UDENRIGSMINISTERIET
Den 20. december 2016
Spørgsmål fra Grønlands-
udvalget til udenrigsministeren
af 8. december 2016. GRU
alm. del – spørgsmål nr. 19.
Spørgsmålet er stillet af Aaja
Chemnitz Larsen (IA).
Spørgsmål 19:
Tidligere udenrigsminister Kristian Jensen (V) har udtalt, at sagen om forurening ved militære
anlæg i Grønland (herunder Camp Century), skulle undersøges nærmere. Udenrigsministeriet
havde dog i forbindelse med samrådet i Grønlandsudvalget den 3. november 2016, endnu ikke
fået afklaret juraen i forsvarsaftalerne, m.h.t. om USA eller Danmark er ansvarlig myndighed
for oprydningen ved de militære baser. Ønsker den nye udenrigsminister også at afklare juraen,
m.h.t. ansvaret for miljøoprydning ved militære anlæg i Grønland? I bekræftende tilfælde bedes
ministeren redegøre for, hvad tidsperspektivet er for en juridisk afklaring af forsvarsaftalerne,
m.h.t. placering af ansvar for oprydning ved militære baser i Grønland.
Svar:
Regeringen er fortsat i gang med en juridisk analyse med henblik på at vurdere, hvorvidt der
kan placeres et folkeretligt ansvar hos USA for en evt. oprydning på Camp Century.
Der er tale om et større udredningsarbejde og gennemgang af materiale, som strækker sig fra
den første forsvarsaftale indgået mellem USA og Danmark i 1941 og frem til i dag.
Analysen er fokuseret på det eventuelle folkeretlige ansvar, som USA måtte have som følge af
forsvarsaftalerne, tillægsaftaler forbundet hertil og drøftelser i Den Permanente Komite mv.
udarbejdet efter lukningen af Camp Century og frem til i dag.
Som en del af analysen vil det også blive belyst, om de fortilfælde, hvor USA har medvirket til
at rydde op på visse amerikanske anlæg i Grønland, har været baseret på en juridisk forpligtelse
afledt af forsvarsaftalen mv. eller på konkrete aftaler vedrørende enkeltstående militære anlæg.
Regeringen prioriterer at få klarhed over spørgsmålet, og Grønlandsudvalget vil blive orienteret,
når ovenstående udredning er foretaget.