklarende rapport omfatte
koordinering af bredere offentliggørelse af offentlig information. På grund af det
grænseoverskridende element forbundet med risikoen for manipulation af
idrætskonkurrencer, er det vigtigt, at informationen bliver udvekslet hurtigt
mellem parterne.
Artikel 13 stk. 2
forpligter de kontraherende parter til at fremsende navn og
adresse på den nationale platform til Europarådet.
Identificeringen af den nationale platform kan foretages i overensstemmelse med
national lovgivning og under hensyntagen til eksisterende strukturer og
organiseringen af administrative funktioner. Det nævnes i den forklarende
rapport, at en offentlig myndighed ville danne en neutral ramme om samarbejde
samt en tilstrækkelig ramme om informationsudveksling i relation til den
nationale platform, hvorfor den nationale platform implicit er omfattet af generiske
referencer til offentlige myndigheder i konventionen. Omvendt er dette ikke
specificeret i konventionen, da man ønsker at give parterne et skønsmæssigt
spillerum i identifikationen af deres nationale platform.
Konklusion i forhold til artikel 13
På baggrund af ovenstående, vurderer Kulturministeriet, at konventionens artikel
13 kan håndteres indenfor rammerne af den nationale lovgivning.
Artikel 14
vedrører beskyttelse af personoplysninger.
De kontraherende parter pålægges efter
stk. 1,
at vedtage sådanne
lovgivningsmæssige og andre foranstaltninger, som måtte være nødvendige for at
sikre, at alle handlinger, der foretages i kampen mod manipulation af
idrætskonkurrencer, stemmer overens med de nationale og internationale
databeskyttelsesregler
og
-standarder,
navnlig
i
forbindelse
med
informationsudveksling i henhold til konventionen.
Stk. 2,
indeholder en nærmere beskrivelse af de principper, som skal overholdes i
forbindelse med udveksling af oplysninger. Efter stk. 2, skal parterne vedtage
sådanne lovgivningsmæssige og andre foranstaltninger, som måtte være
nødvendige for at sikre, at de offentlige myndigheder og organisationer, der er
omfattet af konventionen, træffer de fornødne foranstaltninger for at sikre, at
personoplysninger indsamles, behandles og udveksles under rimelig hensyntagen
 KUU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 216: Spm. om en status over situationen vedrørende ratifikationen af Europarådets konvention mod matchfixing, til kulturministeren
Side 17
til principperne om legalitet, forholdsmæssighed, relevans og nøjagtighed samt om
datasikkerhed og de registrerede personers rettigheder.
Efter
stk. 3,
skal parterne bestemme i deres lovgivning, at de offentlige
myndigheder og organisationer, der er omfattet af konventionen, skal sikre, at
udveksling af oplysninger i henhold til konventionen ikke går videre, end hvad der
er nødvendigt for at opnå det erklærede formål med udvekslingen.
Efter
stk. 4,
skal parterne opfordre de forskellige offentlige myndigheder og
organisationer, der er omfattet af konventionen, til at tilvejebringe de tekniske
midler, der skal til for at sikre de udvekslede oplysninger og garantere for
oplysningernes troværdighed og integritet såvel som dataudvekslingssystemernes
tilgængelighed og integritet samt identificeringen af deres brugere.
Bestemmelsen i stk. 1, pålægger de kontraherende parter at sikre, at alle
handlinger, der foretages i kampen mod manipulation af idrætskonkurrencer,
stemmer overens med de nationale og internationale databeskyttelsesregler og -
standarder. Herved tænkes ifølge den forklarende rapport pkt. 125 navnlig på de
forpligtelser, som følger af Europarådets konvention nr. 108 af 28. januar 1981 om
beskyttelse af det enkelte menneske i forbindelse med elektronisk databehandling
af personoplysninger. Danmark ratificerede denne konvention i 1989, jf.
bekendtgørelse nr. 59 af 16. maj 1991. Konventionens principper er i øvrigt udvidet
og præciseret i EU’s databeskyttelsesdirektiv, som er implementeret i dansk ret
ved persondataloven.
Bestemmelsen i stk. 2, præciserer de væsentligste principper, som er indeholdt i de
databeskyttelsesregler og -standarder, der er nævnt i stk. 1. Det drejer sig om
principperne om legalitet, forholdsmæssighed, relevans og nøjagtighed samt om
datasikkerhed og de registrerede personers rettigheder. Regler herom følger af
persondataloven (§ 5, §§ 28-40 og §§ 41-42),
der som nævnt gennemfører EU’s
databeskyttelsesdirektiv.
Efter bestemmelsen i stk. 3, skal det sikres, at udveksling af oplysninger i henhold
til konventionen ikke går videre, end hvad der er nødvendigt for at opnå det
erklærede formål med udvekslingen. Det følger af persondatalovens § 5, stk. 3, at
oplysninger, som behandles, skal være relevante og tilstrækkelige og ikke omfatte
mere, end hvad der kræves til opfyldelse af de formål, hvortil oplysningerne
indsamles, og de formål, hvortil oplysningerne senere behandles. Bestemmelsen
indebærer, at den dataansvarliges behandling af oplysninger er undergivet et
proportionalitetsprincip. Behandling af oplysninger må således ikke gå videre end,
hvad der kræves til opfyldelse af de formål, som den dataansvarlige er berettiget til
at forfølge, jf. herved også bestemmelsen i § 5, stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 4, pålægger de kontraherende parter at opfordre de forskellige
offentlige myndigheder og organisationer, der er omfattet af konventionen, til at
tilvejebringe de nødvendige tekniske midler for at kunne sikre oplysningerne og
deres troværdighed og integritet. Efter persondatalovens § 41, stk. 3, skal den
 KUU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 216: Spm. om en status over situationen vedrørende ratifikationen af Europarådets konvention mod matchfixing, til kulturministeren
Side 18
dataansvarlige
træffe
de
fornødne
tekniske
og
organisatoriske
sikkerhedsforanstaltninger mod, at oplysninger hændeligt eller ulovligt
tilintetgøres, fortabes eller forringes, samt mod, at de kommer til uvedkommendes
kendskab, misbruges eller i øvrigt behandles i strid med loven. Bestemmelsen i §
41, stk. 3, er for offentlige myndigheders vedkommende uddybet i
sikkerhedsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 528 af 15. juni 2000).
Konventionens artikel 14 vurderes
lovgivningsmæssige konsekvenser.
på
denne
baggrund
ikke
at
have
4.4. Konventionens kapitel IV (materiel ret af strafferetlig karakter)
Efter
artikel 15
skal det være muligt at straffe manipulation af
idrætskonkurrencer, jf. artikel 3, stk. 4, når der som led i manipulationen udøves
tvang, korruption eller bedrageri, således som disse begreber er defineret i national
ret.
Som anført i den forklarende rapport pkt. 130 kræver artikel 15 ikke, at der
indføres en særlig strafbestemmelse om manipulation af idrætskonkurrencer, idet
de kontraherende parter kan vælge at henholde sig til eksisterende generelle
strafferetlige regler, fx om afpresning, korruption og bestikkelse.
