KUU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 180: Spm. om ministeren vil redegøre for EU-Kommissionens initiativer vedr. regulering af indhold på bl.a. sociale medier, til justitsministeren

Kulturudvalget 2016-17
KUU Alm.del
Offentligt

Lovafdelingen

Folketinget

Retsudvalget

Christiansborg

1240 København K

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

30. maj 2017

Stats- og Menneskerets-

kontoret

Thomas Kyhl Winther

2017-0030-5560

2319458

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 596 (Alm. del), som Folketin-

gets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 2. maj 2017. Spørgsmå-

let er stillet efter ønske fra Peter Skaarup

(DF).

Søren Pape Poulsen

Caroline Østergaard Nielsen

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

KUU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 180: Spm. om ministeren vil redegøre for EU-Kommissionens initiativer vedr. regulering af indhold på bl.a. sociale medier, til justitsministeren

Spørgsmål nr. 596 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”Vil ministeren i forlængelse af REU alm. del – spørgsmål 336

uddybe, hvad begreberne ”hadefuld tale” og ”opfordring til in-

tolerance” betyder og give nogle konkrete eksempler på begge,

herunder bedes ministeren oplyse, om der kan være eksempler

på hadefuld tale og opfordring til intolerance, som ikke udgør

opfordring til vold eller er omfattet af straffelovens § 266 b?”

Svar:

Som anført i besvarelse af 2. marts 2017 af spørgsmål nr. 336 (Alm. del)

fra Folketingets Retsudvalg har Den Europæiske Menneskerettighedsdom-

stol (EMD) i sin praksis fastslået, at det i et demokratisk samfund kan være

nødvendigt at sanktionere ytringer, hvis disse opfordrer til vold eller er

udtryk for hadefuld tale, der opfordrer til intolerance mv., jf. f.eks. dom af

16. juli 2009 i sagen

Féret mod Belgien.

EMD henviser i dommens præmis 44 til Europarådets Ministerkomités

anbefaling nr. R (97) 20 om hadefuld tale (”hate speech”). Det fremgår af

et bilag til denne anbefaling, at begrebet ”hadefuld tale” omfatter enhver

ytring, som spreder, opfordrer til, fremmer eller retfærdiggør racehad,

fremmedhad, antisemitisme eller andre former for had baseret på intoleran-

ce, herunder intolerance, der er udtryk for aggressiv nationalisme og etno-

centrisme, diskrimination og fjendtlighed over for minoriteter, migranter

og personer med indvandrerbaggrund.

Som et eksempel fra EMD’s praksis om hadefuld tale mv. kan der hen-

vises til den ovennævnte dom i sagen

Féret mod Belgien.

I denne sag var

en politiker blevet idømt samfundstjeneste og en betinget fængselsstraf for

under en valgkampagne at have uddelt løbesedler, hvori udlændinge, frem-

mede og flygtninge blev latterliggjort og omtalt som kulturelt anderledes,

som kriminelle og som personer, der udnyttede Belgiens system og goder.

EMD fandt bl.a., at løbesedlerne var udtryk for tilskyndelse til adskillelse

og had på grund af race, hudfarve, national oprindelse og etnicitet. EMD

fandt endvidere, at den idømte straf udgjorde et nødvendigt indgreb i poli-

tikerens ret til ytringsfrihed efter Den Europæiske Menneskerettighedskon-

ventions (EMRK) artikel 10, og underkendte på den baggrund ikke sank-

tionen.

Som et yderligere eksempel fra EMD’s praksis kan henvises til dom af 9.

februar 2012 i sagen

Vejdeland m.fl. mod Sverige,

hvor klagerne var

blevet idømt bøder og betingede straffe for på et gymnasium at have uddelt

løbesedler om homoseksualitet og homoseksuelle som gruppe. I løbesed-

lerne blev homoseksualitet beskrevet som en afvigende seksuel tilbøjelig-

hed med en moralsk nedbrydende effekt på samfundet og som en af hoved-

årsagerne til problemerne med hiv og aids. Det blev desuden anført, at

homoseksuelle organisationer forsøgte at bagatellisere pædofili. EMD ud-

talte bl.a., at tilskyndelse til had ikke nødvendigvis indebærer en opfor-

dring til vold eller andre kriminelle handlinger, og konkluderede, at de

idømte straffe var nødvendige i et demokratisk samfund og derfor foreneli-

ge med klagernes ret til ytringsfrihed efter EMRK artikel 10.

Som anført i besvarelse af 17. august 2016 af spørgsmål nr. 800 (Alm.

del) fra Folketingets Retsudvalg defineres begrebet ”ulovlig hadefuld tale”

også på baggrund af Rådets rammeafgørelse 2008/913/RIA af 28. novem-

ber 2008 om bekæmpelse af visse former for og tilkendegivelser af racis-

me og fremmedhad ved hjælp af straffelovgivningen. Ulovlig hadefuld tale

omfatter ifølge dennes artikel 1, stk. 1, litra a, enhver ”offentlig tilskyndel-

se til vold eller had rettet mod en gruppe af personer eller et medlem af en

sådan gruppe, der er defineret under henvisning til race, hudfarve, religion,

herkomst eller national eller etnisk oprindelse”.

Justitsministeriet vurderede i samlenotat af 6. november 2008, side 14, at

rammeafgørelse 2008/913/RIA ikke medførte et behov for at ændre den

danske straffelov.

I forbindelse med gennemførelsen af rammeafgørelsen i dansk ret vurdere-

de Justitsministeriet således, at rammeafgørelsens krav til kriminalisering

af visse former for racistisk adfærd er opfyldt i dansk ret af navnlig straffe-

lovens §§ 136, stk. 1, og 266 b.

Efter straffelovens § 136, stk. 1, straffes den, som uden derved at have for-

skyldt højere straf offentlig tilskynder til forbrydelse, med fængsel indtil 4

år.

Efter straffelovens § 266 b, stk. 1, straffes den, der offentligt eller med for-

sæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden med-

delelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdi-

ges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro

eller seksuelle orientering, med bøde eller fængsel indtil 2 år. Ved straf-

fens udmåling skal det betragtes som en særligt skærpende omstændighed,

at forholdet har karakter af propagandavirksomhed, jf. stk. 2.

Idet Justitsministeriet som anført vurderede, at gennemførelsen af ramme-

afgørelsen ikke nødvendiggjorde ændringer af den danske straffelov, kan

der ikke peges på eksempler på ulovlig hadefuld tale efter rammeafgørel-

sen, som ikke er omfattet af straffeloven.