IFU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 15: Spm. om de internationale forpligtelser, til udlændinge- og integrationsministeren

Indfødsretsudvalget 2016-17
IFU Alm.del
Offentligt

Ministeren

Indfødsretsudvalget

Folketinget

Christiansborg

1240 København K

Indfødsretsudvalget har den 28. november 2016 stillet følgende spørgsmål nr. 15

(Alm. del) efter ønske fra Pernille Schnoor (ALT) til udlændinge- og

integrationsministeren, som hermed besvares.

Spørgsmål nr. 15:

I lyset af tidligere højesteretsdommer Oliver Talevski’s bidrag til ”Festskriftet for

Jens Peter Christensen” (Dahl, Hansen Jensen & Højgaard Mørup, Djøf Forlag,

2016), og herunder særligt følgende passage: ”I denne sag var spørgsmålet, om

ministeriet havde tilsidesat de internationale forpligtelser. Men det ligger nok i

dommen, at der også kan ske prøvelse af domstolene, selv om det er Folketingets

Indfødsretsudvalg, der påstås at have krænket de internationale

forpligtelser”(Talevski side 323), bedes ministeren redegøre for følgende:

a) Kan Indfødsretsudvalgets medlemmer sagsøges for afgørelser de træffer i

forbindelse med deres professionelle virke i udvalget?

b) Er det i tilfælde af domfældelse udvalgets medlemmer, der individuelt hæfter,

eller vil det i det tilfælde være udvalgets formand eller staten?

c) Må Indfødsretsudvalgets medlemmer i forbindelse med en eventuel retssag

bryde tavshedspligten og referere fra møderne. Herunder referere hvilke

medlemmer, der har stemt for hvad?

d) Hvordan er retsstillingen generelt for henholdsvis udvalget og de individuelle

medlemmer?

Svar:

Udlændinge- og Integrationsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet

indhentet et bidrag fra Justitsministeriet, der har oplyst følgende:

”1. Spørgeren henviser til højesteretsdommer Oliver Talevskis artikel

med titlen

Domstolsprøvelse af afslag på dansk indfødsret,

som er

trykt i Michael Hansen Jensen, Søren Højgaard Mørup og Børge Dahl

(red.), Festskrift til Jens Peter Christensen (Jurist- og

Økonomforbundets Forlag, 2016). I artiklen behandler Oliver Talevski

Højesterets dom af 13. september 2013 (optrykt i Ugeskrift for

Retsvæsen 2013, side 3328). Sagen angik en udlænding, som havde

ansøgt om dansk indfødsret, men som ikke af det daværende

Integrationsministerium var blevet medtaget i en lov herom.

16. januar 2017

Udlændingeafdeling

Slotsholmsgade 10

1216 København K

Tel.

Mail

Web

CVR-nr.

Sags nr.

Akt-id

6198 4000

[email protected]

www.uim.dk

36977191

2016 - 14335

161834

Side

1/3

IFU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 15: Spm. om de internationale forpligtelser, til udlændinge- og integrationsministeren

Ansøgerens sag

Indfødsretsudvalg.

var

ikke

blevet

forelagt

Folketingets

Højesterets dom angik spørgsmålet om, hvorvidt Østre Landsret med

rette havde afvist sagen, eller om der var grundlag for at ophæve

landsrettens dom og hjemvise sagen med henblik på landsrettens

stillingtagen til påstandene.

Ved dommen fandt Højesteret, at integrationsministerens

beslutninger om at undlade at optage en ansøger på et forslag til lov

om indfødsret eller at undlade at forelægge en ansøgning for

Folketingets Indfødsretsudvalg er et led i lovgivningsprocessen, og at

grundlovens § 63, hvorefter domstolene er berettiget til at påkende

ethvert spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser, ikke finder

anvendelse på disse beslutninger.

Højesteret fandt derimod, at en ansøger, der ikke er blevet medtaget

i en lov om indfødsret, kan få prøvet, om folkeretlige forpligtelser er

krænket, og om ansøgeren i den anledning har krav på erstatning

eller godtgørelse. Højesteret lagde i den forbindelse vægt på, at

Danmark har påtaget sig en række folkeretlige pligter, som også i

forarbejder til indfødsretsloven forudsættes efterlevet ved

Folketingets og Indfødsretsudvalgets udøvelse af skønnet over, om

dansk indfødsret skal meddeles en ansøger, jf. herved lovforslag L 69,

Folketingstidende 1998-99, tillæg A, s. 1794.

På den baggrund ophævede Højesteret landsrettens dom og

hjemviste sagen med henblik på landsrettens stillingtagen til

påstanden om erstatning eller godtgørelse. Talevski oplyser i artiklen

(side 322), at det over for ham er oplyst, at sagsøgeren efterfølgende

har hævet sagen ved landsretten, og at sagen derfor ikke er blevet

realitetsprøvet.

Det følger bl.a. af Højesterets dom, at ansøgerens påstand om

erstatning eller godtgørelse i anledning af, at han ikke var blevet

medtaget i en lov om indfødsret, kunne påkendes ved domstolene.

Højesteret har imidlertid, som anført af Oliver Talevski i artiklen (side

318), ikke i denne formalitetsafgørelse fastslået,

der kan kræves

erstatning eller godtgørelse for krænkelse af internationale

forpligtelser, ligesom Højesteret heller ikke har fastlagt

betingelserne

herfor. Sådanne spørgsmål måtte i givet fald afgøres under

realitetsprøvelsen af sagen.

Det bemærkes i øvrigt, at Oliver Talevski i en fodnote til det af

spørgeren gengivne citat anfører, at det i situationer, hvor den

påståede krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser har

fundet sted under Folketingets behandling af lovforslaget, kan

Side

2/3

IFU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 15: Spm. om de internationale forpligtelser, til udlændinge- og integrationsministeren

diskuteres, hvem sagen skal føres imod. Herom anfører Oliver

Talevski, at spørgsmålet giver anledning til nogen tvivl, og at

Højesteret ikke har forholdt sig hertil i sin dom af 13. september

2013.”

Herudover bemærkes, at det følger af retsplejelovens § 169, stk. 1, at

tjenestemænd eller andre, der handler i offentligt eller dermed ligestillet hverv,

ikke uden samtykke af vedkommende myndighed må afkræves vidneforklaring om

forhold, med hensyn til hvilke der i det offentliges interesse påhviler dem

tavshedspligt. For medlemmer af Folketinget kræves samtykke af tingets formand

og vedkommende minister.

Det følger endvidere af retsplejelovens § 169, stk. 2, at retten kan – hvis der ikke

gives samtykke til at afgive vidneforklaring – pålægge vedkommende myndighed

over for retten at redegøre for grundene til nægtelsen, såfremt forklaringens

afgivelse findes at være af afgørende betydning for sagens udfald. Finder retten

herefter, at hensynet til hemmeligholdelse bør vige for hensynet til sagens

oplysning, kan retten bestemme, at vidneforklaring skal afgives. Dette gælder dog

ikke, hvis nægtelsen er begrundet med hensynet til statens sikkerhed, til dens

forhold til fremmede magter eller med hensynet til tredjemands liv eller helbred.

Inger Støjberg

Morten Duus

Side

3/3