Justitsministeriet finder, at mest taler for, at konventionens henvisning til
udøvelse af tvang, korruption eller bedrageri, således som disse begreber er
defineret i national ret, skal forstås på den måde, at de kontraherende parter alene
er forpligtet til at kriminalisere manipulation af idrætskonkurrencer, i det omfang
forholdet begås på en måde, der er omfattet af nationale bestemmelser om tvang,
korruption eller bedrageri.
Dansk ret indeholder ikke særlige bestemmelser, der kriminaliserer manipulation
af idrætskonkurrencer.
Straffeloven indeholder imidlertid bl.a. bestemmelser om
tvang
og
bedrageri.
Straffeloven anvender ikke begrebet korruption, men indeholder endvidere bl.a.
bestemmelser om den form for korruption, som består i
bestikkelse.
Straffelovens § 260, stk. 1, omhandler
ulovlig tvang.
Efter denne bestemmelse
straffes den, som ved vold eller trussel om vold, om betydelig skade på gods, om
frihedsberøvelse eller om at fremsætte usand sigtelse for strafbart eller ærerørigt
forhold eller at åbenbare privatlivet tilhørende forhold tvinger nogen til at gøre,
tåle eller undlade noget. Strafferammen er bøde eller fængsel indtil 2 år.
Straffelovens § 279 omhandler
bedrageri.
Efter denne bestemmelse straffes den,
som for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, ved retsstridigt at
fremkalde, bestyrke eller udnytte en vildfarelse bestemmer en anden til en
handling eller undladelse, hvorved der påføres denne eller nogen, for hvem
handlingen eller undladelsen bliver afgørende, et formuetab. Strafferammen er
 KUU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 216: Spm. om en status over situationen vedrørende ratifikationen af Europarådets konvention mod matchfixing, til kulturministeren
Side 19
som udgangspunkt fængsel indtil 1 år og 6 måneder, jf. straffelovens § 285, stk. 1.
Efter straffelovens § 286, stk. 2, kan straffen stige til fængsel indtil 8 år, når
bedrageriet er af særlig grov karakter.
Straffelovens § 122, § 144, § 299, stk. 2, og § 304 a omhandler
bestikkelse.
§§ 122 og
144 angår bestikkelse af personer, der virker i dansk, udenlandsk eller
international offentlig tjeneste eller hverv. § 299, stk. 2, angår bestikkelse i den
private sektor i formueanliggender, og § 304 a angår bestikkelse af
voldgiftsdommere.
Straffelovens bestemmelser om ulovlig tvang, bedrageri og bestikkelse finder også
anvendelse, når den ulovlige tvang, bedrageriet eller bestikkelsen sker som led i en
manipulation af en idrætskonkurrence. Bestikkelse med henblik på manipulation
af en idrætskonkurrence vil dog ofte ikke i sig selv være kriminaliseret, fordi en
sådan bestikkelse i praksis ofte ikke vil være en bestikkelse af en person, der
virker i offentlig tjeneste eller hverv, af en person, som varetager et
formueanliggende for en anden, eller af en voldgiftsdommer. Efter
omstændighederne vil en sådan bestikkelse imidlertid kunne være omfattet af
andre strafbestemmelser, herunder om bedrageri.
Konventionens artikel 15 vurderes
lovgivningsmæssige konsekvenser.
på
denne
baggrund
ikke
at
have
Artikel 16
vedrører hvidvask af udbytte fra manipulation af idrætskonkurrencer.
Efter
stk. 1
skal de kontraherende parter gøre det strafbart at handle som nævnt i
artikel 9, stk. 1 og 2, i Europarådets konvention om hvidvask,
efterforskning, beslaglæggelse og konfiskation af udbyttet fra strafbare
handlinger samt om finansiering af terrorisme,
artikel 6, stk. 1, i de Forenede Nationers konvention om bekæmpelse af
grænseoverskridende organiseret kriminalitet eller
artikel 23, stk. 1, i de Forenede Nationers konvention mod korruption,
i henhold til de deri fastlagte betingelser, når førforbrydelsen, der medfører et
udbytte, er en af de strafbare handlinger, der er nævnt i artikel 15 og 17, eller i
hvert fald når der er tale afpresning, korruption og bedrageri.
Efter
stk. 2
kan de kontraherende parter ved afgørelsen af, hvilke strafbare
handlinger der skal anses for førforbrydelser som nævnt i stk. 1, i
overensstemmelse med national ret beslutte, hvordan disse strafbare handlinger
skal defineres, samt hvilke forhold der medfører, at de skal anses for alvorlige.
Artikel 9, stk. 1, i Europarådets konvention om hvidvask, efterforskning,
beslaglæggelse og konfiskation af udbyttet fra strafbare handlinger samt om
finansiering af terrorisme forpligter de kontraherende parter til at træffe de
nødvendige foranstaltninger med henblik på at kriminalisere en række forsætlige
handlinger i relation til formuegoder, hvorom man ved, at der er tale om udbytte
fra en førforbrydelse.
 KUU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 216: Spm. om en status over situationen vedrørende ratifikationen af Europarådets konvention mod matchfixing, til kulturministeren
Side 20
Omfattet af denne bestemmelse er omdannelse og overdragelse af formuegoder
med det formål enten at skjule, at det er udbytte, eller at medvirke til, at en person
unddrager sig retsforfølgning for en førforbrydelse, ligesom det skal være strafbart
at sløre eller skjule et formuegodes beskaffenhed, oprindelse, opbevaringssted,
bevægelse eller ejerskab. I overensstemmelse med de kontraherende parters
forfatningsmæssige og grundlæggende juridiske principper skal det ligeledes være
strafbart at anskaffe, besidde eller anvende formuegoder, når man på
overdragelsestidspunktet ved, at de opgældende formuegoder er udbytte. Samtidig
skal medvirken til og forsøg på at begå de i stk. 1 nævnte handlinger være
strafbart.
Artikel 9, stk. 2, litra a, i Europarådets konvention om hvidvask, efterforskning,
beslaglæggelse og konfiskation af udbyttet fra strafbare handlinger samt om
finansiering af terrorisme forpligter bl.a. de kontraherende parter til at kunne
retsforfølge de i stk. 1 nævnte handlinger, selv om førforbrydelsen ikke var
omfattet af den pågældendes stats jurisdiktion (straffemyndighed). Efter litra b
kan en part bestemme, at den person, som begik førforbrydelsen, ikke skal være
omfattet af stk. 1. Efter litra c skal det være muligt at udlede det for strafansvar
krævede forsæt til at begå en af de nævnte handlinger af objektive, faktiske
omstændigheder.
En tilsvarende forpligtelse følger af artikel 6, stk. 1, i De Forenede Nationers
konventionen om bekæmpelse af grænseoverskridende organiseret kriminalitet, og
artikel 23, stk. 1, i De Forenede Nationers konvention mod korruption.
Straffelovens § 290 indeholder regler om hæleri. Efter denne bestemmelse straffes
den, som uberettiget modtager eller skaffer sig eller andre del i udbytte, der er
opnået ved en strafbar lovovertrædelse, og den, der uberettiget ved at skjule,
opbevare, transportere, hjælpe til afhændelse eller på lignende måde efterfølgende
virker til at sikre en anden udbyttet af en strafbar lovovertrædelse. Bestemmelsens
anvendelsesområde er ikke begrænset til bestemte førforbrydelser og omfatter
således ethvert strafbart forhold, herunder de strafbare handlinger, der er nævnt i
konventionens artikel 15 og 17.
