Folketingets Finansudvalg
Christiansborg
18. maj 2017
Svar på Finansudvalgets spørgsmål nr. 86 (Alm. del) af 3.
november 2016
Spørgsmål
Vil ministeren redegøre for effekterne på grænsehandelen af Alternativets
finanslovs- og skatteudspil fra 1. november 2016?
Svar
Alternativets finanslovsforslag indeholder 55 forslag, hvor en række elementer
potentielt har betydning for grænsehandelen.
Grænsehandel dækker over danske forbrugeres indkøb foretaget i udlandet med
henblik på at bringe varen med hjem til eget forbrug i Danmark og udlændinges
indkøb foretaget i Danmark med henblik på eget forbrug i udlandet. Danskerne
grænsehandler primært i vores nabolande og i traditionelle rejsemål som Spanien,
Italien og Frankrig. Grænsehandlen i Tyskland udgør ca. 70 pct. af danskernes
samlede grænsehandel og omfatter især vin, øl, sodavand og slik,
jf. Status over
grænsehandel 2016.
Grænsehandelen afhænger blandt andet af afgifter og
prisforskelle på grænsehandelsfølsomme varer. Derudover kan et anderledes
varesortiment i populære feriemål også bidrage til grænsehandelen.
I dette svar tages der udgangspunkt i grænsehandelseffekterne af afgiftsforslagene
i Alternativets finanslovsforslag. Svaret er afgrænset til forslag om afgifter på
grænsehandelsfølsomme varer, hvor det er muligt at skønne over
grænsehandelseffekterne. Afgrænsningen resulterer i fire afgiftsændringer,
henholdsvis en øget afgift på tobak, genindførsel af en sodavandsafgift og højere
afgifter på benzin og diesel. Afgrænsningen betyder, at der eksempelvis ses bort
fra effekten af en afgift på oksekød, som er et afgiftsforslag, som muligvis påvirker
grænsehandelen, men hvor der ikke er grundlag for at skønne over effekten.
Grænsehandelen med cigaretter skønnes at være faldet de seneste år. Faldet skal
ses i lyset af et generelt fald i cigaretforbruget og afgiftsforhøjelser i langt de fleste
andre europæiske lande. Grænsehandelen for røgtobak er derimod steget, hvilket
bl.a. skal ses i sammenhæng med, at realafgiften på røgtobak er steget med 50 pct.
de sidste 15 år,
jf. Status over grænsehandel 2016.