Indfødsretsudvalget 2016-17
IFU Alm.del
Offentligt
1702198_0001.png
Ministeren
Indfødsretsudvalget
Folketinget
Christiansborg
1240 København K
Indfødsretsudvalget har den 16. november 2016 stillet følgende spørgsmål nr. 13
(Alm. del) til udlændinge-, integrations- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 13:
Vil ministeren redegøre for den administrative proces for tildeling af indfødsret fra
perioden 1999 og frem til 2016, herunder fordelingen mellem sagsbehandlingen i
henholdsvis ministeriet og i Indfødsretsudvalget?
Svar:
Efter grundlovens § 44, stk. 1, kan ingen udlænding få indfødsret uden ved lov
(naturalisation). Det er således Folketinget, der beslutter, hvem der tildeles dansk
statsborgerskab. Lovforslag om indfødsrets meddelelse fremsættes i praksis to
gange årligt af udlændinge- og integrationsministeren.
Retningslinjerne for naturalisation har traditionelt set og i perioden 1999-2016
baseret sig på politiske aftaler indgået mellem et flertal i Folketinget. De politiske
aftaler fastlægger retningslinjerne for udarbejdelsen af lovforslag om indfødsrets
meddelelse. Retningslinjerne kan kun fraviges af et flertal i Folketinget – det vil i
praksis sige et flertal i Folketingets Indfødsretsudvalg. Spørgsmål om dispensation
fra de gældende retningslinjer for naturalisation og fortolkning af tvivlsspørgsmål
forelægges således udvalget. Der kan alene meddeles dispensation, såfremt et
flertal af udvalgets medlemmer stemmer herfor.
Personer, der er optaget på et lovforslag om indfødsrets meddelelse, vil således
enten opfylde de gældende retningslinjer for naturalisation eller være meddelt
dispensation herfor af Folketingets Indfødsretsudvalg.
Udlændinge- og Integrationsministeriets Indfødsretskontor fungerer i forhold til
behandlingen af ansøgninger om naturalisation i en sekretariatsfunktion for
Folketinget (Indfødsretsudvalget), idet kontoret på Folketingets vegne vurderer,
om ansøgerne opfylder de gældende retningslinjer for naturalisation.
13. december 2016
Udlændingeafdeling
Slotsholmsgade 10
1216 København K
Tel.
Mail
Web
CVR-nr.
Sags nr.
Akt-id
6198 4000
[email protected]
www.uibm.dk
36977191
2016 - 13667
154662
Inger Støjberg
/
Morten Duus
Side
1/1