Forsøg på hæleri kan straffes i medfør af straffelovens § 21, stk. 1, hvorefter
handlinger, som sigter til at fremme eller bevirke udførelsen af en forbrydelse,
straffes som forsøg, når forbrydelsen ikke fuldbyrdes.
Medvirken til hæleri kan straffes i medfør af straffelovens § 23, stk. 1, 1. pkt.,
hvorefter den for en lovovertrædelse givne strafbestemmelse omfatter alle, der ved
tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket til gerningen.
Konventionens artikel 16, stk. 1 og 2, vurderes på denne baggrund ikke at have
lovgivningsmæssige konsekvenser.
 KUU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 216: Spm. om en status over situationen vedrørende ratifikationen af Europarådets konvention mod matchfixing, til kulturministeren
Side 21
Efter
artikel 16, stk. 3,
skal de kontraherende parter overveje at lade manipulation
af idrætskonkurrencer indgå i deres regulering til forebyggelse af hvidvask ved at
kræve, at udbydere af idrætsvæddemål foretager identifikation af kunder samt
registrering og indberetning. Bestemmelsen indebærer alene en forpligtelse til at
overveje spørgsmålet.
Finanstilsynet har vedrørende denne bestemmelse oplyst, at udbydere af
idrætsvæddemål i dag ikke er omfattet af hvidvaskreguleringen.
Finanstilsynet har samtidig oplyst, at EU forventes at vedtage det 4.
hvidvaskdirektiv inden udgangen af 2014. Hvis direktivet vedtages i sin
nuværende udformning, vil hvidvaskreguleringen blive udvidet til at omfatte stort
set alle spiludbydere, herunder udbydere af idrætsvæddemål. Det vurderes, at
eventuelle overvejelser om at lade udbydere af idrætsvæddemål omfatte af
hvidvaskreguleringen bør afvente vedtagelsen af det 4. hvidvaskdirektiv.
Artikel 16, stk. 3, har på denne baggrund ikke lovgivningsmæssige konsekvenser.
Efter
artikel 17
skal det være strafbart med forsæt at medvirke til de strafbare
handlinger, der er omfattet af artikel 15.
Efter straffelovens § 23 omfatter den for en lovovertrædelse givne
strafbestemmelse alle, der ved tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket til
gerningen. De strafbestemmelser, der som beskrevet ovenfor i bemærkningerne
vedrørende konventionens artikel 15 kriminaliserer den adfærd, som er omfattet af
artikel 15, omfatter dermed også medvirken.
Konventionens artikel 17 har på denne baggrund ikke lovgivningsmæssige
konsekvenser.
Artikel 18
vedrører ansvar for juridiske personer.
Efter
stk. 1
skal de kontraherende parter træffe de foranstaltninger, som skønnes
nødvendige for at sikre, at juridiske personer kan ifalde ansvar for de strafbare
handlinger, der er nævnt i konventionens artikel 15-17, hvis den strafbare
handling begås til gavn for den juridiske person af en fysisk person, der enten
handler individuelt eller som en del af et af de ledende organer i den juridiske
person med kompetence til at repræsentere den juridiske person, en bemyndigelse
til at træffe beslutninger på vegne af den juridiske person, eller en bemyndigelse til
at udøve kontrol inden for den juridiske person.
Det nævnte ansvar kan efter
stk. 2
være strafferetligt, civilretligt eller
administrativt.
Efter
stk. 3
skal den juridiske person endvidere kunne holdes ansvarlig, hvor den
omhandlede strafbare handling skyldes manglende instruktion.
 KUU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 216: Spm. om en status over situationen vedrørende ratifikationen af Europarådets konvention mod matchfixing, til kulturministeren
Side 22
Efter
stk. 4
er ansvaret for den juridiske uden præjudice for det strafansvar, der
ifaldes af de fysiske personer, der har begået den strafbare handling.
Efter straffelovens § 306 kan selskaber, fonde, foreninger mv. (juridiske personer)
pålægges strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5 for overtrædelse af
straffelovens bestemmelser.
Det følger heraf bl.a., at strafansvar for juridisk person forudsætter, at der inden
for dens virksomhed er begået en overtrædelse, der kan tilregnes en eller flere
personer knyttet til den juridiske person eller den juridiske personer som sådan, jf.
straffelovens § 27, stk. 1.
Der stilles således efter dansk hverken krav om, at den strafbare handling skal
være begået til gavn for den juridiske person, eller at den strafbare handling skal
være begået af en fysisk person med særlig kompetence eller bemyndigelse i
forhold til den juridiske person.
Det vurderes på denne baggrund, at kriminaliseringen i dansk ret går videre end
krævet efter konventionens artikel 18, og at denne bestemmelse således ikke har
lovgivningsmæssige konsekvenser.
4.5. Konventionens kapitel V (straffemyndighed (jurisdiktion), retspleje og
håndhævelsesforanstaltninger)
Artikel 19
vedrører straffemyndighed (jurisdiktion).
Stk. 1
pålægger de kontraherende parter at fastslå deres straffemyndighed over de
strafbare handlinger, der er nævnt i konventionens artikel 15-17, som begås på
deres område (litra
a),
om bord på et skib, der fører deres flag (litra
b),
om bord i et
fly, der er registreret i henhold til deres lovgivning (litra
c)
eller af en af deres
statsborgere eller af en person, som har fast bopæl på deres område (litra
d).
Efter
stk. 2
kan de kontraherende stater i forbindelse med undertegnelse eller
ratifikation af konventionen tage forbehold for ikke at anvende litra d.
Efter
stk. 3
skal de kontraherende parter fastslå deres straffemyndighed over de
strafbare handlinger, der er nævnt i konventionens artikel 15-17, i sager, hvor en
formodet gerningsmand befinder sig på deres område og ikke kan udleveres til en
anden kontraherende part på grund af sit statsborgerskab.
Stk. 4
fastslår, at hvor mere end én kontraherende part påberåber sig
straffemyndighed over en formodet strafbar handling omfattet af konventionen,
skal de involverede kontraherende parter i behørigt omfang i samråd afgøre, hvor
retsforfølgning mest hensigtsmæssigt kan ske.
Endelig fastslår
stk. 5,
at konventionen ikke udelukker straffemyndighed udøvet af
en part i henhold til dennes nationale lovgivning.
 KUU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 216: Spm. om en status over situationen vedrørende ratifikationen af Europarådets konvention mod matchfixing, til kulturministeren
Side 23
Straffelovens regler om dansk straffemyndighed fremgår af lovens §§ 6- 12.
Under dansk straffemyndighed hører efter straffelovens § 6 handlinger, som
foretages i den danske stat (nr.
1)
eller på dansk fartøj, som befinder sig inden for
et fremmed myndighedsområde, af en person, der hører til fartøjet eller som
rejsende følger med dette (nr.
2),
eller på dansk fartøj, som befinder sig uden for et
myndighedsområde (nr.
3).
