FOU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 32: Spm. om, hvilke tredjelande (ikke-EU lande), Danmark bilateralt eller multilateralt juridisk er forpligtet til at lade indgå i offentlige udbud vedr. anskaffelse af våben, ammunition og krigsmateriel, til forsvarsministeren

Forsvarsudvalget 2016-17
FOU Alm.del
Offentligt

Folketingets Forsvarsudvalg

Christiansborg

FORSVARSMINISTEREN

28. februar 2017

Folketingets Forsvarsudvalg har den 1. december 2016 stillet følgende spørgsmål nr. 32 til

forsvarsministeren, som hermed besvares endeligt. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra

Martin Lidegaard (RV).

Spørgsmål nr. 32:

”Ministeren bedes redegøre for, hvilke tredjelande (ikke-EU lande), Danmark er bilateralt

eller multilateralt juridisk forpligtet til at lade indgå i offentlige udbud vedr. anskaffelse af

våben, ammunition og krigsmateriel.”

Svar:

Indledningsvist skal det bemærkes, at der i besvarelsen alene er taget udgangspunkt i, at

spørgsmålet er rettet mod de situationer, hvor Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbssty-

relse enten

selv er den direkte ordregivende myndighed

, eller de situationer, hvor For-

svarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse har indgået en bi- eller multilateral aftale med

andre partnernationer, som kan være både EU medlemsstater og tredjelande (ikke-EU lan-

de), og hvor

en af partnernationerne agerer ordregivende myndighed

og foretager anskaf-

felser på vegne af Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse og øvrige partnernatio-

ner. Til brug for besvarelsen er der indhentet en udtalelse fra Forsvarsministeriets Materiel-

og Indkøbsstyrelse.

”Når Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse anskaffer våben, ammunition og

krigsmateriel sker det efter EU’s udbudsregler, herunder udbudsloven (Lov nr. 1564 af 15.12

2015) og forsvars- og sikkerhedsdirektivet (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2009/81/EF af 13. juli 2009 om samordning af fremgangsmåderne ved ordregivende myn-

digheders eller ordregiveres indgåelse af visse bygge- og anlægs-, vareindkøbs- og tjene-

steydelseskontrakter på forsvars- og sikkerhedsområdet og om ændring af direktiv

2004/17/EF og 2004/18/EF (forsvars- og sikkerhedsdirektivet), som er implementeret i

_______________________________________________________________________________________________________________________________________________

HOLMENS KANAL 42

1060 KØBENHAVN K

TELEFON: 72 81 00 00

TELEFAX: 72 81 03 00

MAIL: [email protected]

WEB: www.FMN.DK

CVR: 25-77-56-35

EAN: 5798000201200

FOU, Alm.del - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 32: Spm. om, hvilke tredjelande (ikke-EU lande), Danmark bilateralt eller multilateralt juridisk er forpligtet til at lade indgå i offentlige udbud vedr. anskaffelse af våben, ammunition og krigsmateriel, til forsvarsministeren

dansk lovgivning ved bekendtgørelse nr. 892 af 17/08/2011). Ofte vil Forsvarsministeriets

Materiel- og Indkøbsstyrelses anskaffelser af våben, ammunition og krigsmateriel være om-

fattet af forsvars- og sikkerhedsdirektivet.

En EU medlemsstat er som udgangspunkt ikke juridisk forpligtet til at lade økonomiske aktø-

rer fra tredjelande (ikke-EU lande) deltage i udbud på forsvars- og sikkerhedsdirektivets

område, i modsætning til udbud på udbudslovens område, hvor WTO GPA aftalen medfører,

at økonomiske aktører fra alle World Trade Organization – Agreement on Goverment Procu-

rement (WTO GPA) lande, herunder ikke EU-medlemsstater, skal have mulighed for at byde

ind på disse udbud.

Medlemsstaterne kan således som udgangspunkt beslutte at afgrænse EU-udbud efter for-

svars- og sikkerhedsdirektivet, så det kun er økonomiske aktører i EU-medlemsstater, der

kan deltage. Det fremgår af præambelbetragtning 18 til forsvars- og sikkerhedsdirektivet, at

medlemsstaterne bør træffe deres afgørelse på baggrund af forhold som økonomisk fordel-

agtighed, nødvendigheden af et globalt konkurrencedygtigt fundament for den europæiske

forsvarsteknologi- og industri, vigtigheden af åbne konkurrencebaserede markeder og op-

nåelsen af gensidige fordele. Det fremgår ligeledes af præambelbetragtning 18, at med-

lemsstaterne bør arbejde for stadig mere åbne markeder.

Af kommercielle årsager, undtager Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse gene-

relt ikke økonomiske aktører fra tredjelande (ikke-EU lande) i forbindelse med udbud efter

forsvars- og sikkerhedsdirektivet. Dette ud fra et ønske om at skabe den største og bedst

mulige konkurrence og herigennem skabe forudsætning for at indkøbe det bedst mulige

materiel, til de økonomisk mest fordelagtige priser. Det skal i forlængelse heraf bemærkes,

at en potentiel tilbudsgiver fra et tredjeland formentlig nemt vil kunne omgå en sådan af-

græsning ved at etablere sig i EU eller ved at etablere et samarbejde med en leverandør

inden for EU, eksempelvis ved brug af et agentur. Dette er i praksis ofte tilfældet.

Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse har gennemført en omfattende gennem-

gang og vurdering af en række

generelle

bi- og multilaterale aftaler, som bredt vedrører

offentlige anskaffelser og handel mellem nationer, samt en række

specifikke

bi- og multila-

terale aftaler, som vedrører anskaffelser, der specifikt kan relateres til Forsvarsministeriets

Materiel- og Indkøbsstyrelses område.

Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse har ikke vurderet om de gennemgåede

aftaler er omfattet af forsvars- og sikkerhedsdirektivet, men alene om de gennemgåede af-

taler omfatter våben, ammunition eller krigsmateriel, som muligvis kan siges at være omfat-

tet af enten Rådets afgørelse 255/58 af 15. april 1958 (”1958-listen”) eller Den Europæiske

Unions fælles liste over militært udstyr vedtaget af Rådet den 14. marts 2016 (2011/C

86/01).

For de gennemgåede

generelle

bi- og multilaterale aftaler er det formentlig alene aftalen om

det Europæiske Økonomiske Samarbejde (EØS-aftalen), der skaber en juridisk forpligtelse

for Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse til at lade tredjelande (ikke-EU lande),

herunder økonomiske aktører i disse lande – i dette tilfælde EØS-lande (Norge, Island og

Liechtenstein) – indgå i styrelsens offentlige udbud om våben, ammunition og krigsmateriel.

Vurderingen af de

generelle

aftaler er alene baseret på information offentliggjort på Uden-

rigsministeriets hjemmeside, og Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse har ikke

viden om, hvorvidt informationerne er udtømmende eller opdateret.

Ingen af de gennemgåede

specifikke

bi- og multilaterale aftaler – vurderet alene ud fra ord-

lyden af aftalerne – skaber en direkte juridisk forpligtelse til at lade tredjelande (ikke-EU

lande) eller økonomiske aktører baseret i disse lande – indgå i styrelsens anskaffelser af

våben, ammunition eller krigsmateriel. Der står for eksempel ikke direkte formuleret, at der

er en juridisk forpligtelse til at inddrage tredjelande eller tredjelandes økonomiske aktører.

Der kan dog alligevel være tale om en juridisk forpligtelse hertil – opstået mere indirekte – i

nedenstående situationer:

Situation 1:

Hvor aftalen er opbygget efter ”

Lead Nation modellen

”, hvor et land kontrahe-

rer på vegne af alle de deltagende partnernationer.

Situation 2:

Hvor aftalen indeholder ”Work Share” bestemmelser om fordelingen af det

industrielle arbejde mellem de deltagende partnernationers økonomiske aktører (

”Work Sha-

re modellen”

Det skal hertil bemærkes, at den samme

specifikke

bi- eller multilaterale aftale kan omfatte

både ”

Lead Nation modellen

” og ”

Work Share modellen

”.

Et eksempel på en

specifik

aftale efter ”

Lead Nation modellen

”, hvor der muligvis – på indi-

rekte vis – opstår en juridisk forpligtelse til at lade økonomiske aktører fra tredjelande indgå

i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelsens anskaffelser, er aftalen om bl.a. fælles

anskaffelse af testudstyr m.m. til Seasparrow missiler, m.fl. til Søværnets skibe, som Forsva-

rets Materiel- og Indkøbsstyrelse på vegne af Danmark har indgået med Tyskland, Holland

og Norge. I henhold til denne aftale kontraherer Holland på vegne af alle deltagende part-

nernationer, herunder Danmark, i henhold til Hollands nationale lovgivning. Da Forsvarsmi-

nisteriets Materiel- og Indkøbsstyrelse ikke har et detaljeret kendskab til Hollands nationale

lovgivning eller hvilke bi- eller multilaterale forpligtelser, som Holland eventuelt nationalt

måtte have påtaget sig overfor tredjelande, til at inddrage disse i anskaffelser af våben,

ammunition eller krigsmateriel, kan det ikke udelukkes, at denne aftale kan skabe en juri-

disk forpligtelse til at inddrage tredjelande – herunder økonomiske aktører i disse lande –

til anskaffelser i rammerne af aftalen. Sådanne juridiske forpligtelser – opstået mere indirek-

te – kan være vanskelige at undersøge, da sådanne bi- og multilaterale forpligtelser ofte

ikke er offentligt tilgængelige, og kan være politisk sensitive for de deltagende lande.

Som følge af bestemmelserne om fordeling af industrielt arbejde (”

Work Share modellen

”) i

de gennemgåede

specifikke

bi- og multilaterale aftaler, er Forsvarsministeriets Materiel- og

Indkøbsstyrelse formentligt juridisk forpligtet til at lade økonomiske aktører i følgende tred-

jelande indgå i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelses anskaffelser: Australien,

Canada, Tyrkiet, USA og Norge for så vidt angår kontrakter omfattet af de relevante speci-

fikke multilaterale aftaler.”

Jeg kan henholde mig til det af Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse oplyste.

Med venlig hilsen

Claus Hjort Frederiksen