Under dansk straffemyndighed hører endvidere handlinger, som foretages inden
for et fremmed myndighedsområde af en person, der på tidspunktet for sigtelsen
har dansk indfødsret, er bosat i den danske stat eller har lignende fast ophold her i
landet, hvis handlingen også er strafbar efter lovgivningen på gerningsstedet
(dobbelt strafbarhed), jf. straffelovens § 7, stk. 1, nr. 1. Kravet om dobbelt
strafbarhed gælder dog ikke, hvis gerningsmanden også på gerningstidspunktet
har den nævnte tilknytning her til landet og handlingen omfatter seksuel
udnyttelse af børn, menneskehandel eller kvindelig omskæring eller er rettet mod
nogen, der på gerningstidspunktet har den nævnte tilknytning her til landet, jf.
straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2.
Handlinger, som foretages uden for et myndighedsområde af en person, der på
tidspunktet for sigtelsen har dansk indfødsret, er bosat i den danske stat eller har
lignende fast ophold her i landet, hører under dansk straffemyndighed, hvis
handlinger af den pågældende art kan medføre højere straf end fængsel i 4
måneder, jf. straffelovens § 7, stk. 2.
Bestemmelserne i straffelovens § 7, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, finder tilsvarende
anvendelse med hensyn til handlinger foretaget af en person, som på tidspunktet
for sigtelsen har indfødsret eller er bosat i Finland, Island, Norge eller Sverige, og
som opholder sig her i landet, jf. straffelovens § 7, stk. 3.
Handlinger, som foretages inden for et fremmed myndighedsområde, og som er
rettet mod nogen, der på gerningstidspunktet har dansk indfødsret, er bosat i den
danske stat eller har lignende fast ophold her i landet, hører under dansk
straffemyndighed, hvis handlingen også er strafbar efter lovgivningen på
gerningsstedet (dobbelt strafbarhed) og efter dansk lovgivning kan medføre straf af
fængsel i mindst 6 år, jf. straffelovens § 7 a, stk. 1. Det er efter straffelovens § 7 a,
stk. 2, yderligere en betingelse, at handlingen omfatter forsætligt drab, grov vold,
frihedsberøvelse eller røveri, en almenfarlig forbrydelse, en seksualforbrydelse
eller incest eller kvindelig omskæring.
Handlinger, som foretages uden for et myndighedsområde, og som er rettet mod
nogen, der på gerningstidspunktet er dansk statsborger, er bosat i den danske stat
eller har lignende fast ophold her i landet, hører under dansk straffemyndighed,
hvis handlinger af den pågældende art kan medfører hørere straf end fængsel i 4
måneder, jf. straffelovens § 7 a, stk. 3.
 KUU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 216: Spm. om en status over situationen vedrørende ratifikationen af Europarådets konvention mod matchfixing, til kulturministeren
Side 24
Efter straffelovens § 8, nr. 6, hører handlinger endvidere under dansk
straffemyndighed, når de foretages uden for den danske stat, uanset hvor
gerningsmanden hører hjemme, når udlevering af sigtede til retsforfølgning i et
andet land afslås, og handlingen, for så vidt den er foretaget inden for et fremmed
myndighedsområde, er strafbar efter lovgivningen på gerningsstedet (dobbelt
strafbarhed) og efter dansk lovgivning kan medføre straf af fængsel i mindst 1 år.
Efter straffelovens § 8, nr. 5, hører handlinger desuden under dansk
straffemyndighed, når de foretages uden for den danske stat, uanset hvor
gerningsmanden hører hjemme, når handlingen er omfattet af en international
bestemmelse, ifølge hvilken Danmark er forpligtet til at have straffemyndighed.
Kravet om dansk straffemyndighed i stk. 1, litra a, er således opfyldt ved
straffelovens § 6, nr. 1.
Kravet om dansk straffemyndighed i stk. 1, litra b og c, er opfyldt ved straffelovens
§ 6, nr. 2 og 3.
Kravet om dansk straffemyndighed i stk. 1, litra d, er opfyldt ved straffelovens § 7,
stk. 1 og 2.
Bestemmelsen i stk. 3 er opfyldt ved straffelovens § 8, nr. 6. Det bemærkes herved,
at det må antages, at bestemmelsen i stk. 3 ikke udelukker anvendelse af et krav
om dobbelt strafbarhed eller af et krav om, at strafmaksimum efter dansk ret skal
være mindst fængsel i 1 år.
Bestemmelsen i stk. 4 om i samråd med andre involverede kontraherende stater at
afgøre, hvor retsforfølgning mest hensigtsmæssigt kan ske, kan opfyldes uden
lovgivning, og bestemmelsen i stk. 5, som tillader anvendelse af yderligere
grundlag for straffemyndighed i overensstemmelse med national ret, stiller ikke
krav til indholdet af dansk lovgivning.
Konventionens artikel 19 vurderes
lovgivningsmæssige konsekvenser.
på
denne
baggrund
ikke
at
have
Der vurderes endvidere ikke at være behov for at udnytte adgangen i stk. 2 til at
tage forbehold over for stk. 1, litra d, da det heri indeholdte krav om dansk
straffemyndighed allerede er opfyldt. Det bemærkes herved, at det må antages, at
bestemmelsen i stk. 1, litra d, ikke udelukker anvendelse af et krav om dobbelt
strafbarhed. Danmark vil derfor også uden at tage forbehold kunne opretholde det
eksisterende krav om dobbelt strafbarhed.
Efter
artikel 20
skal de kontraherende parter i overensstemmelse med national
ret sikre elektronisk bevismateriale, når de efterforsker de strafbare handlinger,
der er nævnt i konventionens artikel 15-17. Sikring af elektronisk bevismateriale
kan ifølge bestemmelsen bl.a. ske ved hastesikring af lagrede elektroniske data,
hastesikring og videregivelse af trafikdata, pålæg om udlevering af elektroniske
 KUU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 216: Spm. om en status over situationen vedrørende ratifikationen af Europarådets konvention mod matchfixing, til kulturministeren
Side 25
oplysninger, ransagning og beslaglæggelse af lagrede elektroniske oplysninger og
aflytning af elektronisk kommunikation.
Som anført i den forklarende rapport pkt. 166 er det overladt til national ret at
fastsætte betingelserne for anvendelse af disse indgreb, og det er ikke et krav, at
alle de nævnte indgreb skal kunne anvendes ved efterforskningen af de strafbare
handlinger, der er nævnt i konventionens artikel 15-17.
Ifølge retsplejelovens § 786 a, stk. 1, kan politiet, som led i en efterforskning, hvor
elektronisk bevismateriale kan være af betydning, meddele udbydere af telenet
eller teletjenester pålæg om at foretage
hastesikring af elektroniske data,
herunder
trafikdata.
Ifølge retsplejelovens § 786 a, stk. 3, påhviler det udbydere af telenet eller
teletjenester som led i sikring efter stk. 1 uden ugrundet ophold at
videregive
trafikdata
om andre telenet- eller teletjenesteudbydere, hvis net eller tjenester har
været anvendt i forbindelse med den elektroniske kommunikation, som kan være
af betydning for efterforskningen.
Efter retsplejelovens § 793, jf. § 794, kan politiet under visse nærmere angivne
betingelser foretage
ransagning
af bl.a. genstande, som en mistænkt har rådighed
over, hvis den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse,
der er undergivet offentlig påtale, og ransagningen må antages at være af
væsentlig betydning for efterforskningen. Ransagning kan i givet fald også omfatte
lagrede elektroniske oplysninger.
De danske regler om
beslaglæggelse
findes i retsplejelovens § 801, jf. § 802. Efter
disse bestemmelser kan politiet under visse nærmere angivne betingelser bl.a.
beslaglægge genstande, som den mistænkte har rådighed over, hvis den
pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der er
undergivet offentlig påtale. Beslaglæggelse kan i givet fald også omfatte lagrede
elektroniske oplysninger.
Pålæg om udlevering af genstande (edition) er reguleret i retsplejelovens § 804.
Edition kan under visse nærmere angivne betingelser meddeles en person, der ikke
er mistænkt, hvis der er grund til at antage, at en genstand, som den pågældende
har rådighed over, kan tjene som bevis, jf. § 804, stk. 1. For så vidt angår
udlevering fra telenet- og teletjenesteudbydere af lagrede teleoplysninger er det et
krav, at både editionsreglerne og reglerne om indgreb i meddelelseshemmeligheden
er opfyldt.
Aflytning
af elektronisk kommunikation kan efter omstændighederne ske efter
reglerne om telefonaflytning. Efter retsplejelovens § 780, stk. 1, nr. 1, jf. § 781, stk.
1, kan politiet under visse nærmere angivne betingelser aflytte telefonsamtaler
eller anden tilsvarende telekommunikation, såfremt efterforskningen angår en af
de lovovertrædelser, der er opregnet i retsplejelovens § 781 eller angår en
 KUU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 216: Spm. om en status over situationen vedrørende ratifikationen af Europarådets konvention mod matchfixing, til kulturministeren
Side 26
lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, jf. §
781, stk. 1, nr. 3.
Endvidere kan politiet efter retsplejelovens § 791 b under visse nærmere angivne
betingelser foretage
dataaflæsning
(dvs. aflæsning af ikke offentligt tilgængelige
oplysninger i et informationssystem ved hjælp af programmer eller andet udstyr),
såfremt efterforskningen angår en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes
med fængsel i 6 år eller derover eller en forsætlig overtrædelse af straffelovens
kapitel 12 eller 13, jf. § 791 b, stk. 1, nr. 3.
Konventionens artikel 20 vurderes
lovgivningsmæssige konsekvenser.
på
denne
baggrund
ikke
at
have
Artikel 21
vedrører beskyttelsesforanstaltninger for vidner mv.
Efter bestemmelsen skal parterne overveje at vedtage sådanne retlige
foranstaltninger, som måtte være nødvendige for at sikre effektiv beskyttelse af
personer, der i god tro og på et rimeligt grundlag, indberetter oplysninger
vedrørende de handlinger, der er nævnt i konventionens artikel 15-17, eller på
anden måde samarbejder med de efterforskende eller retsforfølgende myndigheder
(litra
a),
vidner (litra
b)
og i det omfang det er nødvendigt familiemedlemmer til
disse personer (litra
c).
Som eksempler på foranstaltninger nævner den forklarende rapport pkt. 187 bl.a.
installering af teknisk beskyttelsesudstyr, optagelse af ind- og udgående
telefonsamtaler og udlevering af en mobiltelefon til nødopkald, bevogtning og
–
i
ekstreme tilfælde
–
mere vidtrækkende vidnebeskyttelsesforanstaltninger, såsom
skifte af identitet, arbejde eller bopæl.
Efter dansk ret kan politiet efter omstændighederne iværksætte en række tiltag
for at beskytte enkeltpersoner, når de er truede. Der kan ske navne- og
adressebeskyttelse, midlertidig eller varig ændring af bopæl, og der kan
iværksættes en alarmordning i forhold til det lokale politi.
I helt ekstraordinære tilfælde, hvor de foranstaltninger, som kan iværksættes af
politikredsene, ikke anses for tilstrækkelige, kan Politiets Efterretningstjeneste
(PET) iværksætte vidnebeskyttelsesforanstaltninger inden for rammerne af det
såkaldte vidnebeskyttelsesprogram. Programmet har i sin nuværende form
eksisteret siden 2001.
De særlige beskyttelsestiltag iværksættes på baggrund af en nøje vurdering af
såvel den foreliggende trussel som det vidne, der skal beskyttes. Før en person kan
indgå i vidnebeskyttelsesprogrammet, skal der foretages en lang række
undersøgelser og vurderinger for at sikre, at vidnebeskyttelsesprogrammet bliver
en succes. I den forbindelse stiller PET bl.a. juridisk, psykologisk og lægelig
bistand til rådighed.
 KUU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 216: Spm. om en status over situationen vedrørende ratifikationen af Europarådets konvention mod matchfixing, til kulturministeren
Side 27
I de mest alvorlige tilfælde kan der foretages et fuldstændigt identitetsskifte, og
den pågældende kan eventuelt også hjælpes til et nyt liv i et andet land.
Identitetsskiftet kan kun gennemføres, hvis vedkommende selv medvirker til
processen, bl.a. ved at afbryde kontakten til sin tidligere omgangskreds, familie
mv. Endvidere skal vidnet afholde sig fra at begå kriminalitet. Vidnet gøres
bekendt med, at vidnebeskyttelsesprogrammet ikke kan forventes at fortsætte,
hvis vidnet ikke overholder betingelserne.
Artikel 21 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgivningsmæssige
konsekvenser.
4.6. Konventionens kapitel VI (sanktioner og foranstaltninger)
Artikel 22
omhandler strafferetlige sanktioner over for fysiske personer.
Efter bestemmelsen skal de kontraherende parter sikre, at fysiske personer, som
begår de strafbare handlinger, der er nævnt i konventionens artikel 15-17, mødes
med effektive sanktioner, herunder bødestraf, som står i rimeligt forhold til den
strafbare handling, som virker afskrækkende, og som tager hensyn til handlingens
grovhed. Disse sanktioner skal omfatte straf i form af frihedsberøvelse, der kan
medføre udlevering som defineret ved national ret.
Der er i bemærkningerne ovenfor vedrørende konventionens artikel 15-17 redegjort
for strafferammerne i de strafbestemmelser, som kriminaliserer den adfærd, som
er omfattet af artikel 15-17. Strafferammerne har sammenhæng med
forbrydelsernes grovhed.
Fastsættelsen af straffen i den konkrete sag sker efter reglerne i straffelovens
kapitel 10. Efter straffelovens § 80, stk. 1, skal der i den forbindelse under
hensyntagen til ensartethed i retsanvendelsen lægges vægt på lovovertrædelsens
grovhed og på oplysninger om gerningsmanden.
Udlevering af danske statsborgere eller udlændinge til strafforfølgning i en
medlemsstat i Den Europæiske Union
forudsætter, at den strafbare handling i den
pågældende stat kan medføre fængsel mv. i mindst 1 år og en tilsvarende handling
er strafbar efter dansk ret, jf. udleveringslovens § 10 a, stk. 2.
Vedrører en anmodning om udlevering en af de strafbare handlinger, der er
opregnet i udleveringslovens § 10 a, stk. 1, nr. 1-32, og kan handlingen i den
anmodende stat medføre fængsel mv. i mindst 3 år, vil udlevering efter
omstændighederne kunne ske, selv om en tilsvarende handling ikke er strafbar
efter dansk ret, jf. udleveringslovens § 10 a, stk. 1.
Udlevering af danske statsborgere til strafforfølgning til
stater uden for Den
Europæiske Union og Norden
forudsætter enten, 1) at den pågældende person i de
sidste 2 år forud for den strafbare handling har haft bopæl i den stat, hvortil
udlevering ønskes, og at en handling, der svarer til den lovovertrædelse, for
 KUU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 216: Spm. om en status over situationen vedrørende ratifikationen af Europarådets konvention mod matchfixing, til kulturministeren
Side 28
hvilken der søges udlevering, efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 1
år, eller 2) at handlingen efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 4
år, jf. udleveringslovens § 2, stk. 1.
Udlevering af udlændinge til strafforfølgning i en stat uden for Den Europæiske
Union kan efter udleveringslovens § 2 a ske, 1) hvis handlingen efter dansk ret kan
straffes med fængsel i mindst 1 år eller 2) hvis handlingen efter dansk ret kan
medføre en kortere fængselsstraf og der er indgået overenskomst herom med den
pågældende stat.
Som det fremgår af bemærkningerne ovenfor vedrørende konventionens artikel 15-
17, vil strafferammekravene for udlevering efter omstændighederne være opfyldt
for en række af de strafbare handlinger, der er omfattet af artikel 15-17.
Som det fremgår af den forklarende rapport pkt. 192-193, er det efter konventionen
ikke et krav, at de strafbare handlinger, der er omfattet af artikel 15-17, altid skal
kunne medføre udlevering. Det vil i praksis afhænge af den strafbare handlings
grovhed.
Konventionens artikel 22 vurderes
lovgivningsmæssige konsekvenser.
på
denne
baggrund
ikke
at
have
Efter
artikel 23
skal de kontraherende parter sikre, at juridiske personer, der
ifalder ansvar i medfør af konventionens artikel 18, mødes med effektive
sanktioner, herunder bl.a. økonomiske sanktioner, som står i rimeligt forhold til
den strafbare handling, og som virker afskrækkende.
Efter straffelovens § 25 kan en juridisk person straffes med bøde, når det er
bestemt ved eller i medfør af lov. Efter straffelovens § 80, stk. 1, skal der ved
straffens fastsættelse under hensyntagen til ensartethed i retsanvendelsen lægges
vægt på lovovertrædelsens grovhed og på oplysninger om gerningsmanden.
Konventionens artikel 23 vurderes
lovgivningsmæssige konsekvenser.
på
denne
baggrund
ikke
at
have
Artikel 24
vedrører administrative sanktioner.
Efter artikel 24 skal der, hvor nødvendigt, ved lov eller administrative forskrifter
sikres at det er muligt at straffe overtrædelser af bestemmelser, som er etableret i
overensstemmelse med konventionen. Dette skal ske ved indførelsen af effektive og
proportionale sanktioner med en afskrækkende virkning.
Efter
stk. 2
skal de kontraherende parter sikre at administrative afgørelser bliver
anvendt. Dette kan ske via væddemålsregulerende myndighed eller anden
ansvarlig myndighed eller myndigheder i overensstemmelse med national ret.
 KUU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 216: Spm. om en status over situationen vedrørende ratifikationen af Europarådets konvention mod matchfixing, til kulturministeren
Side 29
Efter afsnit 196 i den forklarende rapport kan sådanne foranstaltninger inkludere
tilbagekaldelse af tilladelsen til at udbyde sportsvæddemål, når en spiludbyder er
fundet skyldig i en strafbar overtrædelse eller internet blokering af en hjemmeside.
Spillemyndigheden (som den væddemålsregulerende myndighed) har efter
spilleloven kompetence til bl.a. at udstede administrative bødeforlæg, indlede sager
om tilbagekaldelse af tilladelser til udbud af spil samt indbringe sager for
domstolene om internetblokering.
Konklusion i forhold til artikel 24
Konventionens artikel 24 vurderes ikke i forhold til spilområdet at have
lovgivningsmæssige konsekvenser.
Efter
artikel 25
skal de kontraherende parter i overensstemmelse med national
ret muliggøre beslaglæggelse og konfiskation af genstande, der har været benyttet i
forbindelse med de forbrydelser, der er nævnt i konventionens artikel 15-17, samt
udbyttet fra sådanne forbrydelser eller et hertil svarende beløb.
Efter reglerne i retsplejelovens kapitel 74 kan der foretages beslaglæggelse bl.a. til
sikring af konfiskation.
Efter straffelovens § 75, stk. 2, nr. 1, kan der ske konfiskation af genstande, der
har været brugt eller bestemt til at bruges ved en strafbar handling, såfremt det
må anses for påkrævet for at forebygge yderligere lovovertrædelser, eller særlige
omstændigheder i øvrigt taler derfor.
Efter straffelovens § 75, stk. 1, kan udbyttet ved en strafbar handling eller et hertil
svarende beløb helt eller delvis konfiskeres. Savnes der fornødent grundlag for at
fastslå beløbets størrelse, kan der konfiskeres et beløb, som skønnes at svare til det
indvundne udbytte.
Konventionens artikel 25 vurderes
lovgivningsmæssige konsekvenser.
på
denne
baggrund
ikke
at
have
4.7. Konventionens kapitel VII (internationalt samarbejde)
Artikel 26
vedrører internationalt samarbejde i straffesager.
De kontraherende parter pålægges efter
stk. 1
i videst muligt omfang at
samarbejde med hinanden i overensstemmelse med konventionens bestemmelser
og i overensstemmelse med de relevante gældende internationale og regionale
instrumenter og arrangementer, der bygger på ensartet eller gensidig lovgivning,
og national ret med henblik på gennemførelse af efterforskning, retsforfølgning og
retssager vedrørende de strafbare forhold, der er nævnt i konventionens artikel 15-
17.
 KUU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 216: Spm. om en status over situationen vedrørende ratifikationen af Europarådets konvention mod matchfixing, til kulturministeren
Side 30
Efter
stk. 2
skal de kontraherende parter samarbejde i videst muligt omfang i
overensstemmelse med de relevante gældende internationale, regionale og
bilaterale aftaler vedrørende udlevering og retshjælp i straffesager for så vidt
angår de strafbare forhold, som er nævnt i konventionens artikel 15-17.
Det fremgår af
stk. 3,
at et eventuelt krav om dobbelt strafbarhed inden for
internationalt samarbejde skal anses for at være opfyldt, uanset om lovgivningen i
den stat, der modtager en anmodning, henfører den strafbare handling til samme
kategori af strafbare handlinger eller anvender den samme terminologi om
handlingen som den stat, der sender anmodningen, når blot adfærden bag den
handling, for hvilken retshjælpen eller udleveringen søges, er strafbar efter begge
parters lovgivning.
Hvis en part, som gør udlevering eller retshjælp i straffesager betinget af en aftale,
modtager en anmodning om udlevering eller retshjælp i straffesager fra en part,
med hvilken den ikke har en sådan aftale, kan den efter
stk. 4
anse konventionen
som retligt grundlag for udlevering eller retshjælp i straffesager vedrørende de
strafbare forhold, som er nævnt i konventionens artikel 15-17.
Bestemmelsens stk. 1 og stk. 2 indebærer en generel forpligtelse for en
kontraherende part til
–
på grundlag af eksisterende traktater mv.
–
i videst
muligt omfang at samarbejde med andre kontraherende parter om de strafbare
forhold, der er omfattet af konventionens artikel 15-17, herunder i forbindelse med
anmodninger om udlevering eller retshjælp. Der er tale om almindeligt folkeretligt
samarbejde på grundlag af eksisterende traktater, bilaterale aftaler, national
lovgivning mv. Disse stykker stiller derfor ikke krav om ændringer af dansk ret.
Til bestemmelsens stk. 3 bemærkes, at kravet om dobbelt strafbarhed efter dansk
ret anses for opfyldt, hvis de handlinger, der ligger til grund for en begæring om
udlevering, også er strafbare efter dansk lovgivning. Der stilles ikke krav om, at
gerningsbeskrivelsen eller den retlige beskrivelse heraf i de relevante
straffebestemmelser i den anmodende stat skal svare til de danske
straffebestemmelser. Stk. 3 stiller dermed ikke krav om ændringer af dansk ret.
Med hensyn til stk. 4 bemærkes, at der ikke af dansk ret følger noget krav om, at
gensidig retshjælp i straffesager skal være reguleret i en traktat mv. Det antages
således med støtte i retspraksis, at udenlandske begæringer om retshjælp i
Danmark kan imødekommes, uanset om fremsættelsen og behandlingen er
reguleret i en aftale, der finder anvendelse mellem Danmark og den pågældende
stat. Danmark har med enkelte undtagelser ikke gennemført særlig lovgivning om
gensidig retshjælp i straffesager, og de relevante efterforskningsskridt
gennemføres i givet fald på grundlag af en analog anvendelse af de relevante
bestemmelser i retsplejeloven, således at en udenlandsk anmodning om fx
beslaglæggelse kan imødekommes, hvis beslaglæggelsen ville kunne gennemføres i
forbindelse med en tilsvarende national strafferetlig efterforskning.
 KUU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 216: Spm. om en status over situationen vedrørende ratifikationen af Europarådets konvention mod matchfixing, til kulturministeren
Side 31
Tilsvarende er det efter dansk ret som hovedregel ikke en betingelse for udlevering
til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse, at der er indgået en aftale herom med
den anmodende stat herom.
I enkelte tilfælde kan udlevering dog efter dansk ret forudsætte en overenskomst
mellem Danmark og den pågældende stat, fx i en situation hvor en udenlandsk
statsborger begæres udleveret for en handling, der i Danmark ikke kan straffes
med fængsel i mindst 1 år, jf. udleveringslovens § 2 a. Stk. 4 tillader i sådanne
tilfælde, at konventionen betragtes som retsgrundlag, såfremt en anmodning
fremsættes af en kontraherende part, med hvem Danmark ikke har en
overenskomst med, men kræver det ikke. Danmark vil derfor efter en eventuel
ratifikation af konventionen have mulighed for, men vil ikke være forpligtet til, at
betragte konventionen som retsgrundlag for udlevering i tilfælde, hvor en
overenskomst med den pågældende stat ellers måtte være påkrævet. Stk. 4
skønnes på denne baggrund ikke at have lovgivningsmæssige konsekvenser.
Konventionens artikel 26 vurderes på denne baggrund samlet set ikke at have
lovgivningsmæssige konsekvenser.
Artikel 27
vedrører de kontraherende parters bestræbelser på at integrere
bekæmpelsen af idrætskonkurrencer i udviklingsprogrammer til tredjestatslande.
Det bemærkes, at der er tale om bestræbelser, hvor de kontraherende parter finder
det hensigtsmæssigt, bestemmelsen synes dermed at have en uforpligtende
karakter.
Artikel 27 vurderes på den baggrund ikke at have lovgivningsmæssige
konsekvenser.
Artikel 28
angår de kontraherende parters samarbejde med internationale
idrætsorganisationer om bekæmpelse af manipulation af idrætskonkurrencer.
Det bemærkes, at bestemmelsen forudsætter, at det sker inden for rammer
national ret, hvorfor det ikke forudsættes, at de kontraherende parter skal foretage
nye lovgivningsmæssige tiltag.
Artikel 28 vurderes på den baggrund ikke at have lovgivningsmæssige
konsekvenser.
4.8. Konventionens kapitel VIII (opfølgning)
Artikel 29
vedrører de kontraherende parters pligt til at fremsende information
vedrørende lovgivning og andre foranstaltninger som de kontraherende parter har
taget for at opfylde konventionen formål.
Artikel 30
vedrører Opfølgningskomiteens sammensætning. De kontraherende
parter er repræsenteret ved en eller flere delegerede, inklusiv repræsentanter fra
 KUU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 216: Spm. om en status over situationen vedrørende ratifikationen af Europarådets konvention mod matchfixing, til kulturministeren
Side 32
de offentlige myndigheder med ressortområde indenfor idræt, retshåndhævelse
eller væddemål/spil.
Opfølgningskomiteen skal holde sit første møde senest et år efter konventionen er
trådt i kraft, men gerne før, hvis muligt. Efterfølgende holdes møderne, når mindst
en tredjedel af de kontraherende parter ønsker det.
Opfølgningskomiteen opretter og beslutter enstemmigt deres eget regelsæt og
bliver assisteret af Europarådets sekretariat.
Artikel 31
vedrører Opfølgningskomiteens funktioner. Opfølgningskomiteen er
ansvarlig for at følge op på de kontraherende parters implementering af
konventionen.
Opfølgningskomiteen kan bl.a. komme med anbefalinger til de kontraherende
parter; om de foranstaltninger der skal tages i forbindelse med konventionen,
herunder specielt i forhold til internationalt samarbejde, om fordelen ved at
udveksle oplysninger som omtalt i artikel 12, stk. 1, samt at udbygge denne
informationsudveksling mellem offentlige myndigheder, idrætsorganisationer og
udbydere af sportsvæddemål. Opfølgningskomiteen kan yderligere informere
internationale organisationer og offentligheden om aktiviteter relateret til
konventionen, forberede udtalelser om invitation af tredjestatslandes
underskrivelse af konventionen. Opfølgningskomiteen kan arrangere
ekspertgruppemøder, samt planlægge besøg hos de kontraherende parter.
Efter
stk. 3, litra b
skal opfølgningskomitéen bl.a., om nødvendigt, udarbejde
anbefalinger rettet mod de kontraherende parter, efterfulgt af forklarende
dokumentation og efter forudgående konsultation med repræsentanter fra
idrætsorganisationer og udbydere af sportsvæddemål, navnlig vedrørende
kriterierne, som idrætsorganisationer og udbydere af væddemål skal imødekomme,
for at få udbytte af den udveksling af information som henvist til i artikel 12, stk. 1
i konventionen.
Anbefalingerne skal også vedrøre andre måder at styrke det operationelle
samarbejde mellem de relevante offentlige myndigheder, idrætsorganisationer og
udbydere af sportsvæddemål, som nævnt i konventionen.
Afsnit 221 i den forklarende rapport anfører, at anbefalingerne fx kan omfatte
kriterier vedrørende begrænsning på udbud af sportsvæddemål, som nævnt i
artikel 9, stk. 1, litra b, definitionen på irregulære sportsvæddemål (fx
uoverensstemmelse med sædvanlige eller forventede væddemålsmønstre i det
konkrete marked) eller definitionen på mistænkelige sportsvæddemål (fx pålideligt
og tilstrækkeligt bevis for, hvornår et indgået væddemål er mistænkeligt).
Artikel 29-31 vurderes ikke at have lovgivningsmæssige eller nævneværdige
økonomiske konsekvenser.
 KUU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 216: Spm. om en status over situationen vedrørende ratifikationen af Europarådets konvention mod matchfixing, til kulturministeren
Side 33
4.9. Konventionens kapitel IX (afsluttende bestemmelser)
Artikel 32
indeholder regler om undertegnelse, ratifikation og ikrafttræden.
Konventionen træder i kraft den første dag i den måned, der følger efter udløbet af
en periode på tre måneder efter den dato, hvor 3 undertegnende parter af
Europarådets medlemsstater, har ratificeret konventionen.
Artikel 33
indeholder regler om forholdet til andre internationale instrumenter.
Konventionen berører ikke forpligtelser, der udspringer af andre internationale
instrumenter, som de kontraherende parter er eller bliver part i, herunder specielt
i forhold til dopingbekæmpelse. De kontraherende parter kan endvidere indbyrdes
indgå bilaterale eller multilaterale aftaler med henblik på at supplere eller styrke
konventionens bestemmelser eller fremme anvendelsen af de heri indeholdte
principper. Hvis to eller flere parter allerede har indført regler som de i
konventionen indeholdte, har parterne ret til at benytte disse med forrang, så
længe disse ikke er i konflikt med de i konventionen beskrevne målsætninger og
principper. Konventionen berører ikke andre rettigheder, restriktioner,
forpligtelser eller ansvar, som parterne er underlagt.
Artikel 34
angår betingelser og retssikkerhedsgarantier. Efter
artikel 34
skal de
kontraherende parter sikre, at visse betingelser og retssikkerhedsgarantier skal
være opfyldt for at foretage de i kapitel 2 og 7 nævnte indgreb. Sådanne betingelser
og retssikkerhedsgarantier skal på behørig vis sikre iagttagelse af
menneskerettigheder og frihedsrettigheder, herunder de forpligtelser, der følger af
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og FN’s konvention om borgerlige
og politiske rettigheder. Det gælder bl.a. regler om proportionalitet, forbuddet mod
selvinkriminering og om domstolskontrol eller anden uafhængig kontrol med
foretagelsen af indgreb.
Artikel 35
angår konventionens geografiske anvendelsesområde. Enhver stat kan
på tidspunktet for undertegnelse eller ved ratifikationen angive det eller de
geografiske område(r), for hvilke konventionen finder anvendelse. Enhver
kontraherende part kan på et senere tidspunkt ved erklæring til Europarådets
generalsekretær udvide det geografiske anvendelsesområde for konventionen.
Artikel 36
indeholder muligheden for en føderal klausul. Føderale stater kan
påtage sig konventionens forpligtelser, i overensstemmelse med de grundlæggende
principper, der regulerer forholdet mellem dens centrale regering og dens delstater
eller andre lignende territoriale enheder, dog således, at den stadig kan
samarbejde i henhold til kapitel III og VII.
Denne bestemmelse er derfor ikke relevant for Danmark.
Artikel 37
angår mulighederne for at tage forbehold over for konventionens
bestemmelser.
 KUU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 216: Spm. om en status over situationen vedrørende ratifikationen af Europarådets konvention mod matchfixing, til kulturministeren
Side 34
Artikel 38
indeholder regler om forslag til ændring af konventionen. Ændringer til
konventionen må foreslås af enhver part, Opfølgningskomiteen eller Europarådets
Ministerkomité mindst to måneder inden mødet for afgørelsen. Ændringsforslag
behandles af Europarådets Ministerkomité, med Opfølgningskomiteen holdning til
ændringsforslaget, som kan vedtage ændringer med det flertal, som kræves i
henhold til artikel 20, litra d, i Europarådets statut, men ændringen træder først i
kraft, efter at alle kontraherende parter har accepteret (ratificeret) ændringen.
Såfremt et ændringsforslag er blevet godkendt, men endnu ikke trådt i kraft, kan
konventionen ikke undertegnes/ratificeres uden denne ændring.
Artikel 39
angår tvister mellem de kontraherende parter om anvendelsen eller
tolkningen af bestemmelserne i konventionen. Opfølgningskomiteen, i samarbejde
med det relevante mellemstatslige udvalg i Europarådet, holdes underrettet om
problemer i forhold til fortolkning og anvendelse af konventionen.
Artikel 40
angår opsigelse af konventionen. En kontraherende part kan til enhver
tid opsige konventionen ved meddelelse herom stilet til Europarådets
generalsekretær. En opsigelse træder i kraft den første dag i den måned, der følger
efter udløbet af en periode på tre måneder efter datoen for generalsekretærens
modtagelse af meddelelsen.
Artikel 41
indeholder regler om Europarådets generalsekretærs meddelelser
vedrørende undertegnelser, ratifikationer, ikrafttræden, forbehold, erklæringer og
andre handlinger, meddelelser eller underretninger vedrørende konventionen.
Konventionens artikel 32-41 har ikke i sig selv lovgivningsmæssige eller
økonomiske konsekvenser. Der vil ved en dansk ratifikation skulle tages stilling til,
om der skal tages et eller flere af de forbehold, som artikel 37 giver mulighed for,
og om der skal tages territorialt forbehold med hensyn til konventionens
anvendelse på Færøerne og i Grønland, jf. artikel 35.
5. Konklusion
Konventionen vurderes i det væsentligste ikke at kræve lovændringer i dansk ret.
Dog vurderer Skatteministeriet, at konventionen vil nødvendiggøre enkelte
ændringer i spillovgivningen.
Konventionens artikel 9, stk. 1, litra a, b og f, vurderes at kræve en lovændring,
som udvider Spillemyndighedens adgang til udveksling af oplysninger og som
udvider skatteministerens bemyndigelse til at fastsætte regler med henblik på at
forebygge og bekæmpe aftalt spil
–
manipulation af idrætskonkurrencer.
Konventionens artikel 10, stk. 1 og 3, vurderes at kræve en lovændring, som
skaber en klar hjemmel for skatteministeren til at fastsætte regler med henblik på
at forebygge og bekæmpe aftalt spil
–
manipulation af idrætskonkurrencer
–
da
den nuværende bemyndigelse i spillelovens § 11, stk. 4 og § 41 vurderes ikke at
dække de i artikel 10, stk. 1 og 3 nævnte forpligtelser.
 KUU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 216: Spm. om en status over situationen vedrørende ratifikationen af Europarådets konvention mod matchfixing, til kulturministeren
Side 35
Skatteministeriet vurderer, at konventionens artikel 12 kræver en lovændring,
som enten udvider skatteministerens bemyndigelse til at fastsætte regler med
henblik på at forebygge og bekæmpe aftalt spil, herunder bl.a. udveksling af
oplysninger i relation til aftalt spil med andre offentlige myndigheder, herunder
udenlandske enheder og myndigheder, idrætsorganisationer og udbydere af
sportsvæddemål, eller at informationsudvekslingen med de relevante enheder
fastsættes i spilleloven.